Børn og unge med synsnedsættelse bryder grænser, indgår i fællesskaber og får venner for livet på sommerskole

”Fællesskab” er årets tema, og der er igen i år stor tilslutning til årets Sommerskole for elever med synsnedsættelse på Synscenter Refsnæs. Mange børn og unge i målgruppen oplever udfordringer med at være en del af fællesskaber i deres hverdag - på Sommerskolen er alle med.

Sommerskoleelever holder i hænder i rundkreds til dans

Så er det atter blevet tid til den årlige sommerskole på Synscenter Refsnæs i Kalundborg. Arrangementet er den 56. udgave og afholdes i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og Parasport Danmark fra den 30. juni til den 5. juli 2024. Der venter eleverne en uge med en række fysiske og kreative aktiviteter.

Hele 85 børn og unge med synsnedsættelse fra hele landet begynder sommerferien på Synscenter Refsnæs. Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de er alene om det at leve med en synsnedsættelse. På sommerskolen møder de andre børn og unge med synsnedsættelse, hvilket giver eleverne en god mulighed for at sparre og spejle sig i hinanden.

Der afholdes desuden 3 dages MINI-sommerskole for de mindste elever fra søndag til tirsdag. De deltager sammen med elevernes lokale synskonsulent eller anden ressourceperson, der introducerer eleven til lejrlivet. Det er fjerde år i træk, at de yngste får denne chance, og erfaringerne er rigtig gode. Flere af sidste års deltagere på MINI-sommerskolen har nemlig valgt at være med hele ugen i år. Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telte og tilbereder maden over bål.

Mandag den 1. juli 2024 kl. 9.00 åbnes sommerskolen officielt, og så er bolden givet op til en uge fyldt med fysisk aktivitet, musik og sang. Både på Munkesø Stadion, i Synscenter Refsnæs’ svømmehal, gymnastiksal, sportsplads og musiklokaler vil eleverne blive udfordret af fysiske og musiske aktiviteter forenet i fællesskaber og forhåbentligt være en stor oplevelse rigere.

De yngste indleder ugen med svømmeundervisning i svømmehallen og skal tirsdag sammen med resten af sommerskolen til atletikdag på Munkesø Stadion. De ældste elever er mandag i aktion i musiklokalerne, hvor skabelsen af en ny sommerskolesang er en af aktiviteterne. Onsdag og torsdag er der mulighed for at prøve kræfter med goalball, showdown og forskellige kreative aktiviteter. I løbet af ugen er der desuden mulighed for en ridetur på islandske heste på sportspladsen. Sommerskolen afsluttes med den traditionsrige mini-triatlon med medaljeoverrækkelse. Sidst, men ikke mindst, afsluttes sommerskolen med en sommerskolefest med pizza, sodavand, popcorn og optræden af sommerskolebandet ”Camp Band”.  

Dansk Blindesamfund bidrager velvilligt med fondsmidler, som man har søgt til formålet.