Aktiv Familieferie

Aktiv familieferie

Selvom vi kun er i det spæde forår, kan I godt glæder jer til dette års familieferie med masser af spændende aktiviteter og hyggeligt samvær. Formålet er at give familier, hvor en eller begge forældre er synshandicappede, mulighed for at holde ferie sammen og få gode oplevelser for børn og voksne i trygge rammer.

Liselotte, Karina og Lena er dette års ferieværter og vil sørge for, at der dagligt er aktiviteter og god mulighed for at netværke og hygge sig med hinanden.
Det er en forudsætning for at være med, at man deltager i hele perioden og i alle de planlagte aktiviteter.

Heldagsturen går til Givskud Zoo, hvor vi med en guide skal på ”Rør og spørg” og på bussafari i parken. Der er desuden planlagt besøg i Dino Legeland og til stranden. Ud over det skal vi naturligvis også have sjove aktiviteter på Fuglsangcentret i form af bl.a. orienteringsløb, hoppeborge og krearum. En dukkert i Fuglsangcentrets svømmehal bliver der naturligvis også tid til.
Da mange familier sætter stor pris på at hygge sig med forskellige spil, vil vi sørge for at dette også bliver muligt i løbet af ugen og hvem ved, om det måske kan ende med et par konkurrencer.
Har du et godt spil derhjemme, som du gerne vil præsentere, så tag det endelig med.

I forbindelse med turene vil kursusafdelingen være behjælpelig med at skaffe en ledsager til familier, som har brug for det for at kunne deltage i turen. Anmodning om ledsagehjælp skal ske i forbindelse med tilmeldingen.
Ledsagerens opgave er udelukkende at ledsage den synshandicappede voksen og være øjne i den sammenhæng.
Der vil også være frivillige ledsagere til stede på nogle af aktiviteterne på Fuglsangcentret.

Familieferien afvikles fra lørdag den 20. juli til lørdag den 27. juli. Der er ankomst til frokost kl. 12 om lørdagen og sidste måltid før afrejse er morgenmad.

Pris og tilmelding:
Opholdet for voksne koster 3.782 kr. efter et legattilskud fra DBS er fratrukket. For børn mellem 2 og 14 år betales halv pris.
Der vil desuden være et aktivitetsgebyr på 300 kr. pr. deltager; dog betaler børn under 2 år ikke aktivitetsgebyr.

Der er søgt fondsmidler til dækning af aktivitetsgebyret, men vi ved på nuværende tidspunkt ikke om vi får dette gebyr dækket.

Tilmelding ved henvendelse til kursussekretær, Seija Funder Taul på telefon 76 20 22 10 eller via mail: kursusafdelingen@blind.dk fra tirsdag den 2. april kl. 9.00.
Efter tilmelding er du automatisk optaget.

Har du; pga. din økonomiske situation, behov for at søge et legat til opholdet, skal du kontakte din konsulent i Dansk Blindesamfund.