Kursus i Be My AI, den digitale assistent i Be My Eyes

Vil du gerne blive klogere på den digitale assistent Be My AI, som kan hjælpe med at beskrive billeder, læse tekst og svare på spørgsmål om, hvad den ser? Så er der nu mulighed for at tilmelde sig dette kursus.
Hvad kan “Be My AI” bruges til? Svaret er rigtig mange ting, hvilket dette kursus ønsker at adressere. Et par eksempler er:

– Få hjælp til at få information løst højt fra for eksempel emballage, dokumenter, skilte, med mere.
– Få læst en beskrivelse af det, der er omkring dig, både det, som er tæt på og det, som er langt væk, for eksempel en beskrivelse af dine omgivelser når du sidder i en park, eller en beskrivelse af de ting du har på bordet foran dig.
– Tag et billede når du er på ferie, få det beskrevet, både når du er der og igen, når du er hjemme, og spørg senere ind til nye ting, du måske ikke fik læst op, da du var der.

Kort fortalt, så kan Be My AI bruges til at tage billeder af genstande, tekst med mere og få den digitale assistent med indbygget kunstig intelligens til at beskrive billedet i detaljer, og får du ikke svar på det du ønsker, kan du altid ringe til en frivillig seende som kan hjælpe dig videre ved hjælp af appen.

Forudsætninger for at deltage på kurset: Det er en forudsætning, at du som deltager medbringer en smartphone, iPhone eller Android, hvor du har installeret appen Be My Eyes, samt at du har oprettet en konto hos Be My Eyes og er logget ind i appen. Det er gratis både at downloade og bruge appen Be My Eyes. Det er ikke en forudsætning, at du i forvejen kender til Be My Eyes eller Be My AI, begge dele vil blive introduceret som en del af kurset. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære mere omkring den digitale assistent og appen. Er du bruger af VoiceOver eller TalkBack på din telefon, medbring da gerne et headset.

For at sikre at alle deltagere får det bedst mulige ud af kurset, vil der være et begrænset antal pladser.

Kurset arrangeres i samarbejde med Dansk Blindesamfunds medlemsstrategi og kreds Storkøbenhavn Syd, Accenture og Be My Eyes, men alle er velkomne.

Spørgsmål i forbindelse med kurset kan rettes til Anders Schmidt på anders.s.schmidt@accenture.com.

Der vil blive serveret kaffe, the, vand og frokost i løbet af dagen. Det koster kr. 50,- at deltage.

Tilmelding kan ske til Lene Johannsen på e-mail lej@blind.dk eller tlf. 23 40 92 56 senest 13.2.2024.

Betaling til kredsen: MobilePay (320323) eller bank (1551 1431374). Mærk din indbetaling “AI”.