Vandring på Hærvejen

V/ Naturvejleder Torben Gang Rasmussen

Beskrivelse af begivenheden

Tidspunkt

25/05 2018 kl. 00:00 til
28/05 2018 kl. 00:00

Navn, kontaktperson

Telefonnummer, kontaktperson

76 20 22 10

Tilføj begivenhed til kalenderen

Forårets vandretur på Hærvejen vest for Vejle med Dansk Blindesamfund er tilrettelagt af Torben Gang Rasmussen. Hærvejen, Oksevejen, Studevejen eller Pilgrimsvejen er alle navne på den gamle færdselsåre op gennem Jylland over Jelling, Viborg til Vendsyssel. Tidligere havde Hærvejen militær betydning og var rejserute for studedrivere, handelsfolk og pilgrimme. I dag er Hærvejen en spændende vandrerute i et moderne landskab. Flere steder passerer vi mindesmærker og naturseværdigheder.

På førstedagen går vi fra Klebæk Høje nord for Bække. Her findes en gruppe gravhøje fra Bronzealder, en skibssætning fra Vikingetid samt hjulspor, der markerer den oprindelige Hærvej. Dagen slutter ved Bindeballe Købmandsgård, hvor der er mulighed for at få en forfriskning, inden Egeskov Busser kører os tilbage til Fuglsangcenteret. Turlængden er 17 kilometer.

På andendagen vandrer vi 15 kilometer fra Ravningbroen i Vejle Ådal til Kongernes Jelling. Over en strækning følger Hærvejen Bindeballestien, som Dansk Blindesamfund vandrede på efteråret 2016. Denne gang går vi den modsatte vej og ser naturen bagfra. I Kongernes Jelling, er der tid til at se de landskendte Jellingesten, som markerer overgangen fra den hedenske Vikingetid til den kristne Middelalder.

Begge dage følger vi asfaltveje og grusveje. Vi passerer ikke trapper eller stiger over stengærde eller elhegn, så det er let at have hund med på turene. Dog skal man være indstillet på at der ikke er toiletter undervejs. På hele turen følger vi vandreruten Hærvejen som er mærket med blå hærvejsskilte. Med mellemrum gør vi korte ophold, hvor Torben fortæller. Der er også tid til hvil, en kop kaffe og frokost.

Nyttige oplysninger:

Husk rygtaske til madpakke og drikkevarer, gode vandresko, samt en vandafvisende og vindtæt skaljakke. Regntøj medbringes, hvis vejrudsigt varsler regn. Ønsker du kaffe/the på turene skal en termokande medbringes. På følgende link kan du finde kort og hente beskrivelser af vandreruten: www.haervej.dk/haervejen/haervejen-til-fods.

Kursusafdelingen vil så vidt muligt skaffe ledsagere til turene i fornødent omfang. Vi opfordrer dog til, at du som deltager selv forsøger at finde en ledsager.

Pris: Den samlede pris pr. deltager er 2.065,- kr. Der er fratrukket et legattilskud fra DBS. Det er muligt at have en ledsager med til samme pris.

Tilmeldinger modtages i kursusafdelingen på telefon 76 20 22 10 eller på mail: kursusafdelingen@blind.dk

printerikonPrintvenlig
Oprettet af webredaktør
Publiceret 08/03 2018
Sidst opdateret 08/03 2018
Arkiveret under Kursus
Fuglsangcentret
Fuglsangcentrets indgang. Foto: Marius Isaksen


Søndermarksvej 150
7000 Fredericia

Reception:
Tlf. 76 20 21 00

Kursusafdelingen:
Tlf. 76 20 22 00