Øjets anatomi og opbygning

Øjets anatomi og opbygning er kompleks og indeholder en række forskellige funktioner. Her kan du blive klogere på øjets anatomi og det menneskelige øjes opbygning.

Redigeret og gennemlæst af læge/forsker Mette Bertelsen, Kennedy Centret.

Øjets opbygning: Øjenhuler, øjenlåg, øjenvipper, øjenbryn

Øjnene ligger godt beskyttet i øjenhulerne, der er dannet af kraniets knogler. Øjenhulerne er polstrede med fedtpuder.

Øjnene drejes i øjenhulerne ved hjælp af seks små muskler, der er fæstnet på ydersiden af hvert øje. Disse muskler styrer pla­ce­ring­en af øjnene meget præcist. De kan for eksempel opfange og lokalisere et større antal sammenhængende tekstlinjer, når man læser en bog.

Bevægelsen af øjenmusklerne styres ved hjælp af tre nerver direkte fra hjernen, ”tredje, fjerde og sjette kranie­ner­ve”. Øjenlågene beskytter hornhinden, der er den glasklare hinde, der dækker for­siden af øjet.

Grafisk fremstilling af øjets anatomi set forfra og fra siden

Øjenlågene er også med til at fordele tårevæsken og for­hin­dre tørhed i bindehinden og hornhinden. Øjenlågene beskytter øjet mod ude­fra­kommende skader.

Øjenvipperne forhindrer, at der kommer fremmed­lege­mer ind i øjet.

Øjenbrynene er de hår, man har over sine øjne. Øjenbrynenes vig­tigste funktion er at beskytte øjnene mod sved og regn.

Øjets bindehinde (conjunctiva)

Bindehinden er en tynd gennemsigtig slimhinde, der dækker øjets forreste halv­del og bagsiden af øjenlågene.

Øjets bindehinde har en vigtig beskyttende funk­ti­on. Det kan ikke undgås, at bakterier og fremmedlegemer til tider kommer ind i øjet, så her beskytter bindehinden sammen med hornhinden resten af øjet.

Senehinden (Sclera) og øjets muskler

Senehinden er en tyk, hvid hinde, der dækker øjet, undtagen området over pu­pil­len og regnbuehinden.

Senehinden er øjets yderste lag. Udover at hol­de sammen på øjet, er det også der, hvor øjets seks muskler er fastgjort. Et øje har hver seks muskler.

Senehindens stærke struktur giver øjet dets form og be­skytter de indre dele af øjet mod skader.

Øjets seks muskler er hæftet til sene­hinden. Øjets bevægelse bliver styret af disse muskler, der gør, at man kan dreje øjet i forskellige retninger.

Hvis øjets muskler ikke rigtigt kan arbej­de sammen, er man skeløjet og ser dobbelt. Det skyldes, at de to øjne ser to for­skellige billeder. De to øjnes akser skal være helt parallelle, for at der dan­nes det samme billede fra begge øjne.

Den øverste del af senehinden indeholder mange blodårer, som i forbindelse med en betændelsesreaktion kan svulme op og give rødme i den hvide hinde.

Øjets hornhinde (cornea)

Hornhinden er øjets yderste beskyttende hinde. Hornhinden er en tyk, gen­nem­sigtig hinde, der dækker den farvede del af øjet – regnbuehinden, iris og pu­pillen. Den grænser op til bindehinden, der dækker det hvide i øjet.

Hornhinden har to funktioner. Den ene er at sørge for, at man kan se skarpt. Den anden er at be­skyt­te resten af øjet mod bakterier og fremmedlegemer.

Hornhindens overflade er over­ordentligt følsom, og irritation af denne kan give stærke smerter.

Hornhindens krumning er sammen med øjets linse med til at bryde lyset og samle billedet på nethinden, så vi ser skarpt.

Kammervinklen

Kammervinklen er den vinkel, der dannes, når den kuppelformede hornhinde mødes med regnbuehinden.

Øjets to kamre

Øjet har to kamre, det forreste øjenkammer og det bagerste øjenkammer. Disse to øjenkamre indeholder en glasklar væske, som hedder kam­mer­van­det.

Det kuppelformede hulrum mellem hornhinden og regnbuehinden kaldes det for­reste øjenkammer, ”Camera anterior”.

Området bag regnbuehinden og foran glaslegemet danner bagerste kammer, ”Camera posteriori”, som inde­hol­der linsen, linsetrådene og strålelegemet.

De nævnte dele ligger badet i kam­mervandet, som produceres i strålelegemet. Den glasklare væske, ”kam­mer­­vandet”, har til opgave at holde øjet udspilet og give næring til øjet. Væs­kens mængde er med til at bestemme øjets tryk.

I et rask øje foregår pro­duk­ti­on og afløb af kammervand med samme hastighed. Dette medfører et stabilt tryk i øjet.

Strålelegemet (corpus ciliare), trabekelværket og schlemms kanal

Strålelegemet er en kirtel, der producerer og regulerer kammervandet.

Tra­be­kel­værket og Schlemms kanal er et si-lignende og rør-lignende afløbssystem, hvori­gennem kammervandet forlader øjet og absorberes i de såkaldte vand­ve­ner.

Ved konstant balance mellem produceret kammervæske og tilpasning af afløbsforholdene holdes øjets væsketryk stabilt.

Øjets tryk

Øjets kammervand bringer antioxidanter til den forreste del af det indre øje. Her­ved sikres et uhindret løb i de kanaler, der skal føre væske væk fra øjet.

Kam­mervandet forsvinder fra øjet på en sådan måde, at formen og trykket inde i øjet opretholdes. Hvis afløbet blokeres, stiger trykket i øjet, hvilket ram­mer de perifere optiske nerveceller i øjets indre og indsnævrer synsvinklen.

I øjet dannes der en næsten konstant mængde væske. Det svinger lidt i løbet af døgnet, og trykket i øjet ligger normalt mellem 10 og 20 mm kviksølv. Dette over­tryk inde i øjet er med til at holde øjets form, så det forbliver kugle­for­met.

Linse nærmest øjet

Øjets linse er klar og gennemsigtig. Linsen er ophængt i en masse små fine trå­de, der kan trække i den, så den ændrer form.

Linsens funktion er at ak­kom­modere (tilpasse, fokusere på forskellige afstande).

Linsens op­hæn­gnings­tråde, zonulatrådene, er fæstnet til øjets linse og holder den ud­spændt. Når zonulatrådene slapper af, slapper linsen også af. Linsen bliver der­ved tykkere i formen, og evnen til at fokusere øges. Denne pro­ces kaldes akkommodation eller ”evnen til at se skarpt ved nærblik”. Den gør øjet i stand til at variere fokus fra et fjernt objekt til et nært objekt. Evnen til at ak­kommodere aftager med alderen, når linsen mister sin elasticitet, så man typisk får behov for læsebriller.

Linsen får næring via kammervandet, da den ikke indeholder blodkar og nerver. Linsen kan gradvist blive uklar, hvilket medfører synsnedsættelse af varierende grad. Tilstanden kaldes grå stær og er meget almindelig med alderen.

Regnbuehinden, ”øjets iris”, og pupillen

Regnbuehinden kaldes også iris. Det er regnbuehinden, der angiver øjen­far­ven, som dannes efter indholdet af pigment i øjet.

Pupillen er et hul i midten af regn­buehinden og er det vindue i øjet, hvor lyset bevæger sig igennem til net­hin­den.

Regnbuehinden har to muskler; en, der udvider pupillen, og en, der træk­ker den sammen. Balancen mellem musklerne bestemmer pupillens stør­rel­se og reguleres af lysmængden.

Ved stærk lyspåvirkning vil pupillen træk­ke sig sammen og blive lille. Omvendt, når det er mørkt, udvider pupillen sig og bliver stor.

Glaslegemet (corpus vitreum)

Glaslegemet er en gennemsigtig gelemasse, en blodkarløs substans belig­gen­de i øjets indre bag linsen, og som fylder hele øjets indre og medvirker til at holde nethinden på plads.

Glaslegemet består overvejende af vand og har et finmasket gitterværk bestående af æggehvidestoffer og salte, som bindes af vandet. Opstår der sygelige ændringer i den fine, klare glaslegemestruktur, kan der indtræde varierende synsgener/synssvækkelse.

Normalt er glaslegemet gennemsigtigt, således at det kan gennemtrænges af lys, så lyset frit kan passere ind til nethinden, hvorved det klare syns­bil­le­de kan dannes.

Med alderen bliver glaslegemet tiltagende mere flydende, hvorved uklarheder bliver bevægelige og kan opleves som flyvende myg.

Øjets nethinde (retina) og den gule plet (macula lutea)

Nethinden er det inderste lag i øjet. Øjets nethinde kaldes også retina. Nethinden er bygget op på en meget kom­plice­ret måde og udgør ti lag, men funktionelt kan vi inddele den i to lag: Et pig­ment­lag yderst mod årehinden og et nervecellelag inderst mod glaslegemet.

Nervecellelaget består af synsceller (fotoreceptorer), som kan inddeles i tap­pe og stave.

Nethinden beklæder hele øjets bagerste inderside og består af fotoreceptorer, der reagerer på lyspåvirkning. Det er disse fotoreceptorer, der er ansvarlige for, at vi kan se. Vi bruger den yderste perifere del af nethinden til at orientere os med. Der ser vi i lysglimt og bevægelser, men ikke skarpe detaljer.

Størstedelen af fotoreceptorer i dette område kaldes stave. Bevæger vi os ind mod midten af øjet, ændrer fotoreceptorernes sammensætning. Stadig hyp­pi­ge­re og tættere optræder fotoreceptorerne nu i form af tappe.

Øjets nethinde indeholder altså to forskellige typer fotoreceptorer, som enten er sær­ligt aktive om natten (stave) eller om dagen (tappe).

Nethinden indeholder ca. 7 millioner tappe, som er farveopfattende. De er særligt talrige i nethindens centrale del, den gule plet, hvor det skarpe syn (læsesynet) er lokaliseret.

Den pe­ri­fe­re del af nethinden, hvor orienteringssynet er lokaliseret, har færre tappe og kan derfor kun opfatte større genstande.

Tappene er kortere og tykkere end sta­vene. De reagerer også fire gange så hurtigt.

Der findes tre typer tappe, som hver indeholder et pigment, som reagerer på lys af forskellig bøl­ge­læng­de. Én type reagerer på langbølget lys (røde farver), en anden type på lys af mel­lembølgelænge (gul-grønt lys) og en tredje type på kortbølget lys (blå-violette farver).

Hvert øje indeholder ca. 125 millioner stave, som er nødvendige for at kunne se i svagt lys. Stavene er ca. 100 gange så følsomme for lys som tap­pe­ne. De reagerer kun på hvidt lys og fungerer dermed som nattesyn.

Tappene er hovedsageligt koncentreret i en lille fordybning af en diameter på ca. 1 mm., kaldet ”fovea” eller den gule plet, som befinder sig nøjagtigt i øjets op­tiske akse. Denne zone, hvis centrum er fuldstændigt fri for stave, er det sted, hvor synsstyrken er størst. Det bruger vi til at stille skarpt. Hjernen modtager flere informationer fra den gule plet end fra hele den øvrige nethinde. Det er grunden til, at ødelæggelse af den gule plet med­fører manglende skarpsyn, der ikke kan genoprettes. Udenfor den gule plet indeholder nethinden over­vejende stave.

Når lyset rammer en tap eller en stav, sender denne nerveimpulser videre gen­nem et netværk af nerveceller kaldet bipolære celler. Disse er igen videre for­bundet med et andet netværk af nerveceller, kaldet gangliecellerne. Lyset skal passere disse cellelag for at nå frem til tappene og stavene.

De mange millioner fotoreceptorer sam­les gennem nethindens 10 lag til cirka 1 million nervefibre og danner synsnerven, der løber bagud gennem øjenhulen.

Området, hvor synsnerven træder ud af øjet, kaldes den blinde plet. Det mindst følsomme sted i nethinden er den blinde plet. Svarende til den blinde plet er der ingen synsceller i et lille rundt område på ca. 1,2 mm i diameter.

Det er uhyre vanskeligt at gøre sig klart, at denne blinde plet eksisterer. Dette skyl­des, at når en del af et billede forsvinder, foretager hjernen en reto­u­che­ring. Den udfylder vanemæssigt det manglende område ved hjælp af de nær­me­ste omgivelsers billedmæssige indhold. Det sker ved hjælp af ubevidste hjernereflekser.

Blodkarrene og blodet

Blodkarrene og blodets formål er at bringe ilt og næringsstoffer til nethinden samt at føre af­falds­stoffer væk fra nethinden.

Synsnerven (nervus opticus)

Synsnerven forbinder øjet med hjernen. Synsnerven bærer de impulser vide­re, der dannes i nethinden. Disse impulser sendes gennem synsnerven til hjer­­nen, der fortolker dem som billeder.

Årehinden (chorioridea)

Årehinden indeholder pigment og talrige blodårer, som først og fremmest trans­porterer nærings- og affaldsstoffer til og fra nethindens sanseceller.

Tårerne

Tårerne bliver produceret i tårekirtlerne. Vi har brug for tårerne til at holde vores øje rent og fugtigt. Tårerne har betydning som forsvar mod sygdomme, som smørelse af øjets overflade samt for næring til hornhinden. Der dannes hele tiden en tårefilm, og den fornys, når man blinker med øjet. Den er nød­ven­digt for et godt syn. Tårefilmen, der siler/løber ned over øjet, bærer yderst et tyndt fedtlag, der stammer fra bindehindens talgkirtler, fedtet hæmmer for­damp­ningen og har betydning for hornhindens optiske egenskaber.

Tårerne består af væske, fedtstoffer og slimstoffer. De produceres i tåre­kirt­ler­ne, som vi har flere af, og i slimproducerende celler i øjets slimhinde og bag øjen­lågene. Hver gang, vi blinker, fornys tårefilmen. Når vi blinker, dannes der et undertryk i tåresækken, så tårevæske suges ind i tåresækken.

Tårerne er opdelt i tre lag. Yderst er fedtlaget. Dette er det tyndeste lag og be­står af fedtstoffer, som produceres i fedtkirtler i øjenlågene og udtømmes gen­nem fine åbninger tæt ved roden af øjenvipperne. Fedtlaget har til formål at forhindre fordampning af tårerne.

Midterst er vandlaget: Dette lag er det tykkeste, idet det udgør 95% af tåre­film­ens tykkelse. Vandet produceres af tårekirtlen. Vandlaget indeholder for­skel­lige salte og proteinstoffer, der har betydning for øjets immunforsvar og ernæ­ring.

Ind­erst er slimlaget: Dette lag består af slimagtige proteinstoffer, som pro­du­ce­res af små kirtler i bindehinden. Bindehinden er den gennemsigtige glin­sen­de hinde, som dækker det hvide i øjnene.

Derudover er der også bakteriebekæmpende stoffer og immunstoffer i tå­rer­ne, hvilket modvirker bakterier og vira. Tårerne indeholder også et enzym (lys­ozym), der opløser både døde og levende bakterier.

Under tårerne findes øjets slimhinde, som er dækket af de slimagtige pro­te­in­stof­fer. De slimagtige proteinstoffer forhindrer, at tårerne preller af øjets over­fla­de. Tårerne forsvinder ved nedløb til næsen via et lille hul på øjenlågs­kan­ten ind mod næsedelen. De forsvinder også ved fordampning og ved overløb fra øjenlåg.

Konsulentordning

Dansk Blindesamfunds konsulenter støtter og rådgiver, når synet svigter. Konsulenterne hjælper med at udfylde ansøgninger om kurser, hjælpemidler, ledsageordning eller støtte i hjemmet. De anker også, hvis det er nødvendigt. Alle konsulenter har selv et synshandicap og trækker på egne erfaringer.

Hjælpemidler

Der findes en række synshjælpemidler, som kan være en støtte for mennesker med synshandicap.

Bliv medlem af Dansk Blindesamfund

Blinde og stærkt svagsynede kan blive medlem af Dansk Blindesamfund. Som medlem bliver du en del af vores mange fællesskaber og netværk for mennesker med synshandicap. Lokalt har vi klubber og sociale arrangementer for medlemmer. På landsplan har vi idrætsforeninger, faglige netværk og events for blinde og svagsynede i alle aldre.