Børn og unge med synsnedsættelse bryder grænser på sommerskole

”Krop og bevægelse” er årets tema, og der er stor tilslutning til årets Sommerskole for elever med synsnedsættelse på Synscenter Refsnæs. Mange er i forvejen udfordret i hverdagen for at blive en del af fællesskabet, hvor de med deres synsnedsættelse naturligt skiller sig ud fra deres klassekammerater.

Så er det atter blevet tid til den årlige sommerskole på Synscenter Refsnæs i Kalundborg. Arrangementet er den 55. udgave og afholdes i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund fra den 25. juni til den 30. juni 2023. Igen i år er Parasport Danmark medarrangør, og der venter eleverne en uge med udendørs aktiviteter i vand og på land.

82 børn og unge med synsnedsættelse fra hele landet begynder sommerferien på Synscenter Refsnæs. Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de med deres synsnedsættelse skiller sig ud fra deres klassekammerater. På sommerskolen møder de andre børn og unge med synsnedsættelse, hvilket giver eleverne en god mulighed for at sparre og spejle sig i hinanden. Der afholdes desuden 3 dages MINI-sommerskole for de mindste elever fra søndag til tirsdag. De deltager sammen med elevernes lokale synskonsulent eller anden ressourceperson, der introducerer eleven til lejrlivet. Det er tredje år i træk, at de yngste får denne chance, og erfaringerne er rigtigt gode. Flere af sidste års deltagere på MINI-sommerskolen har nemlig valgt at være med hele ugen i år.

Thea 16 år, Alina 17 år og Sarah 16 år holder om skuldrene på hinanden og smiler til kameraet
Foto: Henrik Frydkjær. På sommerskolen får eleverne venner, som varer meget længere end selve sommerskolen.

Mandag d. 25.6.2023 kl. 9.00 åbnes sommerskolen officielt, og så er bolden givet op til en række aktiviteter ugen igennem med bevægelse som det gennemgående tema. Både på den lokale idrætsplads, i svømmehallen, gymnastiksalen og hos CrossFit Kalundborg vil der være aktiviteter.

De yngste indleder ugen med svømmeundervisning i svømmehallen, og skal tirsdag opleve og medvirke i underholdning ved Kalle Mathiesen, der er kendt fra DR Ramasjang. De ældste elever prøver kræfter med goalball, et særligt boldspil udviklet til mennesker med synsnedsættelse. Alle deltagere skal prøve deres fysiske og mentale styrke i den japanske kampsport Judo, og så lægger CrossFit Kalundborg gulv til en gang fysisk træning for de ældste elever. I løbet af ugen er der desuden mulighed for en ridetur på islandske heste. Sommerskolen afsluttes med den traditionsrige mini-triatlon.

Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telt og tilbereder maden på bål, hvis ikke der er afbrændingsforbud. Uanset alder skal de i løbet af ugen selv holde hus med deres ejendele i teltet. Sidst men ikke mindst vil de engagerede medarbejdere holde traditionen i hævd med Sommerskolesangen, Stjerneløb, Pizzafest, og om vejrguderne vil bålhygge.

Det udvidede samarbejde om sommerskolen mellem Synscenter Refsnæs og Dansk Blindesamfund kan i år fejre 10 års jubilæum. Dansk Blindesamfund bidrager med fondsmidler, som man har søgt til formålet.