Blinde og svagsynede skal kunne arbejde og forsørge sig selv
Et personligt møde og et stærkt engagement førte Michael til at testamentere til blinde og svagsynedes ret til et aktivt arbejdsliv.
Tekst: Carolina Diaz-Lönborg Foto: Henrik Frydkjær
Michael er pensioneret bankmand, og han bor på Fyn. Han elsker hunde og har altid kæmpet for dem, der ikke altid har en stemme i samfundsdebatten. Michael og hans kone fik ingen børn, og da hans kone døde, tog han beslutningen om at give noget af sin arv til de blinde og svagsynede. I 2022 valgte Michael at testamentere til Dansk Blindesamfund.
Men hvorfor faldt valget på Dansk Blindesamfund? Det er nemlig ikke tilfældigt, at Michael gerne vil hjælpe netop denne gruppe. Læs Michaels historie og forstå, hvorfor han brænder for blinde og svagsynedes ret til et aktivt liv.
En lang karriere og et afgørende møde
Michael er vokset op flere forskellige steder og boede blandt andet i England i nogle af sine mest formative år. Efter sin uddannelse fra handelshøjskolen i København og en kort periode i reklamebranchen fandt han sin rette hylde i Danske Bank.
“Jeg er nok mere til regneark end markedsføring,” siger han med et smil.
Han arbejdede i bankens økonomistyring i hele 37 år. Det var også her, han for alvor fik øjnene op for, hvor vigtigt det er at hjælpe mennesker med synshandicap til at forblive på arbejdsmarkedet.
I Danske Bank havde Michael nemlig en kollega, der i en sen alder blev synshandicappet på grund af diabetes. Kollegaen arbejdede med IT-support og havde et gå-mod, som Michael beundrede. Kollegaen lod ikke sit synshandicap være en hindring for et rigt og aktivt liv.
“Jeg var tæt kollega med hans kone, og han var meget engageret i Dansk Blindesamfund. Der var ikke noget, der kunne stoppe ham. Han tog på sejlture og rejste rundt – hans synshandicap stod ikke i vejen for at leve livet fuldt ud,” fortæller Michael.
Da hans kollega begyndte at miste synet, fik han ubetinget støtte fra arbejdspladsen til at fortsætte sit arbejde i IT-support. Han blev udstyret med særlige skærme og andre tekniske hjælpemidler, der gjorde, at han kunne fortsætte i sit job. Udstyret og skærmene havde en høj økonomisk omkostning, men ifølge Michael tøvede banken ikke med at betale for, at deres medarbejder kunne fortsætte sit arbejde på trods af synstab. Da kollegaens syn blev yderligere forværret, fik han endda tilknyttet en personlig assistent, som også blev betalt af banken.
Oplevelsen gjorde stort indtryk på Michael, og det vækkede hans politiske og personlige holdning til blinde og svagsynedes rettigheder, og som han siger:
“Jeg forstår ikke, at det offentlige ikke kunne betale den slags hjælpemidler, så blinde og svagsynede kunne arbejde og forsørge sig selv? Det giver jo så god mening.”
Engagement og støtte til Dansk Blindesamfund
Michaels personlige holdning og professionelle indblik i blinde og svagsynedes vilkår ledte ham til at blive fast støtte hos Dansk Blindesamfund. Dette er snart 20 år siden, og det hele begyndte med købet af en førerhundekalender.
Senere blev Michael også medlem af Lions Club, en forening, som historisk har haft et stærkt fokus på at hjælpe blinde og bekæmpe sygdomme, der fører til blindhed.
Michaels indsigt i livet med synshandicap styrkes med årene, og da han selv har haft hund i mange perioder af sit liv, bliver fascinationen for førerhunde stadig større.
Beslutningen om at testamentere
Da Michael mister sin kone efter 46 år, begynder overvejelserne om fremtiden og testamente. Han havde læst i bidragydermagasinet Øjeblikket, at Dansk Blindesamfund tilbyder økonomisk støtte til oprettelse af testamente.
Det blev en afgørende faktor for hans beslutning:
“Det gjorde det nemt at tage skridtet og tænke jer ind i mit testamente.”
Et ønske om større fokus på beskæftigelse
Under samtalen vender Michael flere gange tilbage til én særlig mærkesag: beskæftigelse.
Han udtrykker stor respekt for Ældre Sagens evne til at påvirke den politiske dagsorden – noget, han gerne så Dansk Blindesamfund gøre mere af.
Samtidig mener han, at alt for få mennesker med synshandicap får mulighed for at bruge deres kompetencer på arbejdsmarkedet:
“Min kollega kunne sagtens arbejde videre i IT-support, selv efter at have mistet synet. Jeg er sikker på, at mange flere med synshandicap kunne arbejde – for eksempel inden for IT eller kundeservice – hvis de fik den rette støtte.”
Det er netop denne sag, han håber, organisationen vil kæmpe endnu mere for i fremtiden.
Hvis han selv skulle bestemme, hvordan hans arv skal bruges, er han dog ikke i tvivl:
“Så skulle det gå til uddannelse af førerhunde.”