Festival

Musik og dans
Kulturfestival
Det er blevet sagt, at man ikke kan være sur mens man synger, spiller musik eller danser. Er der så mere oplagte emner at bringe mennesker sammen om?
Der er i det lys garanti for smil og glæde, på dette års kulturfestival, hvor vi skal have en danse workshop i samarbejde med en lokal danseskole i Fredericia. Det er ikke, som sådan vores fokus, at vi skal lære bestemte trin og piruetter. Det er meningen, at vi skal have det rigtigt sjovt og hyggeligt sammen.
Tina Christensen, som mange allerede kender vil, med sin store erfaring og ekspertise stå for at lede et gospelkor for alle de glade korsangere og smukke stemmer, som har lyst til at kaste sig ud i denne spændende, udprægede amerikanske kor kultur.
Derudover har vi samlet et team på fire musikundervisere, til minimum to samspilsworkshops. En med rock og pop, ledet af Frank Gliese, som er vores gode gamle underviser, trommeslager og garant for god stemning. Hos Frank er alle velkomne.
Den anden samspilsworkshop er ledet af Mikkel Hermansen og Malthe Jepsen, som begge er super erfarende jazzmusikere, med baggrunde i fusionsjazz, bebop, gipzyjazz og meget mere. Malthe er mest til tangenter, og Mikkel mest til jazzguitarren, men begge har bred erfaring, enestående evner, og er garanter for at løfte selv øvede musikere når det gælder samspil, improvisation, komposition og meget andet.
Ud over de to samspilsworkshops vil Flemming Nørgaard, som tidligere har undervist i DBS, på Refsnæs og ellers levet i musikken, fungere som fri fugl mellem musikholdende. Vores ambition er at sikre, at musikere på alle niveauer kan blive udfordret, inspireret og motiveret. Lige meget hvor du er? Lige meget hvem du er, så velkommen her.
Mikkel Hermansen er en Københavns-baseret guitarist fra Odense. Med rødder i rock, pop og folkemusiks verden drager han paralleller mellem genrer i en spændende fortolkning af den Amerikanske jazz-kultur. På den Københavnske jazzscene udforsker han nye genre og sammenspil, og beskæftiger sig med be-bop, gypsyjazz, nynordisk, new-orleans og fusionsjazz. I sin søgen efter musikalsk udvikling, har han modtaget undervisning fra danske navne, såvel som udenlandske. I sin undervisning vægter han en talentudvikling, med fokus på at støtte individuel musikalsk udtryk med teoretisk faglighed.
Malthe Jepsen er pianist, komponist og musikformidler. Malthe inspirerer med sit medrivende og teknisk overlegne spil og bevæger sig desuden ubesværet mellem mange forskellige musikalske udtryk. Han har optrådt verden over i store og små ensembler indenfor jazz, hip-hop og verdensmusik, fx med det albumaktuelle band Clapper, der udgav albummet “On Tempo” i 2023, og som er aktuelle på Spot Festival og diverse jazzspillesteder.

Aftenstamtam
Torsdag aften
Alex Nyborg Madsen “Mine år i radioen”. “Mine år i radioen” er et foredrag, som på bedste “Nyborg-Madsen-vis” binder en foreløbig knude på en lang karriere i æteren, som landets suverænt mest populære radiovært.
“Mine år i Radioen” er et forsøg på at give tilskueren et ærligt indblik i en unik karriere, som gennem årene har budt på op og nedture, sexbrevkasse, slankeprogram, musikalsk eftertænksomhed, royalt besøg og først og fremmest musik. Masser af musik. Alex Nyborg Madsen er mere populær nu end nogensinde. Et helt uhørt antal mennesker følger med i Alex’ daglige radioprogram. “Mine år i radioen” er Alex’ måde at byde sit kæmpe publikum indenfor i mere personlige rammer, hvor de med humor, ærlighed og nærvær vil få mulighed for at møde “verdens sødeste mand” live og helt tæt på.

Fredag aften spiller Malthe Jepsen med sit band Clapper.
CLAPPER: Ny dansk jazz med beat-scene kompetencer. Hjemmehørende i Aarhus, Danmark, blander kvartetten Clapper klassiske sjæl- og fusion-jazzvibes med det skæve og grooves fra moderne instrumentel hiphop. Deres debutalbum – “On Tempo” – blev udgivet den 8. december via Super Bad Disco/HHV og viser gruppens evne til melodisk improvisation og halsbrækkende skift, med mere end 100.000 afspilninger online siden udgivelsen af den første single.
De fire medlemmer – Frederik Emil Bülow (trommer), Adrian Christensen (bas), Jeppe Lavsen (guitar) og Malthe Jepsen (klaver og Rhodes) – er velkendte ansigter på den unge danske jazzscene og spiller også med andre anerkendte acts som Abekejser, Hvalfugl og Ipek Yolu.

Festivalen starter torsdag den 19. september kl. 14.30, og slutter søndag den 22. september efter morgenmaden.

Pris og tilmelding
Kulturfestivalen koster kr. 1.865,- for medlemmer og aktivitetsmedlemmer af DBS. Det er muligt at have en ledsager med til samme pris.
Tilmelding kan ske fra tirsdag den 21. maj til kursusafdelingen, tlf. 76 20 22 10 eller på e-mail: kursusafdelingen@blind.dk.