Tag med på en gourmet-tur i København

I dagene 26. maj og 9. juni m.fl. vil Kreds København med støtte fra aktivitetspuljen genoptage de gourmet-ture, som i 2020 og 2021 blev arrangeret med stor succes både gastronomisk og socialt.

Turene, som udbydes fire gange i løbet af sommeren, vil rumme i alt maks. 12 deltagere pr. hold inkl. ledsagere.

Vi har udvalgt oplevelser i København, som på mange måder er blevet et spisemekka og et sted for mange klimabæredygtige, eksperimenterende tilbud.

En guide/professionel person, som både er etnolog og er i kokkelære, med stor viden om bæredygtige måltider, Amalie Svarre Nielsen vil sammen med John Heilbrunn lede turen og tilrettelægge de tre events, som hver tur vil bestå af.

Vi mødes ved offentligt tilgængelige stationer eller stoppesteder midt på dagen, som fra gang til gang udmeldes til dem, som tilmelder sig. Eftersom hver tur er enestående og særligt tilrettelagt, vil udgangspunktet for turen til fods og eventuelt ved brug af offentlige befordringsmidler være forskellig.

Maden vil være forskellig, ikke grænseoverskridende, men bestemt ikke bestå af traditionel dansk mad som bøf med løg eller roastbeef-smørrebrød.

Prisen vil være kr. 100 pr prs. (medlem eventuelt med ledsager), og vi regner med, at værdien af smagsprøver og måltider vil ligge i størrelsesorden 300 kr. pr. person.

Nysgerrighed, mod og villighed til at gå i samlet flok og i et hyggeligt fællesskab er nøgleord for deltageres forventninger.

Følgende datoer er nu fastlagt:
• søndag d. 26. maj
• søndag d. 9. juni.

Desuden vil der blive arrangeret to yderligere gourmet-ture, en i juli og en i august (hold øje i Medlemsbladet og andre info-kanaler).

Sæt kryds i kalenderen på en af de datoer, som du måtte finde attraktiv.