Videre til indhold | Videre til menunavigation

Du er her: Forside / Om os / Aktiviteter / At leve med et synshandicap: 23.-26. november 2017

At leve med et synshandicap: 23.-26. november 2017

Beskrivelse af begivenheden

Tidspunkt

23/11 2017 kl. 00:00 til
26/11 2017 kl. 00:00

Sted

Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia

Navn, kontaktperson

Telefonnummer, kontaktperson

76 20 22 10

Tilføj begivenhed til kalenderen

Et kursus for dig, der har det svært med dit synshandicap, og som ønsker at arbejde med dig selv og din situation.

Kurset består af samtaler i små grupper af ligestillede, hvor du kan bearbejde dine følelsesmæssige reaktioner på synshandicappet. Det kan være sorg og frustration, afmagtsfølelse og manglende selvværd, bekymring for fremtiden, usikkerhed i samværet med andre og meget mere. Vi reagerer ikke ens på at være blinde eller stærkt svagsynede, og vores livssituationer er ikke ens, men vi har mulighed for at forstå hinanden.

På kurset kan du tale med andre om dine personlige temaer, fx job og uddannelse, relationer til familie og venner, at være synshandicappet forælder eller bedsteforælder.

De problemer, som hver enkelt slås med, vil blive taget alvorligt, og der vil være tid til at lytte til alle.

På dette kursus vil der ikke blive fokuseret på praktiske løsninger og hjælpemidler.

Hvis det er det, du har brug for, anbefaler vi, at du henvender dig til kursusafdelingen for at blive optaget på kurset "Når synet svigter" eller ”nyblindekurset”.

Du kan deltage alene eller sammen med en nærtstående pårørende, hvis din pårørende også har brug for at tale med andre om de følelser, der er forbundet med at være pårørende til en blind eller stærkt svagsynet person. Der vil så vidt muligt blive dannet en selvstændig pårørendegruppe på kurset, hvis der er tilslutning nok, og i denne gruppe vil der være program og samtaler, hvor deltagerne kan arbejde med deres egen situation som pårørende.

Vi lægger vægt på at sammensætte grupperne, så deltagerne har noget til fælles og både kan få forståelse fra hinanden og sparring til udvikling af individuelle løsninger og strategier. Foruden samtalerne bliver der rig lejlighed til gode oplevelser og uformelt samvær med de øvrige deltagere og gruppelederne.

Det er en forudsætning for deltagelse, at man kan deltage i hele kursusforløbet.

Gruppeledere er Jannie Hammershøi og Karen Marie Pedersen, som begge selv er synshandicappede og desuden veluddannede og erfarne gruppeledere.

Tid og sted: torsdag den 23. november til søndag den 26. november på Fuglsangcentret, Dansk Blindesamfunds kursus- og feriecenter i Fredericia.

Pris: Der betales et kursusgebyr på 350 kr. pr. person. DBS dækker opholdet på Fuglsangcentret, og man skal selv afholde sine rejseudgifter.

Henvendelse om optagelse på kurset skal ske til kursussekretær Seija Funder Taul på tlf. 76 20 22 10 eller e-mail: kursusafdelingen@blind.dk. Her kan man også få yderligere oplysninger.

Før optagelse på kurset vil alle, der henvender sig, blive kontaktet pr. telefon for en samtale om deres situation, således at vi kan sammensætte grupperne bedst muligt. 

printerikonPrintvenlig
Forfatter: Kursusafdelingen
Oprettet af webredaktør
Publiceret 05/09 2017
Sidst opdateret 05/09 2017
Arkiveret under Kursus