Blinde Silas skal ikke sidde på bageste række og falde mere og mere bagud fagligt og socialt
Silas går i 6. klasse, men hans faglige niveau svarer til 3. klasse. Han kan nemlig ikke se, hvad læreren skriver på tavlen. Alligevel har man ikke vurderet, at han skal have støtte mere end 15 lektioner om ugen
Af Diana Stentoft, næstformand i Dansk Blindesamfund og Lars Holm Sørensen, far til Silas. Debatindlægget er bragt i Information den 13. juli 2024
Silas er 12 år og kan næsten ikke se noget. Lige nu har han kun 10-15 procents syn, men han kan forvente endnu mindre. Han går i 6. klasse, men hans faglige niveau svarer til en elev i 2. eller 3. klasse.
Han kan ikke se, hvad det er, læreren skriver på tavlen, og når resten af klassen er urolig, eller det har været en lang dag, og læreren ikke har overskud nok til at fortælle ham, hvad der står, bliver Silas sat ned bagest i klassen med en lydbog i ørerne, mens undervisningen fortsætter uden ham.
Det kan ikke undgås, at det også går ud over det sociale. Han kan ikke gå til fodbold eller spejder. Når der er gruppearbejde, bliver Silas valgt til sidst, og hvis læreren laver grupperne, siger dem i Silas’ gruppe »Ej, hvorfor skal vi være sammen med ham?«
Når det bliver for meget for ham, og det gør det tit, løber han grædende ud af klasseværelset og gemmer sig bag en stor plante eller finder et træ at klatre op i. Skolen er et helvede for ham.
Silas’ historie er dybt ulykkelig, men langtfra enestående. I et land, hvor vi bryster os af, at alle har fri og lige adgang til uddannelse, står vi blinde og svagsynede ofte uden for. Blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer i alderen 30-34 år har hele 46 procent grundskolen som højest gennemførte uddannelse. For befolkningen som helhed er det tal bare 15 procent.
Alt for ringe hjælp
Silas har ganske vist fået en skærmlæser på sin computer, der skal gøre det muligt for ham at få læst højt, hvad der står. Men han har ikke modtaget nogen undervisning eller instruktion i, hvordan den virker. Hvordan skal en 12-årig kunne finde ud af det selv?
Tidligt i hans skoletid blev der bevilget støtte syv gange om ugen. Først efter lang tid fandt hans forældre ud af, at det ikke var syv timers hjælp, men syv kvarter om ugen. Efter hans forældre pressede på, blev det langsomt skruet op til ni skoletimer a 45 minutter om ugen.
En dag kom Silas hjem og var så ulykkelig, at han sagde, han ville tage en kniv med i skolen og stikke de andre i maven med, hvis de drillede ham igen. Efter den episode gik skolen med til at øge til 15 skoletimer om ugen.
Kan det være rigtigt, at vi skal helt derud, før en blind dreng får bare en smule hjælp? Og kan det være rigtigt, at han skal nå at indhente fem skoleår ved hjælp af 15 skoletimers individuel hjælp om ugen?
Som Silas’ far kan skrive under på, prøver både mor og far at hjælpe alt det, de kan. Der er bare det ved det, at de også selv er blinde. Silas’ skole forventer, at forældrene støtter med læsning derhjemme. I de tidlige klasser 20 minutter om dagen og også gerne lidt matematik. Men da Silas kom hjem med en bog og nogle regneopgaver, hverken han eller hans forældre kunne se, ja, så er det klart, det ikke blev gjort.
Og når Silas dag efter dag kommer i skole og ikke har lavet lektier, får han at vide fra lærerne, at han bare kan tage en lydbog i ørerne, mens de andre har time. Det skal han ikke bekymre sig om, siger de.
Blinde kan sagtens blive ph.d.er
Men det bør vi alle bekymre os om. Det at få en uddannelse er en genvej til et liv med muligheder. Særligt i en tid, hvor arbejdsmarkedet skriger på kvalificeret arbejdskraft, er det vigtigere end nogensinde, at vi får så mange med som muligt.
I dag er der 61.800 unge, der hverken er i arbejde eller i beskæftigelse. Blandt dem er der også en del blinde og svagsynede danskere, og det er en skam. For ikke alene har vi som samfund ikke råd til, at motiverede mennesker efterlades uden en kompetencegivende uddannelse, men også fordi vi synshandicappede sagtens kan gennemføre langt de fleste uddannelser, hvis vi får de rette hjælpemidler.
Således har 16 procent en lang videregående uddannelse. Der er endda nogle, der tager det endnu længere og læser en ph.d. Der er blinde præster, der sidder i den offentlige administration og i store danske virksomheder.
Men kampen for at få den rette støtte kræver noget af et overskud. Mange forældre til synshandicappede børn og studerende med synshandicap beskriver det som en ekstra fuldtidsstilling at skulle navigere i offentlige systemer, hvor den ene forvaltning ikke taler sammen med den anden, og hvor man skal kende til specifikke lovparagraffer og ofte gennem et ankesystem, før man får den støtte, man har ret til, og som er en forudsætning for, at man kan passe sin uddannelse.
Ifølge en undersøgelse fra Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede oplever to tredjedele, at koordinerende indsatser mellem aktører og tiltag samt samarbejdet med kommunen er dårligt til svingende.
Over halvdelen oplever, at forholdet til de andre børn, hensynet til en handicappet i forbindelse med klasseudflugter og særlige lejligheder samt at den faglige læring er dårligt til svingende. Og skolerne bruger også alt for sjældent de tilbud om viden og opkvalificering af lærere til at arbejde med blinde og svagsynede elever, som findes.
Det gælder også for Silas. Efter mange år med manglende støtte er det rigtige nu, at han kommer i en specialklasse, hvor der bliver taget hensyn til hans synshandicap, og hvor der er uddannet personale, der kan hjælpe ham med de synskompenserende hjælpemidler og den faglige og sociale udvikling.
For Silas er det indtil videre endt et grimt sted, men det burde aldrig være kommet hertil. Det havde det sandsynligvis heller ikke gjort, hvis Silas var blevet givet den rette støtte fra begyndelsen. Det er bare ikke sket, og nu er vi her, hvor det virker umuligt at få rettet op. Især uden en plads i en specialklasse.
Stor gevinst ved at støtte unge og børn med handicap
I Silas’ sag er det skolen selv, der skal afgøre, om han har behov for at gå i en specialklasse. Og det har skolen vurderet, at han ikke har ad flere omgange. Sammen med Dansk Blindesamfund har Silas’ forældre for nylig sendt mange års faglige undersøgelser til Børne- og Ungeforvaltningen. Tænk, at det skal være nødvendigt.
I Dansk Blindesamfund er den eneste forklaring, vi kan forestille os, økonomi. Det er dyrt, det specialiserede socialområde. Og det er noget, politikerne er begyndt at foreslå, der skal spares på. Samtidig er det også op til skole og kommune at beslutte, om man vil lytte til de anbefalinger og vurderinger, der blandt andet er givet fra synsfaglige eksperter. De enkelte lærere forsøger som udgangspunkt at gøre det bedste, de kan, men rammerne tillader dem ikke ret meget, så længe der er en stopklods i systemet.
Det er svært at se, at man har lyttet særlig godt til det i Silas’ sag, som ligger under Københavns Kommune, og man kan spekulere på, om der selv i landets største kommune er et system og nogle arbejdsgange, der er gode nok, når det handler om blinde og svagsynede børn og unge.
Det er dyrt for samfundet ikke at give god støtte i uddannelsessystemet og dermed henvise helt unge med handicap til et liv på overførselsindkomst. I 2021 slog COWI fast, at den samfundsøkonomiske gevinst ved at løfte ti procent af danskere med handicap bare et enkelt uddannelsesniveau op vil være over 12 milliarder kroner.
Lad os gå den vej i stedet. Der er meget at vinde ved at se potentialet i mennesket i stedet for begrænsningen. Hvis ikke ved vi allerede, hvordan det vil gå: med en blind dreng, der gemmer sig grædende oppe i et træ.