3.A blev klogere på livet som blind

Eleverne fra 3.A på Holmeagerskolen lyttede interesseret og stillede masser af gode spørgsmål, da de gæstede Dansk Blindesamfund for at blive klogere på livet som blind.

Hvordan laver du mad? Hvordan går du på wc? Hvordan legede du gemmeleg som barn? Kan du spille computer? Spørgsmålene var mange, da 3.A fra Holmeagerskolen i Greve havde erstattet skoleskemaet med et besøg i Dansk Blindesamfund, hvor de blev meget klogere på at klare hverdagen uden syn. Eleverne skulle både møde Sofie, der er blind, Lene og hendes førerhund Ronja og prøve kræfter med, hvordan det er at begå sig uden syn.

To drenge rækker hånden op
Copyright Henrik Frydkjær

For 27-årige Sofie Monggaard Christensen, der er forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund, er det vigtigt at komme fordomme til livs og skabe større forståelse for det at være blind. Derfor stillede hun gerne op og indviede børnene i sin hverdag som blind, hvilke udfordringer hun kan opleve og hvordan de overvindes.

”Jeg vil gerne give børnene et indblik i, hvordan det er at leve uden synet og skabe forståelse for de udfordringer og muligheder, som blinde og svagsynede kan opleve i deres hverdag. Det tager børnene forhåbentligt med sig videre, og det kan være med til at nedbryde fordomme om blinde”, fortæller Sofie Monggaard Christensen, der understreger, at børnene må spørge om alt - ingen spørgsmål er for store eller for små.

Den hvide stok som skjold

Når Sofie begiver sig udenfor, har hun altid den hvide stok med sig. Det var derfor naturligt at spørge eleverne, om de havde lagt mærke til de forhøjede linjer i gulvet, da de ankom til Handicaporganisationernes Hus.

Det var der dog ingen af eleverne, der havde bemærket. Sofie forklarede derfor, hvordan hun bruger dem til at komme omkring.

To piger studerer folderen "Når vi mødes"
Copyright Henrik Frydkjær

”De hedder ledelinjer, som jeg bruger til at bevæge mig sikkert rundt i trafikken. Ved at svinge min stok fra side til side ved jeg, hvilken vej jeg skal, og så kan blindestokken advare om forhindringer. Den fungerer faktisk lidt som et skjold og beskytter mig, da den rammer forhindringer, før jeg støder ind i dem”, forklarer Sofie og åbner op for den store spørgerunde, hvor eleverne kan spørge om stort og småt, de undrer sig over.

Marta vil gerne vide, hvordan Sofie laver mad, når hun ikke kan se. Hun forestiller sig nemlig, at det godt kan være lidt farligt. Oscar brænder inde med mange spørgsmål, da han har forberedt hele 13 spørgsmål, han håber at få svar på. Han vil blandt andet gerne vide, hvordan Sofie går på wc, hvordan hun får mad i buffeten, hvordan hun kører bil og hvordan hun tager tøj på.

Se min kjole

Sofie forklarer, at det ikke er så anderledes, når hun tager tøj på og spørger, om Oscar kan tage tøj på, når der er mørkt. Det mener han ikke, er noget problem. Sofie medgiver dog, at det kræver, hun ved, hvad hun tager på.

Elever afprøver farvetester på deres tøj
Copyright Henrik Frydkjær

”Jeg ved, hvordan det meste af mit tøj ser ud, for det kan jeg mærke, men hvis jeg er i tvivl, bruger jeg den her”, fortæller Sofie og hiver en farvetester op af tasken. Hun tænder apparatet og holder den ind mod sin kjole for at demonstrere, hvordan den virker. Kort efter meddeler den ganske rigtigt, at Sofies kjole er mørk gråbrun.

Farvetesteren sendes rundt til stor fornøjelse, så eleverne selv kan afprøve den på deres tøj. Imens er der et af børnene, der gerne vil vide, om Sofie altid har været blind. Sofie forklarer, at hun er født blind, fordi noget i hendes øjne er gået i stykker, hvilket får en af børnene til at udbryde, om hun så aldrig har set himlen.

Når øjnene sidder på fingrene

Marta undrer sig over, hvordan det var for Sofie, når hun fik lektier for og skulle læse. Det vil Sofie gerne vise, for til det formål bruger hun et ganske særligt apparat. Et notatapparat til punktskrift.

Sofie kører fingeren over sit notatapparat. I baggrunden lytter eleverne
Copyright Henrik Frydkjær

”Når jeg skal læse, bruger jeg den her, der minder om en iPad bare uden skærm, men med prikker, jeg kan mærke. I stedet for at læse med øjnene, kører jeg fingrene henover prikkerne, som danner bogstaver for mig”, siger Sofie til stor benovelse hos børnene. De er meget imponerede over, at Sofie kan læse med fingrene.

”Tænk sig at læse Harry Potter med fingrene”, siger en af drengene. Generelt er der ingen tvivl om, at Sofies fortælling har gjort indtryk på børnene.

Tager viden med videre

”Sofie er sej. Hun kan virkelig meget, selvom hun ikke kan se, men jeg tror også, hun har øvet sig i mange år. Jeg blev særligt overrasket over, at hun kan lave mad, når hun er blind. Det vil jeg ikke turde med lukkede øjne”, fortæller Ida.

Sofie er også meget imponeret over børnenes mange gode spørgsmål.

Sofie er omgivet af elever fra 3.A
Copyright Henrik Frydkjær

”De er så umiddelbare og spørger om alt det, der falder dem ind. Jeg vil tro, det er mange af de samme spørgsmål, voksne brænder inde med, men de tør bare ikke sige dem højt. De var meget respektfulde i deres spørgen, selvom det var nogle sjove ting, de spurgte om. Det sjoveste spørgsmål var nok, hvordan jeg fandt toiletpapiret”, griner Sofie, der håber, at børnene har fået en bedre forståelse for, hvad man kan som blind, og hvordan udfordringer overvindes med et synshandicap.

”Jeg håber, at børnene vil formidle deres nye viden om blinde og svagsynede videre til deres forældre og venner, næste gang de møder os på gaden.”

Syn for sagen

Drenge er iført særlige briller, der skal simulere en øjensygdom
Copyright Henrik Frydkjær

Bagefter fik børnene udleveret særlige briller, der simulerer forskellige øjensygdomme. Nogle med et lillebitte synsfelt, andre med sorte pletter for øjnene, tåget syn og helt sorte briller. På den måde fik de mulighed for at prøve, hvordan det er at have en øjensygdom.

De gik sammen to og to, så de kunne hjælpe hinanden med at finde rundt. Særligt blindestokkene og de sorte briller var eftertragtede, da de alle ville prøve at være frarøvet synssansen. De demonstrerede også, at de havde hørt godt efter, for de var hurtige til at finde ledelinjerne og følge dem med blindestokken.

Børnene er udstyret med blindestok og særlige briller, der simulerer en øjensygdom
Copyright Henrik Frydkjær

De højlydte grin afslørede, at børnene syntes, det var sjovt at prøve, men de var alligevel glade for ikke at have sådan et syn hele tiden.  

”Det er godt, vi kan tage brillerne af igen”, siger et af børnene.

Førerhund på arbejde

Lene Fritzbøger Andersen lagde også vejen forbi 3.A for at fortælle eleverne, hvor vigtig førerhunden Ronja er i hendes hverdag, når hun færdes uden for hjemmet. Der var ingen tvivl om, at det var Lenes firbenede hjælper, der stjal børnenes opmærksomhed.

”Hvor er Ronja sød”, lyder det i klassen, mens Ronja helt ubemærket af børnene ligger stille ved Lenes fødder.

Lene og førerhunden Ronja står foran en skærm, der viser billede af førerhunde
Copyright Henrik Frydkjær

Lene forklarer, at lige nu har Ronja seletøj på, fordi hun er på arbejde. Det betyder, at Ronja koncentrerer sig om at lytte til Lene og føre hende trygt omkring. Derfor må man ikke snakke til hunden, klappe den eller tage øjenkontakt. Men lige så snart selen tages af, har Ronja fri og opfører sig som en almindelig familiehund. Lene forsikrer børnene om, at de nok skal få lov at hilse på Ronja senere.

Den dygtige firbenede hjælper

Lene spørger eleverne, om de allerede ved noget om førerhunde. Flere rækker ivrigt hånden op for at signalere, at de kender svaret. Oscar ved for eksempel, at førerhunde hjælper blinde, mens Anton fortæller, at førerhunde er meget trænede.

Eleverne klapper Ronja, når hun kommer forbi deres plads
Copyright Henrik Frydkjær

”Det er rigtigt. Førerhunde i Danmark kan faktisk 34 kommandoer. Det er mange. Ronja er for eksempel god til at finde trapper, døre, fodgængerfelter og en ledig plads i bus eller tog. Ronja følger mig næsten overalt og gør min hverdag meget lettere”, forklarer Lene, der har haft førerhunde i 32 år.

”Det er ret vildt, at man kan lære en hund så meget”, siger en af drengene,

Overflod af klap og kram

Jasmin vil gerne vide, hvordan Lene ved, hvilken vej hun skal gå. Lene fortæller, at hun går faste ruter med Ronja, som hun har indstuderet.

Ronja i midten er omgivet af sin førerhundebruger Lene og fire piger, som klapper hende
Copyright Henrik Frydkjær

”Når man skal lære en vej som blind, har man en seende underviser eller ven med, som kan vise vej og fortælle om særlige kendemærker. Det kan være en lygtepæl, at det går op ad bakke eller en bestemt lyd. Men hvis jeg kommer et fremmed sted, er det ligesom, I står i et helt mørkt rum og ikke kan finde vej. Det er derfor nemmere at finde rundt de steder, jeg kender og kan give instrukser til Ronja, som går uden om forhindringer og sørger for, jeg kommer sikkert frem”, forklarer Lene, mens børnene lytter interesseret.

Ronja slikker en elev på kinden, mens hun bliver aet af to andre elever
Copyright Henrik Frydkjær

Til sidst blev Ronja sluppet fri, så hun kunne hilse på eleverne til stor fornøjelse for både to- og firbenede. Der blev nemlig uddelt masser af klap og kram. Det var næsten en helt anden hund, for uden seletøjet løb Ronja begejstret fra det ene barn til det andet og nød opmærksomheden. 

Det var en flok glade elever, der ud på eftermiddagen tog retur til Holmeagerskolen. De var blevet en del klogere på livet med synshandicap, og hvordan hverdagen kan fungere uden syn. På hjemvejen demonstrerede de, at de havde hørt efter og forstået vigtigheden af, at ledelinjer er frie, da de på eget initiativ samlede en cykel op, som spærrede for ledelinjen.