Videre til indhold | Videre til menunavigation

Du er her: Forside / Om os / Nyheder / Sommerskole har i 50 år udfordret blinde og svagsynede elever

Sommerskole har i 50 år udfordret blinde og svagsynede elever

Fra 25. juni 2017 og en uge frem deltager 72 blinde og svagsynede børn fra hele landet i den 50. udgave af Synscenter Refsnæs' sommerskole i Kalundborg. Til daglig går næsten alle deltagerne i en almindelig folkeskole, hvor de med deres synshandicap skiller sig ud fra deres klassekammerater.

Et af de vigtigste elementer på sommerskolen er at møde andre børn og unge med et synshandicap, fordi børnene til dagligt er den eneste i klassen eller i nabolaget med et synshandicap. 

50-års jubilæum

Sommerskolen på Synscenter Refsnæs kan i år fejre 50-års jubilæum, og det markeres blandt andet mandag morgen, hvor formand for Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg Troels Ravn samt regionsrådsformand Jens Steenbæk vil deltage i sommerskolens officielle åbning.

Venskaber opstår

Ugen har ganske særlig betydning for de mange voksne med synshandicap, som igennem deres barndom og ungdomsliv mødtes med ligestillede. Der er opstået ubrydelige venskaber på tværs af landet, og børnene har fået en helt afgørende vished for, at de ikke er de eneste som lever med et synshandicap.

To drenge giver hinanden en krammer på sommerskolen

Judo og musik

I år skal deltagerne prøve kræfter med den japanske kampsport judo, hvor det i høj grad gælder om at udnytte både den fysiske og den mentale styrke. Sommerskolen får også besøg af musikeren Kalle Mathiesen, som er kendt fra DR Ramasjang. Sammen med Kalle skal eleverne udforske musikken og finde en fælles rytme i musikformen, Stomp. Der skal desuden trænes til at deltage i fredagens store motionsdag, hvor årets minitriatlon er et blandt flere elementer.

Stemmen

Eleverne på sommerskolen skal dog ikke kun bruge kroppen til fysiske aktiviteter, men kommer også til at lære, hvordan stemmen kan bruges og aflæses hos andre. En talepædagog vil give eleverne indblik i, hvilke signaler forskellige stemmelejer sender, og hvordan man kan aflæse andres stemmeleje.

Samarbejde og projektmidler

Også i år samarbejder Synscenter Refsnæs med Dansk Blindesamfund om afholdelsen af sommerskolen. Det sker på baggrund af projektmidler, som Trygfonden og Hofmanns Mindelegat har stillet til rådighed.  

Relevante links

Pressemeddelelse: Sommerskole har i 50 år udfordret blinde og svagsynede børn og unge

Synscenter Refsnæs' hjemmeside (åbner i nyt vindue)

printerikonPrintvenlig
Oprettet af webredaktør
Publiceret 23/06 2017
Sidst opdateret 23/06 2017
Arkiveret under Nyhed