Blæser der mon snart nye og mildere vinde, når der skal bevilges hjælpemidler?
Af Jesper Bentil Holten, forretningsudvalgsformand. Udgivet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 7, 2024.
Som blinde og svagsynede kender langt de fleste af os til de besværligheder, vi ofte støder på, når vi skal ansøge om basale og dagligdags hjælpemidler. Lange sagsbehandlingstider, afslag fra kommunen, besværet hvis en afgørelse skal ankes, og udfordringerne i at få den nødvendige oplæring i brugen af hjælpemidlet gør, at nogle ikke får ansøgt om hjælpemidlet eller betaler for anskaffelsen selv, fordi det er hurtigere og lettere.
Gennem mange år har vi i Dansk Blindesamfund kunnet notere os, at det er blevet vanskeligere at få bevilget synskompenserende hjælpemidler samt at få den nødvendige undervisning og instruktion i at anvende dem. Det er blandt andet blevet eksemplificeret i vores prisbelønnede podcast ”Stokke-eksperimentet”, hvor Jens Bromann fortæller om de stigende udfordringer, der er ved blot at få bevilget en simpel mobility-stok.
Hovedbestyrelsen i Dansk Blindesamfund vedtog sidste år et positionspapir om de krav og ønsker, vi i Dansk Blindesamfund har til rådgivning, udredning, bevilling og undervisning i anvendelsen af hjælpemidler. Positionspapiret og de krav, vi stiller, kommer os nu til gavn i det politiske arbejde, der nu for alvor skal i gang.
Det gør det, fordi regeringen den 2. maj offentliggjorde den længe ventede rammeaftale på handicapområdet, som er vedtaget mellem regeringen, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Den politiske aftale rummer mange elementer ud over hjælpemiddelområdet, og vi har en række bekymringer, ikke mindst om aftalens indvirkning på økonomien på handicapområdet i fremtiden, og frygt for, at der på trods af gode intentioner vil ske forringelser på handicapområdet.
Men aftalen rummer også en række potentielt positive elementer, som kan blive til fordel for handicappede i almindelighed, og blinde og svagsynede i særdeleshed. Som led i aftalen skal tildelingen og adgangen til hjælpemidler forenkles. Konkret foreslås det, at der udarbejdes en positivliste over hjælpemidler, som uden sagsbehandling og visitering kan bevilges. Hvilke hjælpemidler, der kommer med på positivlisten ved vi ikke, før lovgivningsarbejdet går i gang.
Men simple dagligdags hjælpemidler såsom stokke og luppe er oplagte eksempler på simple hjælpemidler, som bør være med på listen. Vi vil arbejde for, at det helt generelt bliver lettere og hurtigere at ansøge om hjælpemidler, og at man lettere kan medtage hjælpemidler på tværs af sektorer, f.eks. hvis man har fået bevilget computer og synskompenserende udstyr under ens uddannelse så kan fortsætte med at anvende udstyret, mens man søger job efter endt uddannelse.
Men der er også behov for, at den nødvendige rådgivning og viden om hjælpemidler i et fremtidigt synsfagligt system er til stede, hvor den relevante specialviden og faglige ekspertise rent faktisk bliver anvendt ude i kommunerne.
Det er opløftende, at der ses på handicapområdet i det store perspektiv. Det er også positivt, at man vil se på bevillingen af hjælpemidler, så det bliver hurtigere og lettere at få f.eks. en mobility-stok i særdeleshed. Omvendt frygter vi, at kommunale økonomiske prioriteringer og hensyn i endnu højere grad end i dag kommer til at bestemme omfanget af den støtte, man kan få.
Derfor har vi også en klar opfordring til alle Folketingets partier, kommuner og regioner om, at økonomien ikke må sætte de gode intentioner og tanker, der faktisk findes i den politiske rammeaftale ud af kraft.
Hvis kortsigtede økonomiske prioriteringer i landets 98 kommuner fortsat skal sætte dagsordenen for dansk handicappolitik og de gode intentioner, der findes i aftalen om en bedre handicappolitik i Danmark, er skønne kræfter spildt hos os alle.
Vores klare opfordring er derfor: få udarbejdet en god positivliste over hjælpemidler, der bevilges uden sagsbehandling. Og sørg for, at de rigtige hjælpemidler bevilges hurtigt og let første gang, og at vi får tilstrækkelig undervisning i brugen af dem.
Lykkes det rent faktisk, så synes jeg, at nye og lunere vinde blæser på hjælpemiddelområdet. Men lykkes det ikke, er der måske snarere tale om en storm i et glas vand.