Alle får lidt mere ud af arven efter Orla

Med den smarte 30%-løsning sørger Orla for, at både hans nevøer og Dansk Blindesamfund får mere ud af arven.

Portræt af Orla, som står uden for i sin have

72-årige Orla fra Højbjerg tæt på Viborg har tænkt en del over, hvad der skulle ske med hans formue, når han ikke er her mere.

Han har altid været alene og har heller ingen børn, men med to brødre fulgte også tre nevøer, der alle tre står til at arve efter ham:

"Mine brødre vil ikke nå at få meget ud af min arv, når jeg ikke er her mere, så derfor valgte jeg, at mine nevøer, der lige nu er 52, 45 og 42 år, skal arve efter mig. Men så var det, jeg fandt ud af, at der var økonomiske fordele at hente for både dem og en organisation, hvis jeg benyttede mig af 30%-løsningen", fortæller Orla.

Som nevø skal du, udover boafgift, betale tillægsboafgift på 25%, men ved at gøre brug af 30% løsningen vælger du, at en eller flere velgørende organisationer indsættes i testamentet til at arve
30% af boet – alt sammen på betingelse af, at organisationerne betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger.

Orla læser avis i sin lænestol i stuen
Ved at donere 30% af arven til Dansk Blindesamfund sikrer Orla, at både familien og en god sag får glæde af midlerne

"Når jeg vælger at donere 30% af min arv til Dansk Blindesamfund, slipper mine nevøer altså for at betale en høj arveafgift af den arv, jeg testamenterer til dem. Det kan jeg jo kun se som en fordel for alle at gøre, da der så er mere at arve for mine nevøer, men der bliver også lidt til jer hos Dansk Blindesamfund, som I kan gøre en forskel med", siger han.

At det blev Dansk Blindesamfund, som blev den heldige arving af Orlas 30%, var da heller ikke helt tilfældigt.

Orlas mor blev delvist blind, da hun blev 80 år, og gennem Dansk Blindesamfund fik hun hjælp til stadig at kunne nyde dagligdagens små lysglimt, for eksempel i form af at holde sig opdateret:

"Hun fik en bestemt radio, hvor lokalavisen blev indtalt for hende, så hun kunne høre, hvad der rørte sig omkring hende. Det gjorde det også muligt for hende stadig at ’læse’ bøger i form af lydbøger, og
det var vældig godt for hendes livskvalitet", afslutter Orla.