Barbie har fået synshandicap
For første gang ser verden i dag en Barbie med synshandicap. Mattel sender den populære pinup-dukke på markedet med mørke briller, blindestok og en teksturrig flæsenederdel, så man kan mærke hvordan Barbies tøj faktisk ser ud. På pakningen er navnet Barbie desuden skrevet med braille.
Det er bare en festdag for alle børn med synshandicap, der kan spejle sig i det verdensberømte ikon og se deres eget liv og vilkår spejlet i Barbie.
”Hvis man selv går med stok, så er det den virkelighed, man er i til hverdag. Dukken betyder, at man kommer tættere på den forestillingsverden, man har som blind eller stærkt svagsynet barn”, siger Diana Stentoft, næstformand i Dansk Blindesamfund, der har fået en travl dag på kontoret med lanceringen af den blinde Barbie.
”Det er altså vildt. Nyheden er kommet ud i hele verden på store medier som The Guardian, BBC osv. Herhjemme er der også stor interesse fra mediernes side. Det er rigtig dejligt og en god mulighed til at sætte fokus på synshandicap”, siger Diana Stentoft.
Barbiedukken med synshandicap er udviklet i samarbejde med American Foundation for the Blind for at sikre den bedste repræsentation af mennesker med synshandicap.
Barbie med synshandicap kan allerede nu købes online og kommer i butikkerne senere på sommeren.