”Before Royal Run”-arrangement på Fuglsangcentret

Hele Danmarks Royal Run bliver i 2024 noget helt specielt – ikke mindst fordi det bliver første gang, at en konge skal løbe Royal Run, men også fordi vi sætter alle sejl ind på, at vores landsformand Ask Abildgaard får mulighed for at følge Hans Majestæt lidt på vej.
Kong Frederik starter nemlig sin tur rundt i Royal Run i Fredericia denne gang!

En så stor begivenhed som Royal Run kan jo ikke stå alene. Derfor har vi i et samarbejde mellem Medlemsstrategi, kreds Sydøstjylland og Blind Motion et rigtigt godt tilbud til dig – som man jo siger på godt jysk!

Vi starter med at byde dig velkommen til den årlige uddeling af legater fra Synshandicappedes Motionsfond i Dansk Blindesamfund.
Det bliver en spændende eftermiddag med glade legatmodtagere, lidt godt til ganen, og lidt til ørerne får du også!

Senere vil der være middag, hvor vi byder på Fuglsangcentrets lækre 2-retters menu, og derefter mødes vi til socialt samvær med en kongelig opvarmning! Hvad det indebærer, vil vi ikke afsløre. Men op til et motionsløb skal man jo træne alle muskelgrupper – også lattermusklerne.

Vi har reserveret et antal værelser i forbindelse med dette arrangement – og selv om du ikke skal deltage i Royal run, så er dette en unik mulighed for både at være med på en hyggelig og sjov ”Before Royal Run-”dag – og være med i Fredericia dagen efter, hvor du kan opleve stemningen og måske få en kongelig oplevelse!

Prisen for ”Before Royal Run” fra søndag den 19. maj kl. 14 til mandag den 20. maj kl. 10 (efter morgenmad) er 400 kr. og ledsager i delt dobbeltværelse er gratis. Skal ledsager have eget værelse er prisen også 400 kr.

Tilmelding:
Sidste frist for tilmelding er fredag den 12. april.
Du kan sende din tilmelding til Gitte Micheelsen på mail gmi@blind.dk eller ringe på tlf. 92 82 29 31 – og oplyse følgende:
fulde navn og navn på evt. ledsager, medlemsnummer, mailadresse og mobilnummer. har du diæthensyn vil vi også gerne vide det.

Du kan indbetale enten på MobilePay 25 32 03 eller via bankoverførsel til Danske bank på reg.nr. 4180 kontonummer 000 300 2217 – mrk. BRR.

Mange Royal Run hilsner