Tur til Stockholm
Tror I, der er lang tid til august 2026, og at vi som sædvanlig er tidligt ude? Vi har sammen med Best Travel arrangeret en tur, hvor vi også skal møde medlemmer af det svenske blindeforbund, Synsskadades Riksförbund. Det gør vi hele fredagen.
Tag med Best Travel på en oplevelsesrig togrejse til Stockholm den 13.–17. august 2026. Turen går direkte fra centrum af København til centrum af Stockholm med et enkelt skift i Malmø, og efter kun ca. 5 timer ankommer vi til den svenske hovedstad, hvor vi bor fire nætter på et centralt hotel kun 100 meter fra stationen.
Rejsen byder på byvandringer med dansk rejseleder, hvor vi oplever både Gamla Stan og Riddarholmen – Stockholms historiske hjerte med smalle brostensgader, Stortorget, Storkyrkan og det kongelige slot. Entré og rundvisning i Storkyrkan er inkluderet.
Vi besøger også Vasamuseet på Djurgården, hvor det imponerende krigsskib Vasa fra 1600-tallet står bevaret. Turen dertil går via det elegante Østermalm og den smukke promenade Strandvägen.
Der bliver rig tid til egne oplevelser, shopping, museer og måske vagtparaden ved slottet. To fælles middage og fire morgenmåltider er inkluderet.
Best Travels pris er fra 7.595 kr. pr. person i delt dobbeltværelse; tillæg for enkeltværelse 2.500 kr., men vi håber at få tilskud til turen og melder den endelige pris ud snarest muligt.
De medlemmer, der allerede har vist interesse, vil modtage særskilt mail, og alle I andre kan henvende jer med spørgsmål og høre nærmere hos Susanne Tarp på mail sta@blind.dk eller tlf. 40 38 51 57.


