Mission, vision og værdier

Dansk Blindesamfunds mission

Dansk Blindesamfund er en uafhængig privat forening, opbygget og ledet af mennesker, der er blinde eller stærkt svagsynede. Foreningens formål er at varetage blinde og stærkt svagsynedes interesser for herigennem at sikre ligestilling med andre borgere i samfundet samt mulighed for selvbestemmelse over eget liv og egen tilværelse. Vi udgør et landsdækkende fællesskab, hvor vi inspirerer og støtter hinanden. Vi støtter endvidere aktivt blinde og stærkt svagsynede i udviklingslandene.

Dansk Blindesamfunds vision

Et tilgængeligt samfund med fuld inklusion

Som en del af den internationale blindebevægelse arbejder vi for, at blinde og stærkt svagsynede får de samme muligheder som alle andre.

  • Derfor insisterer vi på vores ret til et fuldt tilgængeligt samfund.
  • Derfor understøtter vi blinde og stærkt svagsynede i bestræbelsen på at leve et aktivt liv.
  • Derfor inspirerer vi det omgivende samfund til at integrere og inkludere blinde og stærk svagsynede i alle sammenhænge, på alle måder og i alle dele af samfundet.

Dansk Blindesamfunds værdier

I arbejdet for at opfylde vores formål og vision tager vi afsæt i følgende grundværdier:

Vi lægger vægt på respekt og værdighed

Vi tror på, at alle mennesker har ret til anerkendelse som de personer, vi er. Det indebærer, at vi alle skal have vores unikke individualitet og personlige behov respekteret på en værdig måde. Det indebærer også, at vi altid møder andre med respekt for deres situation, roller og opgaver.

Vi fungerer som rollemodeller og inspiratorer

Vi søger at inspirere vores omgivelser gennem kvaliteten i vores argumenter og handlinger og ved at virke som rollemodeller både internt i foreningen og eksternt i forhold til omverdenen.

Vi er positive og engagerede

Vi fokuserer på det positive, når vi er sammen, vi husker at fortælle de gode historier, og vi er målrettede i vores tilgang til udfordringerne.

Vi tager ansvar og stiller krav

Vi tror på, at alle har ansvar for eget liv og for at bidrage efter evne til samfundet. Samtidig stiller vi krav om samfundets støtte og hjælp der, hvor vores manglende syn begrænser os

Vi handler etisk

I alt, hvad vi foretager os, hjælper vi hinanden med at sikre en høj etisk standard i forhold til medarbejdere, indsamlingsvirksomhed, samarbejde med andre organisationer og virksomheder, det omgivende miljø med videre.

printerikonPrintvenlig
Oprettet af webredaktør
Publiceret 18/03 2009
Sidst opdateret 11/10 2012