Preben på vej mod 200 førerhunde

I år kunne Preben fejre 40 års jubilæum som førerhundeinstruktør. Hundene er Prebens hjerteblod, og han er taknemmelig for at gøre en forskel for synshandicappede. Mange gange har han erfaret, hvordan førerhunde skaber frihed og tryghed, når synet svigter.

Når Preben går gennem Hirtshals by, er det ofte med en førerhund ved sin side. Preben er hverken blind eller svagsynet, men har til gengæld viet sit liv til det firbenede hjælpemiddel. I 40 år har Preben trænet og oplært førerhunde. Mange hundeentusiaster vil formentlig skrive under på, at hunden er menneskets bedste ven. Men førerhunde er nok de mest trofaste følgesvende. De giver frihed og tryghed til mennesker, når synet svigter. Men inden førerhunde kan gøre en forskel for synshandicappede, skal de igennem fem måneders træning, hvor de blandt andet skal lære 34 forskellige kommandoer og at styre brugeren uden om forhindringer. Det er Preben Christensens spidskompetence, der gennem sin tid har trænet næsten 200 førerhunde. 

Portræt af Preben Christensen
Copyright Privatfoto

Intet kendskab til livet som blind

Hunde har altid været Prebens store passion, men det var lidt af et tilfælde, at det lige var førerhunde, som Preben kom til at beskæftige sig med. I 1970 startede han med at træne almindelige hunde i lydighedstræning. Her fik en instruktør øjnene op for Prebens talent med hunde og overtalte ham til at tage med til Dansk Blindesamfunds årsmøde.  

”Da jeg dukkede op, anede jeg intet om at have førerhund eller at være blind. Men inden jeg tog hjem, havde jeg snakket med en masse førerhundebrugere og fornemmede straks, at det var lige noget for mig”, fortæller 69-årige Preben Christensen, som ikke behøvede meget betænkningstid.

Inden han havde set sig om, var hele hjemmet fyldt med hunde, der både talte egne hunde, førerhunde samt hunde i retræning. Faktisk havde familien så mange hunde, at de var nødt til at flytte fra deres parcelhus og ud på landet, hvor der var mere plads til, at hundene kunne boltre sig. Her åbnede Preben og hans kone en hundepension, hvor Preben i sin fritid trænede førerhunde. Men efterhånden som behovet og efterspørgslen på førerhunde voksede, begyndte Preben at træne førerhunde på fuld tid, så han kunne dedikere al sin tid til de firbenede venner.

Han husker tydeligt den første hund, han afleverede, som har svært ved at måle sig med de hunde, han afleverer i dag. Men brugeren var glad, og Preben var glad for at gøre en positiv forskel. Preben kastede sig derfor ivrigt over hund nummer to – og for hver gang, en ny førerhund var afleveret, voksede erfaringen med hundekommandoer og livet med synshandicap. I dag afleverer Preben både hunde til Færøerne og hele Danmark.

Emilios går med førerhund foran og barnevogn bagved
Copyright Privatfoto

Førerhund og barnevogn

”Langt de fleste førerhunde afleverer jeg på Sjælland, for der bor flertallet af førerhundebrugere. Det er der, de blindes uddannelsesmuligheder er, og derfor er der også bedre chance for at komme i arbejde”, forklarer Preben, som tilbagelægger mange kilometer på landevejen. Det er dog oplevelser, som han ikke vil være foruden.

Fornylig tog han for eksempel et smut til København for at træne den daværende hund i den nyåbnede metrolinje. Førerhunden skulle lære at navigere uden om de mange mennesker, og at metroen stopper et helt bestemt sted hver gang. Det øvede de igen og igen, indtil førerhunden kunne huske rutinen. Ved juletid tager han også gerne i Tivoli, så førerhundene kan vænne sig til blinkende lys og høj julemusik uden at blive distraheret. Hvis Preben ved, hvem førerhunden skal afsættes til, tager han altid højde for det i træningen, så brugerens specifikke behov bliver afdækket. Brugeren og førerhunden indgår i et vigtigt makkerskab.

Preben har særligt to specialområder, som han gør en stor dyd ud af – førerhund og barnevogn samt førerhunde til organister. ”Al træning med barnevogn og førerhund hviler på mine skuldre. Lige nu har jeg samtræning med en ung mand, som er blind og skal aflevere og hente sit barn i dagpleje. Han skal lære at gå med barnevognen bagved og førerhunden foran”, siger Preben, som også laver målrettet træning med førerhunde til organister. Her tager han førerhunden med til kirkegang hver søndag, så den kan vænne sig til orgelmusik. Her har Preben første parket lige ved siden af orglet, så hunden lærer at abstrahere fra de høje orgeltoner. 

Preben står med førerhund og blindestok foran Københavns metro
Copyright Privatfoto

”Det er altid spændende at lave målrettet træning mod særlige miljøer. Jeg har også afleveret førerhunde til ministerier. Det er interessant at blive inviteret indenfor steder, som jeg ellers ikke vil komme. Jeg har virkelig haft mange spændende opgaver som førerhundeinstruktør. Det er jeg meget taknemmelig over”, fortæller Preben begejstret. 

Hundetræning er aldrig rutine

Preben synes, at det altid er vemodigt, når førerhunden er færdiguddannet og skal flytte hjemmefra til sin nye ejer. Men til gengæld har Preben også vænnet sig til det, når han har trænet næsten 200 førerhunde. Samtidig ved han også, at de er med til at gøre en forskel for den kommende ejer. Preben forsikrer os dog om, at det aldrig bliver rutine, selvom han de seneste år har uddannet en femtedel af alle førerhunde fra Dansk Blindesamfund.

”Selvom det er hund nummer 200, er det aldrig det samme hver gang, for det er forskellige brugere med forskellige behov. Hver gang lægger jeg min sjæl i træningen, og jeg tager bestemt ikke arbejdet for givet”, fastslår Preben, som mener, at hans arbejde ikke kun handler om hundekommandoer, men også om at kan sætte sig ind i livet som synshandicappet. Selvom det er svært at forestille sig et liv uden synssansen, gør Preben alligevel et forsøg ved at færdes med bind for øjnene.

Preben står sammen med sin kone Dorte og to nye førerhunde udenfor
Copyright Privatfoto

”For at få en fornemmelse af, hvordan det er ikke at kunne se, er det vigtigt at have prøvet det på egen krop. Det er en god måde at teste, om vi stoler på førerhunden, da det i høj grad handler om tillid og stole på, at hunden tager styringen. Jeg kan aldrig sætte mig fuldstændig ind i, hvordan det er at være blind eller svagsynet, men jeg kan få en idé om, hvordan det er at orientere sig uden syn”, siger Preben. Den viden er også anvendelig under samtræning med bruger og førerhund, hvor Preben hele tiden skal forklare sig visuelt, så brugeren har en idé om, hvad Preben gør. Når hunden er godkendt som førerhund, bliver den udplaceret, og der sker en samtræning mellem hund og bruger af cirka 20 timers varighed. Her skal hund og bruger vænne sig til hinanden og blive trygge i hinandens selskab.

”Jeg elsker at se det endelige resultat ude ved brugeren. Det er en god fornemmelse, når jeg kan se, at samarbejdet mellem hund og bruger fungerer”, forklarer Preben.

Klik og godbid

Forinden har Preben øvet 34 kommandoer, som førerhundene skal følge på ordre fra brugerne. Det dækker blandt andet over retningsbestemte kommandoer som gå frem, til venstre og højre samt findekommandoer som for eksempel find dør, trappe eller kant. Førerhunde er også trænet til på eget initiativ at stoppe ved alle kantsten og trapper samt passere diverse forhindringer, så både hund og bruger kommer sikkert fra A til B. Når Preben træner førerhunde, sker det ved hjælp af en klikkerteknik, hvor et klik efterfølges af en godbid.

Prebens barnebarn holder to førerhunde i snor
Copyright Privatfoto

”Når hunden adlyder, hører den et klik og får derefter en godbid. Dermed forbinder den klikket med en belønning. Når førerhunden for eksempel skal finde fodgængerfelt, begynder jeg at gå derhen, og for hver gang den trækker hen imod de hvide felter, klikker jeg”, fortæller Preben, som altid er begejstret for at begynde træningen med en ny førerhund. Den første måned undrer han sig dog altid over, hvorfor hunden ikke kan det og det, men efter en måned tager hundens læring fart. Førhen havde Preben altid to førerhunde i træning på samme tid, så de kunne opdrage og tage ved lære af hinanden. Nu nøjes han med én hund ad gangen, men med en måneds overlapning mellem den færdiguddannede og den nye førerhund.

Noget af det, som Preben elsker allermest ved sit arbejde, er ansøgningskurser for blinde, som overvejer, hvorvidt en førerhund er det rette hjælpemiddel for dem. På kurset får deltagerne mere at vide om, hvordan det er at have førerhund, og de får lov at gå med forskellige typer, så de kan danne sig et billede af, hvilken type der passer til dem.

7 tips når du møder en førerhund

  • Når førerhunden har bøjle på, er den på arbejde. Så koncentrerer den sig om at føre sin bruger omkring. Derfor må man ikke henvende sig til eller klappe en førerhund med bøjle.
     
  • Er du på cykel, så brug ringeklokken, når du ser en blind person, der skal krydse gaden. Den blinde person kan ikke høre cyklister i trafikken.
     
  • Førerhunden kan ikke kende forskel på rødt og grønt trafiklys. Den kan ikke vide, hvornår den skal krydse gaden.
     
  • Hvis du vil hjælpe en blind person med en førerhund, så gå på førerhundebrugerens højre side. På den måde forstyrrer du førerhunden mindst.
     
  • Vis hensyn - en førerhund kan ikke bedømme afstanden til den kørende trafik.
     
  • Når bøjlen er taget af, har hunden fri, men det er alligevel en god idé at spørge førerhundebrugeren først, inden du henvender dig til førerhunden.
     
  • Møder du en blind person med førerhund, mens du lufter din egen hund, så hold den i kort snor, så førerhunden ikke bliver forstyrret i sit arbejde.

Førerhunde er vejen ud af isolation

”Jeg brænder for kurserne, for her kan jeg virkelig videregive lysten til at få førerhund. Der er mange blinde og svagsynede, som mærker ensomheden og isolerer sig, da det kan være svært at orientere sig uden syn. Det er vigtigt at give dem chancen for at få friheden tilbage med førerhund. De får en fast følgesvend, som hjælper dem tilbage til hverdagen igen. Det er jeg stolt af at bidrage til”, siger Preben, som stadig kan blive imponeret over, hvad førerhunde formår.

Preben står med førerhund og blindestok udenfor
Copyright Privatfoto

Selvom Preben har rundet sit 40 års jubilæum som førerhundeinstruktør, har han ikke planer om at stoppe foreløbig. Han håber at fortsætte nogle år endnu.

”Jeg har verdens bedste arbejde. Jeg brænder for at træne førerhunde og for Dansk Blindesamfund. De har en fantastisk ekspertise og er med til at sætte rammerne og skabe bedre forhold for blinde og svagsynede. Hvis jeg en dag mister synet, vil jeg slet ikke tøve med at få en førerhund. De giver brugeren frihed til at færdes på egen hånd og skaber tryghed i trafikken”, fastslår Preben, inden han indskyder, at han selvfølgelig selv vil træne den.

Læs mere om Dansk Blindesamfunds førerhundeordning her og bliv klogere på livet som førerhund