Landsmøde 2025
Dansk Blindesamfund inviterer til landsmøde igen i 2025. Denne gang mødes vi den 7.-9. marts 2025 på Fuglsangcentret i Fredericia, og du kan deltage fysisk eller digitalt via Zoom.
Landsmødet er en årlig mulighed for at være med til at præge foreningens politiske retning. I 2025 sætter vi blandt andet fokus på lokale mærkesager forud for kommunalvalget i november, og landsmødet byder også på valg til de stående udvalg.
Landsmødet er åbent for alle medlemmer og aktivitetsmedlemmer. Bemærk dog, at aktivitetsmedlemmer har taleret, men ikke kan stille forslag, stille op til valg eller afgive stemmer, jf. retningslinjerne for Dansk Blindesamfunds Landsmøde.
Landsmødet åbnes fredag den 7. marts kl. 20, og der vil være mulighed for at få aftensmad i restauranten kl. 18. Landsmødet afsluttes søndag den 9. marts kl. 12, hvor det vil være muligt at tilvælge frokost. Der vil blive arrangeret fællestransport fra og til Fredericia Banegård.
Som nævnt ovenfor har du mulighed for at deltage digitalt i landsmødet via Zoom på lige fod med dem, der deltager fysisk. Du skal dog være opmærksom på, at landsmødet tilrettelægges med udgangspunkt i fysisk deltagelse. Ved valghandlingerne kan der kun stemmes ved brug af valgtilforordnet, hvis du ringer ind eller bliver ringet op til/fra din fastnettelefon/mobil. Vi forventer, at du deltager i hele landsmødet og ikke kun i udvalgte sessioner.
Landsmødet vil blive tilrettelagt i henhold til retningslinjerne for Dansk Blindesamfunds Landsmøde. Retningslinjerne kan rekvireres ved henvendelse til bestilling@blind.dk eller tlf. 69 16 17 50.
Forretningsudvalget vil sikre, at alt relevant materiale, herunder praktiske oplysninger, bliver udsendt til alle landsmødedeltagere senest 14 dage inden mødets afvikling.
Tilmelding senest den 7. februar 2025
Din tilmelding skal være hovedkontoret i hænde senest den 7. februar 2025. Tilmelding kan ske ved at lægge en besked på tlf. 33 26 87 80 eller sende en e-mail til landsmoede@blind.dk. Du kan naturligvis også sende et brev til Dansk Blindesamfund, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup. Husk at mærke kuverten ”Landsmøde 2025”.
Når du tilmelder dig, husk at oplyse:
• om du deltager fysisk eller digitalt
• dit medlemsnummer eller CPR-nummer, navn og adresse
• eventuelle særlige behov
• om du medbringer førerhund
• ved fysisk deltagelse, hvem du evt. ønsker at dele værelse med
• ved digital deltagelse: om du har brug for hjælp til Zoom.
Betaling
Det koster 500 kr. at deltage fysisk i landsmødet på Fuglsangcentret.
Beløbet dækker opholdsudgifter på Fuglsangcentret fra fredag kl. 18.00 til og med søndag frokost.
Det er gratis at deltage i landsmødet via Zoom.
Hvis du deltager fysisk i landsmødet, vil du automatisk få tilsendt en faktura pr. e-mail eller med post. Herefter kan du betale på følgende måder:
Du kan overføre via MobilePay til nummer: 22 08 00. Oplys navn ved overførslen.
Du kan foretage en bankoverførsel til Danske Bank, reg.nr.: 4180 – konto: 0003982998.
Du kan få refunderet dine rejseomkostninger til billigste transport-form i forbindelse med deltagelse i landsmødet.
Du kan læse meget mere om programmet for landsmødet i Medlemsblad nr. 1 2025.
Vi håber, at mange har lyst til at deltage og glæder os til nogle gode dage.