Anne fejrer jul på Fuglsangcentret

Anne Hollænder elsker fællesskabet på Fuglsangcentret, hvor hun hvert år fejrer jul med andre, der har et synshandicap.

"Nu’ det jul igen, og nu’ det jul igen, og julen varer li’ til påske". Sådan lyder det, når gæsterne skråler med for fuld hals og løber frem og tilbage ad Fuglsangcentrets smalle snoede gange i en lang julekædedans. Her er hygge, julestemning og fællesskab blandt ligestillede i højsædet.

”Det betyder meget for mig at holde jul på Fuglsangcentret, for så bliver det sådan en jul, jeg gerne vil have. Jeg er en del af et fællesskab og har det rigtig hyggeligt. Uden Fuglsangcentret bliver det ikke rigtig jul”, siger 70-årige Anne Hollænder, hvis alternativ er at sidde alene hjemme juleaften.

Du er ikke alene

Anne sidder smilende med foldede hænder på bord. Foran hende står to levende lys
Copyright Henrik Frydkjær

Julen er familiernes fest, hvor vi tænder lys, går hånd i hånd rundt om juletræet og samles om traditionerne i familiens skød. Men sådan er det ikke for alle. Mange blinde og svagsynede har ingen at holde jul med og sidder derfor alene juleaften. Heldigvis findes Fuglsangcentret i Fredericia, hvor julefreden sænker sig og skaber rammerne for den perfekte jul for alle dem, der ellers skulle sidde alene.

”Jeg har ikke lyst til at sidde alene juleaften. Det ville være alt for trist. I virkeligheden er der ikke den store forskel på en almindelig tirsdag aften og juleaften. Det er en aften ligesom så mange andre. Alligevel er det en aften fyldt med traditioner, hvor jeg ved, at alle andre er samlet i stuerne med deres familie”, fortæller Anne, der har holdt jul på Fuglsangcentret i 21 år, lige siden hendes mor døde. Derfor er det blevet en fast tradition, som Anne altid ser frem til.

At selskabet primært kun er blinde og svagsynede i samme ensomme situation, bringer dem tættere sammen. De oplever et helt særligt fællesskab. De behøver ikke at forklare så meget, da de kan relatere til hinandens situation og udfordringer. Derfor er der også rig mulighed for at udveksle tips og erfaringer med hinanden over julemaden om alt fra teknikker og hjælpemidler til gode lydbøger. 

Sammen med ligestillede

”At være sammen med ligestillede betyder, at jeg ikke føler, jeg skal leve op til noget, som jeg måske ikke kan. Vi er alle i samme båd, så hvis jeg famler efter en stol eller salt og peber, er der ikke nogen, der undrer sig eller synes, det er mærkeligt”, konstaterer Anne, der altid glæder sig til juledagene på Fuglsangcentret. 

En af dem, som er med til at gøre juletiden til en hyggelig højtid, er 65-årige Frits Øxenholt Nielsen, som er julevært. Han er næsten blind og sørger for at skabe god stemning og hygger om gæsterne. Værterne ankommer altid den 22. december, så de er klar til at byde gæsterne velkommen og hjælpe dem med at finde sig godt til rette. I løbet af juledagene er det også værterne, der arrangerer aktiviteter, som bringer gæsterne tættere sammen. Sidste år arrangerede de for eksempel filmaften med julefilm, quizzer og gåture, og lillejuleaftensdag er der altid banko om aftenen. Det er en urokkelig tradition.

Juleværter gør en forskel

Frits meldte sig, da han i medlemsbladet så, at de efterlyste juleværter. Han var slet ikke i tvivl om, at han skulle melde sig, da han året forinden selv havde holdt juleaften på Fuglsangcentret for første gang efter en hård skilsmisse. Frits havde haft sådan nogle dejlige juledage og ønskede derfor at bidrage til, at andre også skulle få samme gode oplevelse.

”Da jeg tog hjem efter mit første juleophold, var jeg glad og fyldt af gode oplevelser. Jeg vidste, at det ikke var sidste gang, jeg var afsted. Den hygge og det sammenhold, som jeg oplevede, er helt ubeskrivelig. Derfor valgte jeg at blive julevært”, forklarer Frits, som har svært ved at sætte ord på, hvor meget det betyder for ham at være med til at give andre en god jul.

Frits sidder med et flettet julehjerte i hånden
Copyright Henrik Frydkjær

”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stort det er at gøre noget godt for andre. Når folk tager derfra, er de glade og synes, at det er alt for tidligt at tage hjem. De kommer og giver en krammer og takker for en god jul. Så bliver jeg helt varm om hjertet”, siger Frits, som allerede er klar til at være vært igen i år. Og værternes store arbejde bliver påskønnet af Anne.

”Værterne tager sig godt af os. De er rigtig vigtige for sammenholdet, da de samler os på kryds og tværs. Værterne sørger for den gode stemning, og at der altid er aktiviteter, vi kan give os til. Det er dejligt, at de gider bruge tid og kræfter på at arrangere en god juleaften. Det sætter jeg stor pris på”, fortæller Anne.

Traditionel jul

Sidste år satte coronarestriktioner en stopper for det traditionelle julearrangement. Men under normale omstændigheder er der cirka 60 blinde og svagsynede, som holder juleferie på Fuglsangcentret. 

”Det er typisk en fast kerne, som kommer igen år efter år, men der kommer også nye til, der måske lige har mistet synet, eller hvor ægtefællen er død. Men det er kun hyggeligt at lære nogle nye at kende”, siger Anne, der forklarer stemningen som hyggelig og varm.

Når gæsterne indfinder sig på hotellet, bliver de ofte mødt af en dejlig duft af jul og andesteg. For gæsterne har en helt traditionel jul i vente med alt, hvad dertil hører – julepynt, julesalmer, and og flæskesteg samt risalamande med kamp om mandlen. Og alle spiser sammen ved veldækkede langborde, der er pyntet med dug og servietter, mens snakken går lystigt.

Anne spiller på klaver, hvor der i forgrunden står to guld fyrfarsstager og en strikket nisse
Copyright Henrik Frydkjær

”Det er dejligt, at jeg bare kan sætte mig til bords og nyde det. Jeg skal ikke bekymre mig om noget, da der er sørget for det hele. Det er den rene luksus, at der bliver kræset for os”, fortæller Anne, der forbinder julen med traditioner. Og traditioner er der også på Fuglsangcentret, hvor gæsterne altid hjælper hinanden med at pynte juletræ om formiddagen juleaftensdag. Tjenerne sørger for at pynte de øverste grene, mens gæsterne selv klarer resten. Om eftermiddagen bliver gæsterne hentet i minibusser og kørt til julegudstjeneste i den lokale kirke, hvor der er reserveret bænke. Og netop derfra har Frits et ganske betydningsfuldt minde fra sin første jul på Fuglsangcentret. 

”Jeg må indrømme, at jeg fik noget blanke øjne, da jeg sad i kirken, og orgelmusikken spillede. Jeg følte mig så alene uden min familie. Det bemærkede kvinden ved siden af mig, som kærligt klemte min hånd. Det rørte mig, og jeg indså, at jeg alligevel ikke var alene, fordi jeg havde alle de andre på Fuglsangcentret at fejre min jul med”, forklarer Frits.

Juleglæden genfundet

Når julemiddagen er overstået, er det tid til at danse om juletræet, hvor Anne gladelig spiller for på de velkendte julesalmer, da hun er uddannet pianist. De slutter altid af med 'Nu det jul igen', hvor Fuglsangcentrets afkroge afsøges med en julekædedans, og hvor det typisk er en seende, der fører an.

”Det er hyggeligt at holde så stor en jul. Der er i hvert fald ingen problemer med at nå rundt om juletræet. Sommetider er vi nødt til at være to kæder. Jeg kan ikke mindes en eneste gang, hvor der var dårlig stemning i løbet af de år, jeg har holdt jul her. Alle er glade og interesserede i en god aften”, siger Frits, og Anne er enig. Hun har svært ved at forestille sig en jul uden Fuglsangcentret.

”Hvis man er ked af at sidde alene juleaften, så skal man komme over til os på Fuglsangcentret, så genfinder man hurtigt juleglæden i det dejlige samvær med andre”, smiler Anne stort.