Fransk ostesmagning – online

Fransk ostesmagning – en smagfuld rejse til Frankrig på Zoom

Dansk Blindesamfund inviterer dig og dit netværk til en anderledes rejse til Frankrig – og du behøver hverken pas, flybillet eller at forlade sofaen. Du skal blot have plads til lidt ost.

Frankrig er kendt for sine bjerge, dale, grotter og vinmarker, og ikke mindst for oste i et væld af former, dufte og smagsnuancer. Nu kan du komme med på en lille gastronomisk rejse rundt på den franske ostetallerken, når vi inviterer til online ostesmagning på Zoom.

Undervejs skal vi smage os gennem fem forskellige franske oste og høre mere om, hvor ostene kommer fra, hvad der kendetegner dem, og hvordan man kan sammensætte et godt ostebord.

Vi skal smage på fem franske oste:
• Double Cream – cremet ost med ekstra fløde
• Saint Morgon – rødkitost fra Normandiet
• Comté AOP – ost fra Jurabjergene
• Crottin – gedeost fra det vestlige Frankrig
• Roquefort – blåskimmelost modnet i grotter

Din guide på aftenen er ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller fra Ostesnak, som gennem de senere år har afholdt en række franske osteaftener i samarbejde med Président. Hun sørger for, at vi bliver klogere på osten, uden at det bliver nødvendigt at kunne kende forskel på en fransk ost og en franskmand.

Ost til døren
En ostesmagspakke koster 225 kroner og indeholder fem forskellige franske oste, i alt cirka 850 gram, samt et lille glas marmelade.

Ostepakken bliver sendt til dig cirka en uge før smagningen. Ostene sendes med køleelementer, men når pakken lander, er det vigtigt, at ostene kommer på køl.
Derfor er det en god idé enten at være hjemme, når GLS kommer, eller at give GLS besked om, hvor pakken må stilles. Det kan du gøre, når du modtager mailen om, at pakken er på vej. På den måde undgår vi, at de franske fristelser tager en ufrivillig omvej til en pakkeshop.

Inden smagningen skal du blot tage ostene ud af køleskabet cirka en time før, så de kan nå at få den rigtige temperatur og smag. Sørg også for lidt brød eller knækbrød og gerne lidt frisk frugt. Har du lyst, kan du naturligvis også finde et godt glas hvidvin frem.

Så er du klar til en aften med ost, fortællinger og hyggeligt selskab hjemmefra.

Tag endelig også dine venner, familie eller netværk med på turen.
En fælles hyggelig smagfuld fransk aften i godt selskab med lækker ost!

Sidste frist for tilmelding er allerede 15. november.
Så hvis du vil med på den franske osterejse, er det en god idé ikke at vente for længe.

Du skal tilmelde dig enten på aktivitet@blind.dk eller på 92 82 29 31.
Ved tilmelding skal vi bruge dit fulde navn, adresse, mailadresse og telefonnummer samt oplysning om, hvor mange smagspakker du ønsker.
Betaling kan ske via MobilePay på 25 32 03 eller ved bankoverførsel til Danske Bank, reg.nr. 4180, kontonummer 000 300 2217. Husk at mærke betalingen med ”ost”.

Vi håber, du har lyst til at tage med på en hyggelig og velsmagende rejse til Frankrig.
Vi sørger for ostene – du sørger for appetitten.