Landsmøde 2026
Dansk Blindesamfund inviterer i lighed med tidligere år til landsmøde. Denne gang mødes vi den 7.-8. marts 2026 på Fuglsangcentret i Fredericia, og du kan deltage fysisk eller digitalt via Zoom.
Landsmødet er en årlig mulighed for at være med til at præge foreningens politiske retning. I 2026 sætter vi blandt andet fokus på digitalisering, og landsmødet byder også på valg til de stående udvalg.
Landsmødet er åbent for alle medlemmer og aktivitetsmedlemmer. Bemærk dog, at aktivitetsmedlemmer har taleret, men ikke kan stille forslag, stille op til valg eller afgive stemmer, jf. retningslinjerne for Dansk Blindesamfunds Landsmøde.
Landsmødet åbnes lørdag den 7. marts kl. 10.30. Landsmødet afsluttes søndag den 8. marts kl. 13, hvor det vil være muligt at tilvælge frokost. Der vil blive arrangeret fællestransport fra og til Fredericia Banegård.
Hvis du kommer langvejs fra, kan du booke et værelse på Fuglsangcentret fra fredag til lørdag. Frem til d. 6. februar er der reserveret et antal værelser til landsmødedeltagere, som ønsker at komme allerede om fredagen (for egen regning). Efter d. 6. februar er det først til mølle, hvis du ønsker et værelse fra fredag til lørdag.
Som nævnt ovenfor, har du mulighed for at deltage digitalt i landsmødet via Zoom på lige fod med dem, der deltager fysisk. Du skal dog være opmærksom på, at landsmødet tilrettelægges med udgangspunkt i fysisk deltagelse.
Hvis du ringer ind eller bliver ringet op til/fra din telefon, er det kun muligt at afgive stemme ved brug af valgtilforordnet. Vi forventer, at du deltager i hele landsmødet og ikke kun i udvalgte sessioner.
Landsmødet vil blive tilrettelagt i henhold til retningslinjerne for Dansk Blindesamfunds Landsmøde. Retningslinjerne kan rekvireres ved henvendelse til bestilling@blind.dk eller tlf. 69 16 17 50.
Forretningsudvalget vil sikre, at alt relevant materiale, herunder praktiske oplysninger, bliver udsendt til alle landsmødedeltagere senest 14 dage inden mødets afvikling.
Tilmelding senest den 6. februar 2026
Din tilmelding skal være hovedkontoret i hænde senest den 6. februar 2026. Tilmelding kan ske ved at lægge en besked på telefonnummer 33 26 87 80 eller sende en e-mail til landsmoede@blind.dk. Du kan naturligvis også sende et brev til Dansk Blindesamfund, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup. Husk at mærke kuverten ”Landsmøde 2026”.
Hvis du ønsker at booke et værelse på Fuglsangcentret fra fredag til lørdag skal du gøre det hos Fuglsangcentret på mail fuglsang@blind.dk eller på tlf. 76 20 21 00.
Når du tilmelder dig, husk at oplyse:
• om du deltager fysisk eller digitalt
• dit medlemsnummer eller CPR-nummer, navn og adresse
• eventuelle særlige behov
• om du medbringer førerhund
• Vi forventer at blive mange, og derfor vil vi gerne vide, hvem du ønsker at dele værelse med
• for digital deltagelse: om du har brug for hjælp til Zoom
Betaling
Det koster 500 kr. at deltage fysisk i landsmødet på Fuglsangcentret.
Beløbet dækker opholdsudgifter på Fuglsangcentret fra lørdag kl. 10.30 til og med søndag frokost.
Det er gratis at deltage i landsmødet via Zoom.
Hvis du deltager fysisk i landsmødet, vil du automatisk få tilsendt en faktura pr. e-mail eller med post. Herefter kan du betale på følgende måder:
• Du kan overføre via MobilePay til nummer: 22 08 00. Oplys navn ved overførslen.
• Du kan foretage en bankoverførsel til Danske Bank, reg.nr.: 4180 – konto: 0003982998.
Du kan få refunderet dine rejseomkostninger til billigste transport-form i forbindelse med deltagelse i landsmødet. Har du særlige behov i forbindelse med befordring, skal der træffes forudgående aftale. Henvend dig i givet fald til ledelsessekretær Ivana Merryman Boncori, mail imb@blind.dk eller tlf. 92 15 30 22.
Du kan læse meget mere om programmet for landsmødet i Medlemsblad nr. 1 2026.
Vi håber, at mange har lyst til at deltage og glæder os til nogle gode dage.


