Aktiv Familieferie 2025

Aktiv familieferie

Selvom vi kun er i det spæde forår, kan I godt glæder jer til dette års familieferie med masser af spændende aktiviteter og hyggeligt samvær. Formålet er at give familier, hvor en eller begge forældre er synshandicappede, mulighed for at holde ferie sammen og få gode oplevelser for børn og voksne i trygge rammer.

Liselotte Wæhrens, Karina Christensen og Lena Bagge er dette års ferieværter. Desuden er Mahmoud Charaf og Brian Sørensen tilknyttet som hjælpere. De glæder sig rigtig meget til at arrangere daglige aktiviteter, hvor der er god mulighed for at netværke og hygge sig med hinanden.

Heldagsturen går til Djurs Sommerland, hvor vi skal boltre os i forlystelserne. Der er desuden planlagt besøg i Jump It og en strandtur skal I heller ikke snydes for. Ud over det skal vi naturligvis også have sjove aktiviteter på Fuglsangcentret i form af bl.a. orienteringsløb, hoppeborge og krearum. En dukkert i Fuglsangcentrets svømmehal bliver der naturligvis også tid til.
Da mange familier sætter stor pris på at hygge sig med forskellige spil, vil vi sørge for at dette også bliver muligt i løbet af ugen og hvem ved, om det måske kan ende med et par konkurrencer. Har du et godt spil derhjemme, som du gerne vil præsentere, så tag det endelig med.

I forbindelse med turene vil kursusafdelingen være behjælpelig med at skaffe en ledsager til familier, som har brug for det for at kunne deltage i turen. Anmodning om ledsagehjælp skal ske i forbindelse med tilmeldingen.
Ledsagerens opgave er udelukkende at ledsage den synshandicappede voksen og være øjne i den sammenhæng.

Familieferien afvikles fra lørdag den 19. juli til lørdag den 26. juli. Der er ankomst til frokost kl. 12 om lørdagen og sidste måltid før afrejse er morgenmad.

Pris og tilmelding:
Opholdet for voksne koster 3.915 kr. efter et legattilskud fra DBS er fratrukket. For børn mellem 2 og 14 år betales halv pris.
Der vil desuden være et aktivitetsgebyr på 300 kr. pr. deltager, dog betaler børn under 2 år ikke aktivitetsgebyr.

Tilmelding ved henvendelse til Kursusafdelingen på telefon 76 20 22 10 eller via mail: kursusafdelingen@blind.dk. Tilmelding åbner tirsdag den 8. april kl. 9.00.
Efter tilmelding er du automatisk optaget.

Har du; pga. din økonomiske situation, behov for at søge et legat til opholdet, skal du kontakte din konsulent i Dansk Blindesamfund.