Blinde og svagsynede trodser synshandicap og trækker i løbeskoene
Svigtende syn er ingen hindring for at leve et aktivt liv. Det beviste 13 blinde og svagsynede, da de deltog i ALT for damernes Kvindeløb med en ledsager ved deres side.
Vejret er dårligt, skoen klemmer, og sofaen lokker. Det kan være svært at motionere hver uge, og de dårlige undskyldninger står i kø. Men det gælder ikke for de 13 gåglade kvinder med synshandicap og deres ledsagere, som var mødt op på Femøren i København til ALT for damernes Kvindeløb.
Ikke engang svigtende syn kan holde dem tilbage fra at trække i løbeskoene. Det vigtigste er dog ikke en hurtig gåtid, men derimod en hyggelig aften i godt selskab med andre blinde og svagsynede.
Alle er udstyret med gule veste, hvor der står henholdsvis ”blind” eller ”guide”, som kan ses på lang afstand. Bente har sin førerhund med, der også er udstyret med gul vest med symbol af manden med den hvide stok. Det vækker opsigt på gåruten, og generelt sendes der lange blikke efter de gule veste.
Støttende arm fra ledsager
Flertallet har en ledsager med, som sørger for, at den blinde eller svagsynede kommer sikkert frem. Ledsagerens fornemmeste opgave er at vise vej og styre uden om forhindringer. De agerer øjne for de blinde deltagere. Anja og Susanne er nogle af dem, der benytter sig af assistance til aftenens gåtur i form af deres gode ven Christian, der har en under hver arm. Hverken Anja eller Susanne har deltaget i et motionsløb før, men anså det som en god mulighed for at få rørt sig og prøve noget nyt.
”Jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at prøve og opleve den gode stemning. Det er meget sjovere at være fælles om det end at gå alene”, forklarer Susanne Pedersen, som er vant til at gå lange ture. Det er dog klart en fordel at have en ledsager med.
”Når vi har en seende med, kan vi gå nogle andre ruter, end vi er vant til. Jeg kan nogle få ruter, som jeg er tryg ved at gå alene, så det er skønt at opleve noget nyt og gå nogle længere ture”, siger Anja Støvring og understreger, at en ledsager er helt essentielt for, at hun kan deltage i et motionsløb som dette.
”Uden ledsager vil det være helt umuligt for mig at deltage i sådan et løb, hvor jeg ikke kan finde vej. Det vil også være meget mere ressourcekrævende og tage over dobbelt så lang tid at gennemføre. Men med en ledsager kan jeg spare på kræfterne og gå raskt til”, fortæller Anja, der har blindestokken i den ene hånd og et godt greb om Christians albue med den anden hånd.
Karina er mine øjne
Motionsappen Move United, som forbinder mennesker med synshandicap med frivillige motionister, har været behjælpelig med at stille ledsagere til rådighed. Det er der flere, der har benyttet sig af. En af dem er Jane Nielsen, der lige har mødt sin ledsager for første gang.
”Det er vores første møde og første gåtur, så det bliver spændende”, siger Karina, som på gåturen gør sig umage med at guide Jane. Hun fortæller hende, hvornår hun skal passe på, og om der kommer kanter, hvor hun skal løfte foden lidt ekstra.
”Skarpt sving til højre” og ”Vi tager et blødt sving over græsplænen, inden vi er tilbage på fliserne igen”, bliver der instrueret, så Jane hele tiden har en god føling med, hvad der venter forude. Det giver en tryghed for Jane, som slet ikke var kommet af sted, hvis ikke hun havde mulighed for at følges med en ledsager.
”Jeg ville aldrig kunne gå en fem kilometer ukendt rute uden ledsager. Der er alt for mange mennesker, jeg skal navigere udenom, og jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle gå. Karina er mine øjne”, forklarer Jane, der godt kan lide at bruge kroppen og være aktiv.
Fornyet energi
”Det er rart at komme ud og bevæge mig og mærke luften, duften og stemningen. Jeg kan godt lide at gå en tur og lytte til fuglene, mærke solen og dufte til naturen. Når jeg kommer hjem, har jeg en god følelse af, at jeg har gjort noget og ikke bare ligget på sofaen hele dagen. Det giver mig overskud til resten af dagens gøremål”, siger Jane, som ikke bare kan gå en tur, når hun har lyst, men er afhængig af at finde en ledsager.
”Jeg er førerhundebruger, så jeg går ture med hunden, men jeg skal stadig bruge energi på at vide, hvor vi er og give instrukser. Men hvis jeg går med en, kan jeg gå for bare at gå og få et ordentligt tempo på, i stedet for at koncentrere mig om, hvor skal jeg hen.
Jeg kan bruge energi på noget andet”, understreger Jane, som er opmærksom på at italesætte, hvad hun foretrækker. Hun hader nemlig at gå langsomt. Derfor er Jane og ledsageren Karina enige om, at god kommunikation og åbenhed er det vigtigste.
”Det er noget helt nyt for mig, så jeg skal lige finde ud af, hvordan og hvorledes vi gør det bedst. Men vi blev ret hurtige enige om, at det er bedre at spørge eller sige til, hvis der er noget, man er i tvivl om”, fortæller Karina, som er sikker på, at det ikke er sidste gang, hun melder sig som frivillig ledsager.
Ny udfordring
De fleste havde tilmeldt sig gåturen på fem kilometer, men Hazel Gezen udfordrede sig selv ved at løbe ti kilometer. Hun er født med øjensygdommen Lebers, som har taget en stor del af synet. I dag er hun næsten blind, men alligevel forhindrer det hende ikke i at leve en aktiv hverdag.
Hun spiller på landsholdet i blindesporten goalball, styrketræner og løber kortere ture flere gange om ugen. Hidtil har det været på egen hånd, da hun løber på kendte ruter i lokalområdet, men nu har hun fået en forsmag på, hvilken forskel det gør at have en ved sin side.
”Det var en rigtig god tur. Efter at have prøvet at løbe med en ledsager, vil jeg ikke være det foruden, hvis jeg melder mig til et løb igen. Nu hvor solen skinner, kan jeg for eksempel ikke se ruten. Men selv hvis jeg kunne se ruten, ville jeg bruge meget energi på det, hvilket er på bekostning af fart eller noget andet”, siger Hazel, som løb distancen på en time og fire minutter.
Hep og opbakning
Undervejs på ruten modtog de flere positive kommentarer og imponerede blikke.
”Der var flere, som sagde respekt og godt gået og gav highfives. Generelt synes jeg, at folk er søde til at tage hensyn, når man har de gule veste på ude i det offentlige rum”, forklarer Flemming, som var Hazels ledsager.
Og netop folks reaktion var uvant for Hazel, som fik tilføjet et nyt perspektiv i forhold til omverdenens syn på blinde og svagsynede.
”Flemming fortalte noget interessant, at man som seende måske ikke er vant til at se blinde og svagsynede bevæge sig på den her måde i offentligheden. Den dimension har jeg egentlig ikke tænkt på, men jeg kan godt lide, hvis det sender et signal om, at man godt kan, og at jeg på den måde kan være med til at nedbryde nogle fordomme”, smiler Hazel, der primært dyrker motion for sin egen skyld, da hun kan overføre mange af motionens kompetencer til hverdagen.
”Jeg kan godt lide at blive stærkere for hver dag. Det giver mig en ballast, som jeg kan trække på i hverdagen. Hvis noget for eksempel går ad helvede til på arbejde, ved jeg, at jeg kan modstå det mentale pres, for det kan jeg i sportens verden”, fortæller Hazel.
I de kommende uger bliver ALT for damernes Kvindeløb også afholdt i Fredericia, Odense, Aarhus og Aalborg, hvor blinde og svagsynede også vil trække i løbeskoene og deltage.