Videre til indhold | Videre til menunavigation

Du er her: Forside / Om os / Aktiviteter / Vinterhøjskole på Fuglsangcentret, søndag d. 25. feb. - lørdag d. 3. marts 2018

Vinterhøjskole på Fuglsangcentret, søndag d. 25. feb. - lørdag d. 3. marts 2018

Så skal der kryds i kalenderen! Når den mørke og kolde tid nærmer sig, så er det rart at vide, at der også er lidt lys og varme i mørket. Det leverer vi gerne med en god gang Vinterhøjskole på Fuglsangcentret. Vi har programmet fuldt af noget for enhver smag; noget til kroppen, noget til ørerne, noget til det, der er mellem ørerne. Køkkenet på FSC leverer med garanti også noget til maven. Så hvis du leverer det gode selskab og den glade latter, så er vi garanteret en succes.

Beskrivelse af begivenheden

Tidspunkt

25/02 2018 kl. 09:00 til
03/03 2018 kl. 10:00

Sted

Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia

Navn, kontaktperson

Telefonnummer, kontaktperson

76 20 22 01

Tilføj begivenhed til kalenderen

Program

 Søndag d. 25. februar

13.00 - 15.00    Ankomst og indkvartering

15.00                Kaffe/the. Velkomst og præsentation.

15.30 - 17.00    Debat: Første Verdenskrig - Danmark og Den Store Krig - Professor Nils Arne Sørensen.

17.30                Middag.

20.00                Aftenunderholdning; Musik og dans med Kridtsko.

Mandag d. 26. februar

07.30 - 09.00    Morgenmad

09.00 - 09.30    Morgensamling

09.30 - 11.45    Formiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder. Inkl. kaffepause.

12.00 - 14.00    Frokost

14.00 - 15.30    Debat: Første Verdenskrig - Sønderjyder ved fronten - Lektor Claus Bundgård Christensen.

                         Inkl. kaffepause.

15.45 - 18.00    Eftermiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder.

18.30                Middag

20.00                Friaften

Tirsdag d. 27. februar

07.30 - 09.00    Morgenmad

09.00 - 09.30    Morgensamling

09.30 - 11.45    Formiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder. Inkl. kaffepause.

12.00 - 14.00    Frokost

14.00 - 15.30    Debat: Første Verdenskrig - Hjemmefront, genforening og krigsfanger - Museumsinspektør ved Sønderborg Slot René Rasmussen.

                         Inkl. kaffepause.

15.45 - 18.00    Eftermiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder.

18.30                Middag

20.00                Aftenunderholdning v/ Hugo Mortensen.

                         Inkl. aftenkaffe/te.

Onsdag d. 28. februar

07.30 - 09.00     Morgenmad

09.00 - 15.30     Ekskursioner (se afgangs- og hjemkomsttider i programmerne for de enkelte ture)

12.30                 Frokost (for deltagere, der ikke er på tur + deltagere på besøg hos Lene Morgenstjerne)

15.45 - 16.15     Kaffe/te for alle.

16.30 - 18.00     Debat: Første Verdenskrig - Den Russiske Revolution - Lektor Chris Holmsted.

18.30                 Middag

20.00                 Fælleskaffe og hygge - Friaften.

 

Torsdag d. 1. marts

07.30 - 09.00    Morgenmad

09.00 - 09.30    Morgensamling

09.30 - 11.45    Formiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder. Inkl. kaffepause.

12.00 - 14.00    Frokost

14.00 - 15.30    Debat: Første Verdenskrig - Danske Krigsveteranerne og deres forening - Adj. professor. Hans Schultz Hansen.

                         Inkl. kaffepause.

15.45 - 18.00    Eftermiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder.

18.30                Middag

20.00                Aftenunderholdning; Koncert og underholdning med Band Dylan. Inkl. aftenkaffe/te.

Fredag d. 2. marts

07.30 - 09.00    Morgenmad

09.00 - 09.30    Morgensamling

09.30 - 11.45    Formiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder. Inkl. kaffepause.

12.00 - 14.00    Frokost

14.00 - 16.15    Eftermiddagsgrupper: Studiekredse, bevægelse og værksteder. Inkl. kaffepause.  

16.15 - 16.30    Pause.

16.30 - 17.30    Evaluering

19.00 - 23.00    Afslutningsfest med festmiddag og levende musik til hygge og dans v/Anders Kjerkegaard.

Lørdag d. 3. marts

08.00 - 10.00     Morgenmad

                          Hjemrejse

 Der tages forbehold for evt. ændringer i programmet.

 

Vinterhøjskole 2018

Foredrags/debat række Danmark og Første Verdenskrig

I 2018 er det 100 år siden, at første verdenskrig blev afsluttet. Første Verdenskrig var en krig af et fuldstændigt uset format. Det var ikke en uventet krig. Hele Europa havde været en ulmende vulkan i en del år, så det var med en vis spænding; og ikke ensidigt frygt, at Europa gik i krig i august 1914. I befolkningerne forventede man en kort krig. En krig der lige kunne rense luften. Det var meget få, der havde den fjerneste forestilling om, hvilket mareridt der ventede.

Ofte tænker man Danmark, som stående på sidelinjen af denne katastrofe, men det gælder ikke hele den danske befolkning. Store dele af den sønderjyske befolkning boede; på grund af krigen i 1864 på den tyske side af grænsen, hvilket betød, at danske mænd var rigt repræsenteret i de tyske skyttegrave.

Søndag den 25. februar kl. 15.30 til 17.00

Europa, Danmark og Den store Krig - Professor Nils Arne Sørensen.

I hvert fald nord for Kongeåen fylder første verdenskrig ikke meget i historiebevidstheden. Det gør den til gengæld i det allermeste af Europa, hvor krigen 100 år efter sin afslutning fortsat står som en stor tragedie, men også som en for alvor skelsættende begivenhed. Foredraget vil lægge mest vægt på det europæiske perspektiv, på krigen ved og bag fronterne, samt hvordan krigen satte dybe spor sidenhen. Men det vil også handle om, hvordan krigen satte dybe spor i det neutrale Danmark.

Mandag den 26. februar kl. 14.00 til 15.30

Sønderjyder ved fronten - Lektor Claus Bundgård Christensen.

Foredraget handler om de omkring 26.000 sønderjyder, der deltog som soldater på tysk side under Første Verdenskrig. De deltog i en krig, der ikke var deres egne, men de var med fra første skud lød til krudtrøgen lettede i 1918. Gennem deres lille historie er det muligt at fortælle den store historie om krigens udvikling, dens nye våben og mulighederne for at overleve. Claus Bundgård er forfatter til en række bøger og artikler om den Første Verdenskrig herunder ”Danskere på vestfronten” der i 2009 blev kåret som årets historiebog og som findes på Nota. Han arbejder i øjeblikket på en bog om Østfronten under Første Verdenskrig, der udkommer i 2018.  

Tirsdag den 27. februar kl. 14.00 til 15.30

Hjemmefront, genforening og krigsfanger - Museumsinspektør ved Sønderborg Slot René Rasmussen

Første Verdenskrig påvirkede også hjemmefronten, hvor kvinder, børn og gamle måtte overtage mændenes arbejde og hvor rationering og tvangsaflevering hørte til dagens orden. Mange krigsfanger blev sendt ud for at hjælpe på gårdene, og særligt de russiske krigsfanger var meget vellidte blandt sønderjyderne. Efter mere end fire års krig kom freden endelig – og for de dansksindede sønderjyder indebar det muligheden for at stemme sig hjem til Danmark.

Onsdag den 28. februar kl. 16.30 til 18.00

Den Russiske Revolution - Lektor Chris Holmsted

Skæbneåret 1917 – 100-året for revolution, der forandrede Europa for altid. 

2017 er 100-året for den nok mest afgørende samfundsomvæltning i det 20. århundrede - Den Russiske Revolution. Denne vidtrækkende historiske begivenhed var en direkte konsekvens af Første Verdenskrig og den moralske, politiske og sociale kollaps, der fulgte det blodige morads i skyttegravene. Revolutionen fik afgørende politisk og kulturel betydning i Danmark, ligesom det fangede den europæiske mellemkrigstid i en skæbnekamp imellem nye fremadstormende totalitære regimer og de overlevelsestruede liberale demokratier. Den russiske revolution giver genlyd den dag i dag, hvor ny totalitarisme, terror og politisk vold henter inspiration i netop denne historiske omvæltning. Dette, og meget mere, vil forelæseren stille skarpt på.

Torsdag den 1. marts kl. 14.00 til 15.30

Danske Krigsveteranerne og deres forening - Adj. professor. Hans Schultz Hansen. Mange sønderjyske soldater vendte hjem fra den Første Verdenskrig med sår på sjælen efter de voldsomme oplevelser ved fronten. De trængte til en mening med de deres lidelser og tab. Flertallet fandt den i Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. For bearbejdningen af krigstraumerne og for etableringen af en mindekultur var det af særlig betydning, at Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18 blev oprettet i 1936. Indtil sin opløsning i 1988 var den rammen om veteranernes indbyrdes sammenhold.

 

Valgfri aktiviteter

 Formiddage. Mandag, tirsdag, torsdag og fredag

Valgfri tilbud, formiddag:

Hold 1.A. De kreative værksteder v/Ingelise og Ebbe Fog Hansen og Bente Ullits Eckmann

Endelig sker det igen – en dejlig uge på vinterhøjskole. Vi vil nyde den dejlige atmosfære på det kreative værksted, hvor vi er omgivet af en glad og kreativ stemning.

Som sædvanlig vil vi udnytte de muligheder, værkstederne byder på. Derfor kan vi tilbyde dig flg. muligheder.

  • Strik på knagerække
  • Filte figurer eller små billeder med sæbevand eller filtenål
  • Strikke brugsting. Tag gerne dit strikke- eller hækletøj med, hvis du skal have hjælp. Vi kan også skaffe garn, mens vi er på højskolen.
  • Slibe sten og rav til smykker, enten i hånden eller på slibemaskine.
  • Lave glaskunst. Der er en glasovn på Fuglsangcentret, så vi kan nå at lave meget glas, sjove figurer, lysestager og smykker. Her skal du skære, slibe og dekorere, inden glasset skal varmes og formes i ovnen.  Husk, at vi ikke rører ved glasset, når det er varmt.
  • Fremstille smykker af sølv, kobber, sten, og perler. Det kan f.eks. være armbånd, kæder, brocher, vedhæng, ørepynt. Smykkerne kan kombineres med gummi, som giver en flot effekt.

Måske gemmer skuffen på nogle smykker, som trænger til at blive repareret, så tag dem med og vi kigger på dem.

  • Støbe tin. Vi har mange forme med, så du kan støbe vedhæng og figurer.
  • Flette med metal - vindseltråd. Denne aktivitet tager vi først hul på fra tirsdag. Du kan flette lysestager, fuglekugleholdere og meget andet.

Vi har et pænt udvalg af materialer, som du kan købe, men du er også velkommen til at medbringe egne materialer.

Vi glæder os til at møde jer og håber på en folkevandring til værkstederne, hvor du kan møde Bente Ullits Eckmann, Ingelise og Ebbe Fog Hansen

Hold 1.B. Bevægelse og motion v/Lykke Guldbrandt og Karen Andersen

Mandag og tirsdag v/Lykke Guldbrandt

Pilates med bevægelighed

I år vil vi den første dag have fokus på bevægelighed i alle tænkelige led i pilatestræningen, så den føles i balance, når du går derfra. Alle øvelser tilpasses, så alle kan være med – også dem med skavanker. Eneste krav er, at man skal kunne komme op og ned fra gulv. Formiddagen afsluttes med 15 min. afspænding.

Pilates med balance

På anden dagen vil vi arbejde med balancen, som mange med et synshandicap er udfordret på. Vi bruger luftmadraspuder som redskab.

Torsdag og fredag v/ Karen Andersen

Bevæg dig glad med Zumba

Zumba er en super effektiv motions form til lækre glade danserytmer, der garanterer energi og højt humør. En danseform der er baseret på latinamerikanske dansetrin og rytmer som er inspireret af bl.a. samba, salsa, merengue og Cumbia.

På programmet er små og enkle koreografier, stående som siddende, og som alle kan være med til.

Bare du har lyst til at bevæge dig og have det sjovt.

 I undervisningen vil vi også tage et par dansetrin til de musikalske toner og melodier, der kendetegnede det musikalske univers under 1. Verdenskrig.

Til sidst slutter vi af med gode stræk og afspænding for hele kroppen.

Håber at se dig til nogle danseglade dage, der får dine ben i bevægelse, hofterne i sving og hele kroppen i rytme.

Der er garanti for godt humør og velvære for krop og sind.

 

Hold 1.C. Litteratur v/Lis Holtegaard

1. Verdenskrig

Starten af 1. Verdenskrig i 1914 betegner slutningen af ”gamle dage” og begyndelsen af moderne tid.

Den gamle orden, med imperier og kolonier brød sammen, samfundet ændrede sig og nye nationalstater opstod af krigens aske. Danmark var neutralt, men blev alligevel mærkbart berørt af krigen.

Vi skal læse og diskutere bøger, der handler om krigen og dens årsager, væsen og virkninger, både ved fronten hos soldaterne og for deres familier på hjemmefronten. 

Vi skal også høre om, hvordan krigen påvirkede samfundsudviklingen. Kan vi i dag finde spor af, hvad der skete for 100 år siden – og er vi og vores beslutningstagere blevet klogere?

Vigtigt! Studiekredsen er baseret på, at alle har læst eller genlæst bøgerne for at kunne være med til at drøfte dem. Du skal selv bestille dem fra Nota og biblioteket.

Mandag: Høeg, Mathias P.:  Jeg har ikke flere patroner.

(Nota: Lydbog. Bognr. 40153)

Tirsdag: Hemingway, Ernest: Farvel til våbnene.

(Nota: Lydbog. Bognr. 20062, e-bognr. 708250)

Torsdag: Bernières, Louis de: Fugle uden vinger.

(Nota: E-bog.   Bognr. 707312, punktbog nr. 407312)

Fredag: Juhl, Pernille: Vent på mig, Marie.

(Nota: Lydbog. Bognr.  41948)

 

Hold 1.D. Skriveværksted v/Cindy Lynn Brown

Har du lyst til at skrive digte, noveller eller måske dine erindringer? Her er chancen for at gøre alvor af det. Over fire dage får du mulighed for at afprøve skriveriet og få både inspiration og konstruktiv respons.  

Vi laver skriveøvelser undervejs, læser højt og taler om inspiration og teknik. Hvordan kommer vi i gang og giver teksten liv, energi og troværdighed. Vi taler om opbygning, sprog og indhold.  
Kurset henvender sig både til nybegyndere og mere erfarne forfatterspirer.

 

Hold 1E. Korsang v/Hardy Macko

Hver fugl synger; som sagt, med eget næb!

I vinterhøjskolens kor synger vi sange af såvel nyere som ældre dato. Sangene er af forskellig sværhedsgrad, men alle kan være med og alle vil blive positivt udfordret.

Vi skal have det sjovt og hyggeligt, samtidig med at vi lærer noget.

Du vil et par uger før vinterhøjskolen modtage musik og tekster. Der vil ikke være særskilte korstemmer, da vi først, når vi mødes, finder ud af, hvad og hvor meget vi synger flerstemmigt. At materialet udsendes inden højskolestart betyder dog ikke, at det forventes, at du møder op og ”kan det hele”. Det er udelukkende en hjælp, hvis du ønsker at kende lidt til musik og tekster, inden det går løs.

Du må ved tilmelding meget gerne oplyse lidt om din korerfaring; samt om du læser sort eller punktskrift.

Husk! Hver en stemme tæller.

 

Valgfri tilbud, eftermiddag:

Hold 2.A. De kreative værksteder v/Ingelise og Ebbe Fog Hansen og Bente Ullits Eckmann

Samme indhold som om formiddagen (hold 1.A)

Hold 2.B. Musikhistorie v/Orkesterkonsulent Winni Siig Nielsen

I år vil vi bevæge os ind i operaens verden. De første operaer blev skrevet omkring 1600 i det nordlige Italien. I løbet af de næste par århundrede blev operaen mere populær og spredte sig til det meste af Europa. I samme periode udvikledes der også flere forskellige operagenrer, hvor vi vil fokusere på nogle ad dem. Fokus vil primært være på de italiensksprogede operaer. Vi vil bl.a. komme ind på, hvordan nogle operaer er blevet til, og gå mere i dybden med enkelte operaer. I foredragsrækken vil vi naturligvis høre en masse skøn operamusik. Forløbet er for alle, der holder af at lytte til musik og elsker et godt grin.

Hold 2.C. Yoga v/Anne Marie Laugesen

Kom og vær med til blide og dybdegående yogaøvelser. Vi har nok alle mærket, at krop og sind påvirker hinanden, og yoga er et godt værktøj til at styrke og smidiggøre kroppen, give os en større kropsbevidsthed og samtidig hjælpe os til at finde indre ro. Hver øvelse guides grundigt i harmoni med åndedrættet og i et roligt tempo. Vi afslutter altid med afspænding.

Øvelserne foregår både stående, siddende og liggende på en blød måtte.

Hold 2.D. Vandgymnastik v/Lone Nielsen

Der bliver igen mulighed for at deltage i vandgymnastik. Det kommer til at foregå i Fuglsangcentrets dejlige svømmehal, hvor vandet er lunt og humøret er højt, med masser af sjove redskaber til at boltre sig med. Vandet giver stor bevægelsesfrihed, løsner de vinterstive muskler og inspirerer til leg. Bagefter er der mulighed for at slappe af i den varme sauna.

Svømmehallen er let tilgængelig, og alle kan bunde i den ende, hvor trappen findes.

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage, - kun lysten til at bevæge sig og passende påklædning, dvs. badetøj.

Hold 2.E. Akustisk Samspil v/Hardy Macko

Så skal tonerne igen lyde på Fuglsangcentret. Så kan du lidt på trommerne, på klaveret, med en guitar eller med din stemme, så tilmeld dig Akustisk samspil.

Vi har en guitar, et sæt bongotrommer, et klaver og måske et par andre instrumenter i gemmerne. Men har du mulighed for selv at medbringe dit instrument, så vil det være en stor hjælp.

 

Udflugter onsdag den 28. februar

Til onsdagens traditionelle ture har vi arrangeret tre meget forskellige udflugter. Man kan vælge imellem en kort kreativ tur; et besøg Hos vores fantastiske glasunderviser Lene Morgenstjerne, hvor vi skal se hendes butik og værksted. Så har vi to tidsrejser. En til de gamle lejligheder i Den gamle by i Århus, og en tur til det sprit nye Tirpitz Museum i Blåvand. Museet rummer en kanonstilling, et bunkermuseum, et vesterhavsmuseum og et ravmuseum. Så der er nok et se på.

Der vil være frivillige ledsagere med på turene. Men af hensyn til planlægning er det er vigtigt, at du meddeler os ved tilmeldingen, om du har brug for ledsager. Bemærk, at både turen til Århus og turen til Tirpitz har tid ”på egen hånd”.

 

Tur 1: Tirpitz bunker- og Vesterhavsmuseum kl. 08.30 - 15.30

Allerede tidligt i anden verdenskrig, kort efter indtagelsen af Danmark, Holland, Belgien og Frankrig vurderede den tyske ledelse, at det var nødvendigt med et forsvar mod vest. Man igangsatte derfor opførslen af Atlantvolden. Atlantvolden var et forsvarsværk, der skulle strække sig fra den spanske grænse i syd op til Norges nordspids. Atlantvolden har siden mærket Danmarks vestkyst. Fra og med år 2017 er et af disse mærker, nemlig kanonstillingen Tirpitz ved Blåvand blevet udbygget til et helt fantastisk museum over den danske del af Atlantvolden, kanonstillingen Tirpitz og Vestkysten generelt.

Vi vil blive guidet rundt i udstillingen, spise frokost, og får derefter tid til at udforske på egen hånd.

Til turen skal du vælge en af følgende sandwich:

1. Laksesandwich

2. Kyllingesandwich

3. Vegetarsandwich

Pris: 200 kr.

Turprisen er inkl. frokost og drikkevarer.

 

Tur 2: Aarhus fortæller - Den gamle by kl. 08.45 - 15.30

En tidsrejse i 1200 års historie.

Aarhus Fortæller er den første samlede museumsfortælling om Århus´ historie fra vikingetid til nutid. Udstillingen er en permanent installation på 800 kvadratmeter, der ligger under jorden i Den Gamle Bys kvarter fra 1974.

Tidsrejsen begynder, da Aarhus opstod i vikingetiden som en af de første byer i Danmark. En kronologisk tur fører dig herefter op gennem 1200 års historie til nutiden, hvor Aarhus tæller flere end 335.000 indbyggere. Hele historien er med, men fokus ligger på de seneste 150 års historie, hvor byen for alvor udviklede de træk, der har gjort Aarhus til Aarhus.

Historien fortælles så vidt muligt om og af de mennesker, der har boet i byen gennem tiden. Derfor har vi valgt at kalde udstillingen Aarhus Fortæller.

Her præsenteres nogle af de vigtigste sider af byens historie, der samtidig også er et stykke af Danmarks historie. Fortællingerne udfoldes blandt andet gennem historiske miljøer, filmiske effekter, spil og aktiviteter.

Vi bliver guidet rundt i udstillingen. Vi skal se en blind mands lejlighed fra 60´erne, og så er det tid til at udforske på egen hånd inden vi spiser stjerneskud i Møllestuen.

Pris: 200 kr.

Turprisen er inkl. frokost og drikkevarer.

 

Tur 3: Den Kreative - Lene Morgenstjerne kl. 09.00 - 12.30

Lene Morgenstjerne er en af vores høje værdsatte undervisere. Hun er uddannet sølvsmed, og kombinerer i dag glas og sølv i sit arbejde med brugskunst. Lene har inviteret os på besøg i hendes værksted og butik, som ligger i smukke landlige omgivelser nær Hedensted. Besøget hos Lene er Vinterhøjskolens kreative- og korte tur. Lene byder på formiddagskaffe. Frokosten får vi, når vi kommer hjem til Fuglsangcentret.

Pris: 75,- kr. 

 

Aftenunderholdning

Kridtsko

Kridtsko skriver om sig selv:

Vi er et ægte dansk balkanorkester, som består af seks erfarne, charmerende musikere i vores bedste alder.

I Kridtsko spiller vi dels heftig og smuk etnisk balkanmusik, dels symfonisk jazz-arrangerede numre fra regionen, incl. Tyrkiet. De østeuropæiske skalaer og skæve taktarter har altid været vores store passion og drivkraft. Vores arrangementer spænder fra det kraftige udtryk – trommesæt, elbas, synthesizer og blæsere, til det lette – harmonika, fløjte og flerstemmig sang.

Det giver os en stor spændvidde i udtryk samt forskellige nuancer at farve musikken med. Fra bastante, pågående, unisone instrumentale temaer, til lyriske følsomme sange om de store følelser. I løbet af aftenen byder vi op til kædedanse.

Orkesteret har eksisteret siden midt-firserne. Efter flere års pause genopstod vi i 2007 ved en koncert på Arne B i Svendborg (Jazzklub Giant Steps). Gnisten var der igen, og Kridtsko blev opgraderet med nye medlemmer.

Siden da er det blevet til stemningsfulde koncerter samt arrangementer med danseinstruktion.

Band Dylan

Band Dylan skriver selv: Band Dylan er jo ikke Bob Dylan, og vores fortælling om His Bobness er langt fra hele historien – men hvad så? Selv Bob Dylan er dårligt nok Bob Dylan, han er en gåde. Oplev et stærkt og bevægende bud på, hvem han måske er og hvad hans univers (også) rummer. Oplev Band Dylans bud på Bob Dylan.

Band Dylan:

Keld Holse, trommer, perc. og kor. Bjarne Hansen, bas. Thomas Ubbesen, fortæller og harpe. Michael Christoffersen, lead sang og guitar. John Sund, lead guitar og effekter. Stefan Borum, keyboard og kor.

Hugo Mortensen

Tidligere PET-politimand. Foredrag om humor og livet hos PET.

Hugo Mortensen er specielt et kendt ansigt i forbindelse med sit virke i politikorpset i mere end 40 år i diverse afdelinger, heriblandt Fremmedpolitiet, Kriminalpolitiet og Politiets Efterretningstjeneste. I 2010 tog Hugo endelig afsked med poltiet og har siden haft en rolig tilværelse som foredragsholder. Hugo får fantastiske tilbagemeldinger på sit foredrag, hvor han fortæller om sit liv med alt lige fra indlæringsproblemer i skolen og en mislykket militærkarriere til kærligheden og livet som politimand. Kendetegnet for Hugos foredrag er, at det er utrolig morsomt, underholdende og krydret med små anekdoter.

Anders Kjerkegaard

Til vores festmiddag vil Anders Kjerkegaard traditionen tro underholde med sin fløjte og sit keyboard. Og hvem ved. Måske vil vores højskolekor og vores akustiske samspilsgruppe supplere Anders en smule?

 

Tilmelding

Programmet begynder søndag d. 25. februar kl. 15.00. Der er indkvartering på værelser fra kl. 13.00. Vi slutter lørdag den 3. marts efter morgenmad.

Egenbetalingen for opholdet på Fuglsangcentret udgør for hele perioden 2.695,- kr. inkl. festmiddag, ekskl. drikkevarer. Hertil kommer udgiften til den udflugt, du vælger plus et undervisningsgebyr på 530,- kr. som dækker foredrag, valgfrie grupper samt aftenprogrammer. I alt kr. 3.225,-. Deltagere i det kreative værksted må desuden påregne udgifter til materialer.

Ved tilmeldingen skal du vælge formiddags- og eftermiddagshold samt; hvis du ønsker at deltage i en af udflugterne om onsdagen og evt. forplejning, hvis du vælger turen til Tirpitz. Desuden er det vigtig, at vi ved det, hvis du har brug for en ledsager på turen. Chancen for at komme med på højskolen bliver større, hvis du giver os flere prioriteringer af formiddags- og eftermiddagsgrupper. Vi trækker lod om pladserne i de grupper, der i løbet af den 1. tilmeldingsdag bliver overtegnede.

Tilmelding kan ske fra tirsdag d. 14. november kl. 9.00 på tlf. 76 20 22 01 eller på e-mail: kursusafdelingen@blind.dk. Hvis der i løbet af den 1. tilmeldingsdag inden kl. 15.00, kommer flere tilmeldinger, end der er plads til, trækkes der lod. Ellers løber tilmeldingen videre, til der er fuldt optaget.

Mere information om begivenheden

printerikonPrintvenlig
Oprettet af Tina Adele Hoff
Publiceret 16/11 2017
Sidst opdateret 16/11 2017