Strikkecollage binder Rwanda og Danmark sammen

En strikkecollage skabt af blinde og svagsynede i Danmark og Rwanda forener mennesker gennem kunst og fællesskab. Kunstværket fortæller en global historie om gåpåmod, kreativitet og sammenhold på tværs af kontinenter.

Vinden rusker i de opstillede telte og boder på Kulturmødet Mors, og midt på en lukket villavej, rejser en imponerende strikkecollage sig mod himlen. Den strækker sig tre en halv meter op i luften, er to meter bred og består af en mosaik af 70 strikkede felter i forskellige grønne nuancer. Hvert kvadrat er forskelligt strikket, mønstrene bryder og flettes sammen igen. I midten af collagen ses tre hænder, der holder farverige lapper i gule, grønne og blå nuancer.

Alt sammen strikket af blinde og svagsynede i Danmark og Rwanda. Et fælles projekt faciliteret af kunstneren Misja Krenchel, der binder tråde mellem Rwanda og Danmark og mellem mennesker med synshandicap.

Strikkecollage vækker opmærksomhed

I Danmark strikker blinde og svagsynede som hobby. I Rwanda er strik ikke en hobby, når synet svigter. Det er derimod en levevej og mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Alligevel har de mange ting til fælles. Strikkecollagen illustrerer derfor en bredere fortælling om handicapbevægelsen i det globale Nord og Syd.

På Kulturmødet Mors standser forbipasserende op og betragter strikkecollagen, når deres blik fanges af det majestætisk kunstværk, der er spændt ud mellem en stor træramme. Det er både børn, voksne og ældre, der nærstuderer detaljerne i strikkeværket. Både med øjnene og hænderne, der glider let over strikkecollagen for at fornemme de forskellige teksturer. De fleste er meget imponerede over, hvad blinde og svagsynede formår uden synet.

”Det er virkelig flot. Det er næsten en skam, at de ikke selv kan se, hvor fint det er. Det er fantastisk, at de kan strikke uden at se. Jeg bruger selv synet meget, når jeg strikker for at se, om jeg laver fejl, eller når jeg skal samle en tabt maske op”, siger en kvindelig forbipasserende på Kulturmødet Mors.

En erfaren strikkeentusiast mener derimod, at hun godt ville kunne fortsætte med at strikke, hvis hun mister synet. Hun har nemlig strikket i så mange år, at teknikken sidder på rygraden. Det er derfor sjældent, hun kigger på strikketøjet, når hun griber strikkepindene.

Gitte genfandt strikkelysten

Det samme er tilfældet for Gitte, der i dag er blind. Hun var bare nogle år om at komme til den erkendelse. Hun har strikket en af hænderne på strikkecollagen, der måler lidt over en meter.

Førhen strikkede Gitte meget, men opgav det i en periode på 10 år og lagde strikkepindene på hylden, da hun mistede størstedelen af sit syn og kun havde 30 procent syn tilbage. Hun troede ikke længere, det var muligt.

”Det var først, da min ældste datter fortalte, at hun var gravid, og jeg skulle være mormor, at jeg fandt strikkelysten frem igen. Min datter mindede mig om, at jeg tidligere aldrig kiggede på det, jeg strikkede, nu kunne jeg ikke se, så hvad var forskellen? Hun opmuntrede mig til at give det en ny chance”, fortæller Gitte Micheelsen, som nærmest altid har strikketøj i hænderne i dag.

Når Gitte strikker, slapper hun af og tømmer hovedet. Det er nærmest terapeutisk for hende, og så er det typisk børnebørnene, der nyder godt af hendes hjemmestrik.  

Det er også hende, det har taget initiativ til Garnnøglet, et online strikkefællesskab for blinde og svagsynede strikkere fra alle dele af landet, som mødes ved skærmen hver anden uge. Strikker, deler erfaringer, inspirerer hinanden og skaber et socialt fællesskab omkring strikning.

Ser med fingrene

Det er blandt andet gennem Garnnøglet, at Gitte har rekrutteret blinde og svagsynede strikkere til at deltage i skabelsen af den store strikkecollage. I alt har 20 danskere med synshandicap i alderen 20 til 92 år sendt deres bidrag til det strikkede kunstværk.

Nogle af dem er Ella, Vibeke, Jytte og Winnie, der har gjort det til en hyggelig aktivitet at mødes i Dansk Blindesamfunds aktivitetshus i Aarhus og strikke grønne felter til collagen. De var slet ikke i tvivl om, at de ville være med, da de hørte om projektet.

”Jeg elsker at strikke og syntes, det lød som et spændende fællesprojekt. Det er så dejligt at strikke noget, som andre kan få glæde af”, siger Ella, der glæder sig til at mærke det færdige resultat. På grund af hendes svigtende syn bruger hun hænderne til at ”se” med. Det er derfor også fingerspidserne, der føler sig frem, når hun strikker.  

”Efter jeg har mistet så meget syn, at jeg kun har lyssans, er jeg begyndt at strikke mere jævnt. Nu kigger jeg ikke på strikketøjet i forhold til før, hvor jeg skulle have det helt tæt på og fik ondt i nakke og skuldre. Nu strikker jeg bare derudad og mærker med fingrene”, forklarer Jytte.

Kreativitet og fællesskab

De mødes hver onsdag i strikkeklubben for at strikke sammen og hygge sig. Her er der også mulighed for at få hjælp af Dorthe, som altid er klar til at give en hjælpende hånd, hvis et mønster driller, eller der skal samles masker op. Det er nemlig en af udfordringerne ved at strikke med et synshandicap.  

”Det sværeste ved at strikke uden syn er, når jeg taber en maske og skal samle den op igen. Jeg har derfor ofte gang i flere strikketøj, så jeg kan komme videre, hvis der er mange dage til, jeg kan få hjælp af Dorthe”, siger Jytte.  

Ella er en af dem, der havde svært ved at overkomme udfordringerne ved at strikke, da hun mistede synet. I en periode opgav hun helt strikketøjet, men heldigvis fik hun hjælp til at genoptage sine fritidssysler og fik mod på meget mere.

”Da jeg fik mit synshandicap, solgte jeg alle mine opskrifter og strikkepinde. Det røg ud alt sammen, fordi jeg var sikker på, at jeg aldrig kom til at bruge dem igen. Jeg havde heldigvis en dygtig konsulent, som hjalp mig i gang. Det betyder alverden, for jeg elsker at strikke og har gjort det lige siden, jeg lærte det på ny”, fortæller Ella.  

Fordelen ved at strikkecollagen består af mange forskellige felter er, at de ikke skal følge et bestemt mønster. Det er helt op til strikkerne selv. De har blot fået tilsendt en skabelon, så felterne er nogenlunde samme størrelse og garn i forskellige grønne nuancer. Derfor kunne alle deltage, uanset om de var nybegyndere eller erfarne strikkere.

For strikkerne i Aarhus handler det dog om meget mere end blot strikning, når de mødes. Samværet med ligestillede er mindst lige så vigtigt, da det giver dem en følelse af fællesskab og forståelse, som er svær at finde andre steder.

”Jeg har prøvet at gå i en anden klub, hvor de også strikkede, men det var noget helt andet end her. De var meget imponeret over, at jeg kunne strikke, så det kom ofte til at handle om, at jeg ikke kan se. Det er ikke i fokus her, fordi det er et fælles vilkår for os alle sammen”, forklarer Jytte.

Det er et sted, hvor de deler erfaringer, inspirerer hinanden og motiverer. Et fællesskab hvor deres synshandicap ikke definerer deres evner.

Strik er mere end en hobby

På den anden side af jorden, 6.000 kilometer væk, sidder 30-årige Pascal sig ved en strikkemaskine. Han er blind og har for nylig gennemført et undervisningsforløb i strik på rehabiliteringscentret Masaka lidt uden for Rwandas hovedstad, Kigali. Her lærte han at tråde og betjene en strikkemaskine, så derfor er han i fuld gang med at skabe et mønstret felt til strikkecollagen.

Pascal havde netop færdiggjort sin bachelor i økonomi, var gift og havde en to måneder gammel søn, da hans liv tog en dramatisk drejning. En morgen vågnede han op og havde mistet synet på grund af en skade i nervesystemet.

”Synstabet slog mig fuldstændig ud Mit liv var gået i stå, og jeg sad bare derhjemme uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis fik jeg støtte på rehabiliteringscentret, som hjalp mig ud af choktilstanden”, forklarer Pascal, som tilegnede sig nye færdigheder til at klare sig uden syn. Han lærte at bruge den hvide stok, lave mad, dyrke jord og læse punktskrift.

Udover de praktiske færdigheder, blev han også introduceret til strikning. En aktivitet der skal hjælpe ham med at skabe en indkomst i fremtiden. For medlemmerne af Rwandas blindeunion er strikning nemlig meget mere end en hobby – det er en levevej, der giver dem mulighed for at forsørge sig selv og deres familier. Pascal er dybt taknemmelig for denne mulighed.

”Da jeg først begyndte på kurset, undrede jeg mig over, hvordan jeg kunne bruge en strikkemaskine uden at kunne se. Det var svært, men med øvelse lærte jeg det. Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Det har givet mig troen på livet og min fremtid tilbage”, siger Pascal, der drømmer om at kombinere sine evner inden for økonomi med sin nyfundne passion for strikning.

Mødet med blinde strikkere

Det er billedkunstneren Misja Krenchel, der har designet kunstværket og samlet alle delelementerne til den færdige strikkecollage. For at hente inspiration til værket har hun haft snakke med det online strikkefællesskab Garnnøglet og været på studietur til blindeorganisationen i Rwanda, hvor mødet med kulturen og menneskerne gjorde stort indtryk.

"Det har været en stor oplevelse. Det var spændende at høre om, hvad strik betyder for dem, og få indblik i de udfordringer, man kan opleve som blind eller svagsynet både i Danmark og Rwanda", fortæller Misja, der er taknemmelig for at få indblik i en verden, hun ikke havde det store kendskab til på forhånd. Særligt mødet med strikkerne på Masaka Centret satte dybe spor.

”Det gjorde stort indtryk på mig, hvor meget gåpåmod, kampgejst og handlekraft de havde. Samværet på centret var præget af håb, latter og en stærk følelse af fællesskab. Det var imponerende alt det, de formåede med et synshandicap. Det gælder både strikkerne i Danmark og Rwanda”, siger Misja, der var betaget af deres evne til at komme omkring, strikke og ”se” med hænderne.

Efter projekt har hun derfor heller ikke lige så svært ved at forestille sig et liv uden syn, hvis hun en dag skulle opleve, at hendes syn svigter. Nu har hun nemlig set alt det, man kan opnå med en synshandicap.

Stærkere sammen

Alle disse indtryk og samtaler har været med til at forme det endelige kunstværk, hvor strik fra både Rwanda og Danmark forenes i en fin, fælles fortælling om at have et synshandicap. Når du står langt fra, kan du se et stort samlet billede. Nærmer du dig, består det af mange små dele. Præcis som arbejdsprocessen.

”Jeg værdsætter virkelig at skabe noget i fællesskab med mange mennesker. Det er utroligt tilfredsstillende, når det hele går op i en højere enhed. Der er noget givende ved at forene kræfterne og opnå noget sammen, som ingen kunne have gjort alene”, siger Misja, som er glad for, at så mange havde lyst til at bidrage til strikkecollagen. Faktisk modtog hun mange flere felter, end der var behov for til værket. De blev derfor samlet til tæpper med strikket punktskrift, hvor man kan læse, hvad strikning betyder for de danske og rwandanesiske strikkere.