Festival 2026
Fuglsang Musikfestival 2026
– Lyden af Fællesskab
Den 17. til 20. september
Så er den her igen – vores helt egen musikfestival på Fuglsangcentret, hvor fællesskabet synger, spiller og griner i flere tonearter! Og ja, navnet er på plads: Fuglsang Musikfestival – Lyden af fællesskab. Et navn, der ikke bare handler om musik, men om alt det, der opstår imellem os – grinene, snakken, fællessangen og de små øjeblikke, der bliver til store minder. Tak til Elvis Sørensen for det, og tillykke med den velfortjente festivalbillet!
Vi gentager succesen med den hyggelige og fleksible festivalform:
Du kan enten kaste dig ud i musikken som aktiv deltager fra torsdag til søndag – eller komme og nyde det hele som publikum i weekenden, hvor stemningen topper med koncerter, god mad og masser af liv i bedst festivalstil!
For de musikalske fugle
Tilmeld dig som musiker (torsdag–søndag) til en af disse fede workshops:
Gospelkor – v. Tina Christiansen
Tina er tilbage – og det betyder én ting: smilerynker, klap i takt og gåsehud! Med sin smittende energi og store kærlighed til gospel får hun selv de mest forsigtige stemmer til at blomstre. Her handler det ikke om at være perfekt – men om at synge igennem og mærke fællesskabet helt ind i maven. Forvent høj stemning, stærke harmonier og måske lidt “halleluja” undervejs.
Rock & Pop – v. Frank Gliese og Flemming Nørgaard
Her skrues der op for både volumen og grin! Uanset om du er ny i band-sammenhæng eller har spillet siden kassettebåndets storhedstid, er der plads til dig. Frank og Flemming skaber et rum, hvor det er lige så vigtigt at have det sjovt som at ramme de rigtige toner. Det bliver med garanti både energisk, lidt svedigt og helt sikkert uforglemmeligt.
Jazz for øvede – v. Mikkel Hermansen og Lars Bang Andersen
Til dig, der elsker jazzens finurligheder og frihed. Mikkel og Lars guider jer gennem swing, improvisation og lækre harmonier – med plads til både nørderi og store musikalske øjeblikke. Her er det ikke bare øvning – det er musikalsk leg på højt niveau, hvor soloerne får lov at flyve.
Fra torsdag til lørdag summer øvelokalerne af liv, toner og forventning – og det hele kulminerer i lørdagens åbningskoncert, hvor scenen for alvor bliver indtaget.
Fuglsang Festival 2026 – lyden af fællesskab!
Lørdag eftermiddag
Festivalen åbner med koncerter fra alle holdene – gospel, rock/pop og jazz. Det bliver rørende, råt og rytmisk på én gang.
Og så er der selvfølgelig Åben Scene – for de modige, de spontane og dem, der lige har en sang i ærmet. Her kan alt ske!
Lørdag aften
Scenen overtages af Beers for Tears – et band med både historie og humor. De har spillet sammen siden 1999, og det kan mærkes: sammenspillet sidder lige i skabet, og repertoiret spænder bredt fra elskede klassikere til musik med et glimt i øjet. Tænk Tørfisk møder Shu-bi-dua – serveret med nordjysk charme og underspillet humor. Perfekt til en sving om … eller en fadøl eller to.
Og apropos: fadølsanlægget åbner, snakken går, og stemningen bliver lun og levende.
Søndag 20. september:
Sidste dag på festivalen starter med Orkestret RayDay. der med frontmanden Søren Høg leverer en af de varmeste soulstemmer i Danmark. Søren har gennem tiden turneret med spændende projekter, der inkluderer egne udgivelser. Med Orkestret RayDay får vi en hyldest til en af Høgens store inspirationskilder Ray Charles. Musik der gløder af blues, jazz, gospel og flirter med country.
Kom også og nyd Ria Qvist
Et helt særligt musikalsk univers venter med Ria Qvist. Hun arbejder med moderne kormusik på en måde, der både er nyskabende og dybt rørende. Sammen med sit stærke guitarspil og personlige sangskrivning skaber hun en stemning, der bliver hængende længe efter sidste tone. I år er hun også en del af underviserteamet – så du kan opleve hende både på scenen og i øvelokalet.
Vi slutter en festlig festival af med intet mindre end Lune Carlsen
Med et glimt i øjet og en stemme, der sender tankerne direkte i retning af dansk musiktradition, er Lune Carlsen ren underholdning. Han bliver ofte sammenlignet med Kim Larsen – og det er ikke uden grund. Her får du nærvær, charme og sange, du ikke kan lade være med at synge med på.
Og hvad med maden?
Ingen festival uden god mad!
Restauranten byder på en lækker grillbuffet, hvor du kan tanke op mellem koncerterne. Og ja – pandekageboden vender selvfølgelig tilbage! Den spreder som altid duften af søde fristelser og hyggelige pauser.
Og så er der selvfølgelig også pølser på grillen og en sandwich, til dem, der er til det.
Pris og tilmelding
Musiker (torsdag kl. 14 – søndag kl. 15): 2.005 kr.
Publikum (lørdag kl. 14 – søndag kl. 15): 885 kr.
Publikum (lørdag kl. 14 – 22): 220 kr.
Publikum (søndag kl. 10 – 15): 220 kr.
Ledsagere deltager til samme pris.
Tilmelding:
Musikere: fra onsdag den 10. juni
Publikum: fra onsdag den 17. juni
Telefon 76 20 22 10
E-mail: kursusafdelingen@blind.dk
Så… skal du med?
Vi lover musik, grin, fællesskab og masser af stemmer – både dem på scenen og dem ved bordene. Og ja, måske også en lidt hæs hals mandag formiddag… men det er jo bare bevis på en vellykket festival!
Vi glæder os til at høre din stemme på Fuglsangcentret.


