Netværksdanner – Interessekursus for tillidsfolk

Netværksdanner
Interessekursus på tillidsmandsuddannelsen

Vil du være med til at skabe stærke fællesskaber, hvor medlemmer kan mødes om interesser, erfaringer og engagement? På dette kursus får du inspiration og konkrete værktøjer til at starte og drive netværk i Dansk Blindesamfund.

Netværk kan være en vigtig måde at skabe kontakt mellem medlemmer på tværs af geografi, livssituation og interesser. De kan give rum for erfaringsudveksling, nye idéer og styrket fællesskab. Som netværksdanner er du med til at skabe rammerne, men det kan være svært at vide, hvordan man kommer godt i gang, hvordan man engagerer deltagerne, og hvordan et netværk holdes levende over tid.

På kurset arbejder vi blandt andet med, hvad et godt netværk er, hvordan man faciliterer møder, og hvordan man skaber engagement og deltagelse. Du får indblik i netværkets livscyklus, den gode drejebog for møder og mulighederne for både fysiske og digitale netværk.
Kurset er først og fremmest en arbejdsworkshop, hvor du arbejder med din egen idé til et netværk og udarbejder en drejebog for dit første møde, så du efter kurset er klar til at tage næste skridt. Arbejdsformen er en blanding af oplæg, dialog og praktiske øvelser.

Kurset henvender sig til dig, der gerne vil starte et nyt netværk, og til dig, der allerede har erfaring med medlemsaktiviteter og ønsker nye redskaber til at skabe engagement og fællesskab.

Noget for dig? Så tag kontakt til kursusafdelingen på telefon 76 20 22 10 eller på e-mail: kursusafdelingen@blind.dk. Ved tilmelding skal du blandt andet meddele, hvilken sammenhæng du allerede arbejder eller forventer at arbejde politisk. Kurset er gratis for medlemmer, som er valgt som kredsformand, kredsbestyrelsesmedlem, DH-repræsentant eller medlem af et kommunalt handicapråd.

Forberedelse: Du skal have en ide til et netværk du gerne vil oprette eller styrke.

Din tilmelding skal være os i hænde den 25. maj.

Kurset finder sted:
Den 12. juni kl. 12.00 til den 13. juni kl. 15:00 på Fuglsangcentret i Fredericia.