Foredrag: Folkevandringer – Globalisering i fortid og nutid: 26. februar – 2. marts 2017

Beskrivelse af begivenheden

Tidspunkt

26/02 2017 kl. 00:00 til
02/03 2017 kl. 00:00

Sted

Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia

Navn, kontaktperson

Telefonnummer, kontaktperson

76 20 22 01

Tilføj begivenhed til kalenderen

Foredrag: Folkevandringer – Globalisering i fortid og nutid

Foredragsrække ved DBS’ Vinterhøjskole 2017

Søndag den 26. februar til torsdag den 2. marts.

Mennesket har altid vandret. Bliver et område overbefolket, eller bliver et områdes evne til at opretholde liv på grund af krig, tørke eller andre katastrofer, ja så har det sat folk i bevægelse. Det Gamle Testamente fortæller om Noahs tre sønner; Sem, Kam og Jafet, der drog ud og blev stamfædre til verdens folkeslag. Her fortælles også om jødernes tilfangetagelse og deres eksiltilværelse i Babylon. En tilværelse, de ikke alle, selv da de fik muligheden, valgte at returnere fra.

Vandringer har gennem menneskehedens historie skabt forandringer, udvikling, konflikt, udveksling, fremskridt, ja og sikkert også tilbageskridt. Tilbage står, at vandringer gennem alle tider er tæt knyttet til menneskehedens historie. Vi har i Dansk Blindesamfunds Kursusafdeling sammensat en foredragsrække i samarbejde med arkæolog, museumsinspektør og Rosenkjærprismodtager Jeanette Varberg fra Moesgaard Museum.

Vi vil med denne foredragsrække søge at finde folkevandringernes DNA fra den fjerneste fortid til den mest aktuelle nutid. Vi er stolte over at kunne præsentere en håndfuld spændende, begavede, talentfulde og yderst aktuelle foredragsholdere.

 

Jeanette Varberg – Globalisering og folkevandringer i bronzealderen

Søndag den 26. februar kl. 16.30-18

De kommer sejlende over Middelhavet i titusindvis. Familier vandrer i store flokke over de støvede mellemøstlige sletter. Krig, afmagt og sult driver dem på flugt mod et bedre sted. Det ligner den migrationskrise, Europa står midt i. Men det er en 3.200 år gammel krise, som bragte store civilisationer til fald. Egypten, Mesopotamien (nutidens Mellemøsten) og de mykenske konger i Grækenland var alle i årene mellem 1500 og 1200 f.Kr. dele af en blomstrende global økonomi. Handelsskibe lastet med kostbarheder sejlede fra den ene mægtige havneby til den anden. Skibene bugnede af tidens råolie: bronze, som var det mest brugte metal til våben og redskaber. Handlen var sat i system, og verdens første diplomati mellem rigerne i det østlige Middelhav sørgede for, at skibene forholdsvis uhindret kunne passere havn efter havn, som profiterede i guld og magt. Guld, sølv, ædelstene, rav og glas blev solgt til faraos gyldne paladser og Danmarks bronzealderfolk. Men pludselig stoppede den rige handel, og en stor civilisation brød sammen. Bronzealderen er et næsten glemt kapitel af vores historie, men det rummer stor dramatik, som stadig er aktuel for os i dag.

Jeanette Varberg har siden 2007 været museumsinspektør på Moesgaard Museum og har været en del af udstillingsteamet bag det nye Moesgaard Museum som faginspektør med ansvar for bronzealderudstillingen.

I foråret 2014 udgav Jeanette Varberg bogen ”Fortidens Slagmarker – Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid”, kort derefter var hun fremme i medierne med budskabet om, at Danmark allerede var globaliseret i oldtiden. En viden, som er kommet frem efter, at en laseranalyse af 23 glasperler fra Nationalmuseet, Odense Bys Museer og Moesgaard Museums egen samling har vist, at oldtidens danskere gik med smykker fra det nuværende Irak, Syrien og Egypten.

Da Jeanette samme år modtog Rosenkjærprisen, sagde DR P1’s kanalchef Anders Kinch-Jensen:

”Når man skal fortælle historier fra før blyanten blev opfundet, er man nødt til at basere den samlede fortælling på fund fra gravsteder, møddinger og efterladte kamppladser. Det kræver stor viden og fantasi – kombineret med helt særlige formidlingsmæssige evner. Alt det har Jeanette Varberg.

 

Morten Erik Allentoft – Folkevandringernes DNA

Mandag den 27. februar kl. 14-15.30

DNA fra ældgamle skeletter kan give et enestående indblik i arvemassen hos uddøde arter såsom mammutten og neandertaleren og kan bidrage med detaljeret viden om menneskets evolution og forhistoriske folkevandringer. Hvad skete der for eksempel, da de første jægere ankom til Europa for 40.000 år siden og mødte neandertaleren? Hvorfra kom de allerførste bønder i stenalderen? Og hvorfor har dagens danskere 30 % af deres gener tilfælles med et 5000 år gammelt hyrdefolk, der levede på stepperne nord fra Kaukasus? Fossilt DNA giver os svarene!

Morten Allentoft forsker i fossilt DNA og er ansat på Center for GeoGenetik ved Statens Naturhistoriske Museum.

 

Ole Sønnichsen – Rejsen til Amerika

Tirsdag den 28. februar kl. 14-15.30

Nogle drømte om en ny begyndelse med rigdom og lykke. Andre flygtede fra en fortid med kriminalitet eller ulykkelige begivenheder. Og andre igen håbede på, at de kunne føre en religiøs levevis, der ikke var plads til i Danmark. Men fælles for de 300.000 danskere – godt en tiendedel af den daværende befolkning – der fra 1850 til 1920 udvandrede til Amerika, var, at de troede på et bedre liv på den anden side af Atlanterhavet, hvor de kunne få del i den amerikanske drøm om en ny begyndelse og social retfærdighed for alle. Foredraget, og Oles bog ”Rejsen til Amerika – Drømmen om et nyt liv” 2013 og ” Rejsen til Amerika – Liv og jagten på lykke” 2016 bygger på tre års research i arkiver i USA, Danmark, Tyskland og England. I foredraget fortæller Ole Sønnichsen om udvandringen via nogle af bogens hovedpersoner. Det er fx historien om August Rasmussen, der i 1856 blev træt af herremandens pisk og den manglende stemmeret til tyendet på landet. Det er historien om Jens Jensen, der flygtede til Amerika med naboens datter, som han ikke måtte få, og blev en af landets mest berømte landskabsarkitekter. Og det er historien om Jens Weibye, der blev mormon og måtte rejse hundredvis af kilometer over prærien for at nå til Zion. Udvandringen var et drama fyldt med knuste drømme, død, sygdomme og falske forhåbninger, men det er også en historie fyldt med lykke, kærlighed og store drømme, der går i opfyldelse. Den historie genfortæller Ole Sønnichsen i ord og billeder.

Ole Sønnichsen er journalist og forfatter. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University. I dag er han forlagschef for børne- og ungdomsbogsforlaget Carlsen. Ole har en række anmelderroste bøger om bl.a. Dirch Passer, Johannes Møllehave, Benny Andersen, Vestas og Danfoss-direktøren, Jørgen Mads Clausen bag sig. Desuden skrev han sammen med håndboldspilleren, Joachim Boldsen, bestsellerne "Ærligt talt!" og "Færdig". I efteråret 2015 udkom erindringsbogen "Mit liv som Ulf".

 

Jesper Theilgaard – Klimaforandringer og folkevandringer

Onsdag den 1. marts kl. 16.30-18

Forandringen af klodens klima sætter også sine spor i mulighederne for at opretholde livet med mad og vand i visse dele af verden. Mennesket som et levende væsen har netop brug for de to basale livsnødvendigheder, og hvis de forsvinder eller bliver vanskelige at få fat på, så vandrer man et andet sted hen – hvis man kan.

De igangværende klimaforandringer må af samme grund ikke blive for voldsomme, for sker det, vil det medføre enorme flygtningestrømme fra områder med enten for lidt vand eller for meget vand. Det gyldne spørgsmål er derfor, hvordan verden vil forhindre, at netop det sker. Der er heldigvis flere muligheder, som både omfatter politiske løsninger og mere jordnære teknologiske udviklinger.

Jesper Theilgaard blev færdig som meteorolog i 1978, siden har han arbejdede først i Københavns Lufthavn, derefter fra 1990 hos DMI, hvor han var tilknyttet DR og TV-Avisen. I 2002 blev Jesper fastansat i DR og er i dag vejrredaktør med ansvar for det faglige indhold i DR’s vejrservice. Desuden er han DR’s klimaekspert. Undervejs har Jesper Theilgaard skrevet over 30 bøger om vejret og forskellige vinkler på vejret. I 2007 blev han tildelt Gyldendals faglitterære pris for bogen ”Det danske vejr”, og blev i 2011 Årets Blæksprutte, som en konsekvens af skybruddet, der oversvømmede København samme år. Jesper deltager i internationale konferencer om klimaproblemet, hvor hans interesse er formidlingen af viden om den globale opvarmning og dens konsekvenser.

 

Thomas Ubbesen – Direkte fra flygtningestrømmen

Torsdag den 2. marts kl. 14-15.30

Strømmen af desperate og magtesløse mennesker fra hele den fattige og/eller krigsramte verden fortsætter – uanset at grænser er lukket, pigtrådshegn er sat, dødbringende aftaler er indgået med despoter, og selvom brutale politisoldater i stort tal er sat ind mod forsvarsløse, uønskede mennesker. Flygtningene fortsætter med at komme i vores retning, også selvom det næsten ikke afspejles længere i medierne. De kommer eller er allerede iblandt os, og der er absolut ingen grund til at tro, at det holder op indenfor overskuelig tid – så vi må hellere vænne os til tanken og prøve at finde ud af, hvordan situationen bedst og mest humant kan gribes an.

Thomas Ubbesen er journalist, forfatter og ansat ved DR siden 1994. Thomas har siden 80´erne rejst over hele verden, og dækket al verdens begivenheder i programmer som, Radioavisen, Horisont, TV Avisen, Orientering, P1Morgen, Deadline m. fl. Ubbesen dækkede i 90erne krigene på Balkan tæt, senere kom turen til krige, blandt andet i Irak, Afghanistan, Libyen, Mali og Den Central Afrikanske Republik. Desuden har han dækket politiske konflikter, terror og naturkatastrofer i lande som Haiti, Pakistan, Indien, Kenya, Chile og Saudi Arabien. Thomas Ubbesen modtog i 2011 DRs Kryger-pris og er forfatter til to bøger: ”Udsendt – historierne bag 22 reportager” (Tiderne Skifter 2014) og ”Good luck, habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016).

 

Alle er velkomne til at deltage i et eller flere foredrag.

Pris: 100 kr. pr. person pr. foredrag, inkl. eftermiddagskaffe med brød.

Tilmelding senest torsdag den 23. februar 2017 inden kl. 15.00 til kursusafdelingen, tlf. 76 20 22 01, e-mail: kursusafdelingen@blind.dk

printerikonPrintvenlig
Forfatter: Kursusafdelingen
Oprettet af webredaktør
Publiceret 17/01 2017
Sidst opdateret 17/01 2017
Arkiveret under Kursus