Kajak Tur og Teknik
Kajak miniferie (Flexhold)
Kajaktur på vandet! Var det ikke noget? Og så i godt selskab.
Vores minikajakferie tager udgangspunkt i Fuglsangcentret. Den første eftermiddag tilbringer vi med kajakkerne i vores svømmehal, hvor vi lige tjekker op på sikkerhed, så alle kan føle sig trygge. Er du blandt de garvede kan du måske øve et rul eller to.
De følgende to dage foregår på vandet langs den jyske østkyst eller langs kysterne i de små sydvest fynske fjorde. Den del af planlægningen klarer Kim og Jonas, når de kender vejrudsigten. Dagsordnen er skøn natur, skønne mennesker og duften af saltvand. Der bliver også mulighed for hygge omkring bålet i vores nye bålhytte.
Det er en forudsætning for deltagelse, at du kan svømme mere end 300 meter, og at du er i generel god form.
Som altid vil vi træne og øve teknik og sikkerhed herunder redningsøvelser undervejs på turene.
Et Flexhold er et hold, hvor man kan have en ven eller partner med, der deltager på lige fod og til samme pris.
Kurset starter fredag den 4. september kl. 14 og slutter mandag den 7. september efter morgenmaden. Det vil dog være muligt at bruge formiddagen i svømmehallen med kajakkerne.
Kurset er på 19 lektioner for højst 8 kursister og koster 2.590,- kr.
Har du spørgsmål til arrangementet, er du meget velkommen til at skrive til underviser Kim Sønderbek på e-mail: kim@sonderbek.dk
Tilmelding til kursussekretær Maj S. Poulsen på telefon 76 20 22 06 eller via mail kursusafdelingen@blind.dk.


