Kurser i IT og Kommunikation

Den moderne teknologi tilbyder nogle af de bedste hjælpemidler til blinde og svagsynede. Dansk Blindesamfunds kursusafdeling på Fuglsangcentret tilrettelægger derfor kurser, som har fokus på at udnytte de teknologiske muligheder.

Hvad enten det drejer sig om, hvordan man bedst indstiller en mobiltelefon til blinde eller svagsynede brugere, eller hvordan man bedst udnytter hjælpemidler til synshandicappede i form af kompenserende programmer, så bestræber Kursusafdelingen på Fuglsangcentret sig på at lave målrettede øvelser og aktiviteter for blinde og svagsynede brugere.

Teknologien skal nemlig udnyttes til vores fordel. Også selvom det kan være svært, når den SmartPhone, man lagde til opladning, da man gik i seng, er blevet opdateret i løbet af natten, og de apps, som man er glad for, ikke helt ser ud som aftenen før.

Underviserne på Fuglsangcentret er oftest selv medlemmer af Dansk Blindesamfund og brugere af de teknologier, som de underviser i. De har derfor forståelse for problemerne og kan sætte sig ind i kursisternes situation.

Kurserne i IT og kommunikation sigter mod at støtte kursisten i at opbygge handlekompetence og dermed nysgerrighed, virkelyst og mod til at engagere sig i mulighederne inden for IT-verdenen med et synshandicap. 

Brug for hjælp?

Kontakt Kursusafdelingen på Fuglsangcentret: