Synstab – få følelserne med

Har du det svært med dit synstab, og vil du gerne arbejde med dig selv og komme videre i tilværelsen? Så er dette kursus noget for dig. Her kan du bearbejde dine personlige temaer i en gruppe sammen med andre, der forstår, hvad du siger, og er parat til at lytte, ligesom du kan lytte til andre for derigennem at blive klogere på dig selv og dine egne følelser. Du kan arbejde på at styrke din selvtillid og selvfølelse, tage fat om problemstillinger i forhold til arbejde, uddannelse og beskæftigelsesmuligheder eller tage fat i dine relationer til andre mennesker. Det kan være familie eller venner eller som synshandicappet forælder eller bedsteforælder. På dette kursus kan du bearbejde din sorg og frustration over at have mistet synet.

Har dine pårørende ligeledes brug for at bearbejde deres forhold, så bliver der så vidt muligt dannet en gruppe, hvor pårørende kan tale om udfordringerne ved netop at være pårørende til et menneske med et synstab. De problemer, som hver enkelt slås med, vil blive taget alvorligt, og der vil være tid til at lytte til alle. Grupperne bliver ledet af uddannede og erfarne gruppeledere, som selv er synshandicappede, og vi lægger vægt på at sammensætte grupperne, så deltagerne har noget til fælles med hinanden.

Brug for hjælp?

Kontakt Kursusafdelingen på Fuglsangcentret: