Nytårsophold på Fuglsangcentret
Gå det nye år i møde med fest, forkælelse og fællesskab på Fuglsangcentret.
Drømmer du om at fejre nytåret i godt selskab med festlige traditioner, lækker mad, musik, dans og masser af hyggelige stunder? Så tag med til nytårsophold på Fuglsangcentret fra mandag den 28. december til lørdag den 2. januar 2027.
Vi inviterer indenfor til nogle skønne dage, hvor vi sammen tager afsked med året, der gik, og byder det nye år velkommen med manér. Ferieværterne Anne Juncker og Bettina Jacobsen glæder sig til at skabe rammerne for et ophold fyldt med nærvær, gode oplevelser, grin og festlig stemning.
Nytårsaften fejrer vi selvfølgelig efter alle kunstens regler. Vi samles om kongens nytårstale, skåler i bobler og nyder et stykke kransekage, inden aftenen fortsætter med en lækker nytårsmenu ledsaget af gode vine. Festlokalet er pyntet festligt op, og når Dansemaskinen sætter gang i musikken, er der lagt op til en aften med smil, svingom og fest på dansegulvet. Her er der plads til både de danselystne og dem, der hellere vil nyde stemningen og det gode selskab fra sidelinjen.
Når vi vågner til årets første dag, fortsætter vi traditionen med en hyggelig nytårsfrokost. Og naturligvis skal vi også se tilbage på året, der gik. Den efterhånden traditionsrige hyggeboks finder igen vej til opholdet, og sammen tager vi på en spændende og underholdende tur gennem årets begivenheder. Hvad husker vi bedst? Hvad overraskede os? Og hvad kan vi mon stadig grine af?
Der bliver også tid til meget andet. Du inviteres blandt andet til en sjov aften med en lille quiz, og måske finder vi en god film frem eller samles om hyggelige spil. Har du mere lyst til frisk luft, byder området omkring Fuglsangcentret på dejlige muligheder for gåture. Du kan også sætte tempoet helt ned, slappe af i spaen eller tage en tur i svømmehallen. Her er plads til både oplevelser og afslapning – og ikke mindst til at nyde samværet med de andre deltagere.
Nytårsopholdet er for dig, der gerne vil fejre overgangen til det nye år sammen med andre i en varm og festlig atmosfære. Du kan glæde dig til gode måltider, hyggelige samtaler, små overraskelser og de særlige øjeblikke, der opstår, når mennesker mødes og fejrer noget sammen.
Nytår bliver bare lidt hyggeligere, når vi er flere om at fejre det!
Tilmelding og praktisk information
På grund af stor interesse og tidligere ventelister indfører vi i år en ny tilmeldingsprocedure. Du kan tilmelde dig fra den 10. november til og med den 24. november, når tilmeldingsperioden er slut. Senest den 1. december får du besked om, hvorvidt du har fået en plads. Hvis der er flere tilmeldinger end pladser, fordeles pladserne ved lodtrækning, så alle får en fair chance for at komme med.
Prisen er 3.225 kr. pr. person. Eventuel ledsager deltager til samme pris.
Vi vil gerne have, at du sender en mail til fuglsang@blind.dk med følgende oplysninger:
• Medlemsnummer
• mail og telefonnummer
• Om du har hund med
• Eventuelle kosthensyn
• Hvis du ikke deltager i hele opholdet, så har vi brug for at vide fra og til hvilken dato og klokkeslæt, du deltager
• Hvis du har ledsager med: om I kan dele værelse og navn på ledsager
Husk, at jo flere der deler værelse, jo flere har mulighed for at komme med på nytårsopholdet.
Hvis du ikke har mulighed for at sende en mail, kan du i stedet ringe på 76 20 21 00. Vi har brug for de samme oplysninger, som hvis du sender en mail.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til nogle dejlige nytårsdage på Fuglsangcentret – med fest, forkælelse, fællesskab og en festlig begyndelse på 2027!


