Børnenes glæde er jul for mig

Ask Abildgaard har en særlig juleaftale med en karrysalat og en kammerat, der hjælper med julegaverne. Læs, hvordan landsformanden i Dansk Blindesamfund fejrer jul

Hvad betyder julen for dig?

Julen er den tid på året, hvor vi samles. Det betyder meget for mig. Det var ikke givet, at jeg ville få en familie og noget, jeg spekulerede meget over, da jeg var ung med et synshandicap. Nu har jeg en kone og to dejlige børn. Jeg er meget taknemmelig og sætter måske ekstra pris på det i netop julen, fordi jeg ved, at så mange mennesker med synshandicap lever alene og sidder alene juleaften. Hvert år inviterer vi til juleaften på Fuglsangcentret, så ensomme blinde og stærkt svagsynede ikke skal sidde alene. Her er der et fællesskab og en familie at høre til. For nogen bliver det en helt særlig tradition at være på Fuglsangcentret i juledagene, og det bliver ikke jul uden at være netop der. Det glæder mig, og jeg sender altid en tanke mod Fuglsangcentret hen ad eftermiddagen juleaften. Jul for mig er også tid til eftertænksomhed. I år skal vi holde jul hos mine forældre, og der har vi en dug på bordet, som min farmor var ved at brodere, da hun døde. Den blev ikke færdig, men den er et minde om hende, og vi sender hende altid en tanke, når vi sidder omkring bordet med den ufærdige dug på.

Hvornår er det rigtig jul for dig?

Når vi helt op til jul kører ud og køber juletræ. Indtil jeg fik børn, var jeg nok ikke så rørstrømsk omkring julen, men da min søn Magne var to år, kan jeg huske den juleaften, hvor vi dansede om træet, og han hoppede og sprang af glæde. Det gik lige i hjertet på mig, og det gør det stadig – børnenes begejstring og glæde. Det er jul for mig.

Flora sidder i en bærestol, som Ask har på ryggen
Copyright Henrik Frydkjær

Hvad er dit bedste juleminde?

Da jeg som 7-8 årig fik et udstoppet egern i julegave. Da jeg sad med egernet mellem mine hænder, så jeg for første gang i mit liv et egern. Min far var biolog, og vi var meget optaget af naturen, så vi var meget ude, og mine forældre fortalte om naturen omkring mig, men det der med at få den mellem hænderne, det husker jeg som en helt særlig betydningsfuld gave.

Har du en særlig juletradition?

Det må være karrysalaten 2. juledag. For mig er det store kolde julebord noget jeg ser frem til. Lige så længe jeg kan huske tilbage, har min far lavet en karrysalat, og det er ikke rigtig jul uden den. Der er små tern af asie og kartoffel i, og det er et stridspunkt mellem mig og min frue, for hun vil jo have æbler i og ikke kartofler. Men nu kan jeg ikke tåle æbler, og så er kartoffel jo det rigtige.

Hvordan pynter du op til jul?

Vi bruger faktisk meget af den julepynt, som Dansk Blindesamfund har udviklet gennem årene, fordi den er taktil. Jeg er særligt glad for årets engel, fordi jeg synes det er så smukt med stjernen, der viser vej og lyser op i mørket. Den er også så tydelig for mine fingerspidser. Jeg kan mærke, hvad det forestiller, og det gør mig glad. Vi går også ud i naturen op mod advent og finder mos og kogler, og så sidder vi med børnene og laver juledekorationer.

Er der noget, der gør julen anderledes, når man har et synshandicap?

Det er en mørk tid på året, og dengang jeg kunne se lidt, var det meget besværligt med mørke og alle de stearinlys. Jeg kan huske, jeg gik Lucia-optog på fritidshjemmet. Jeg skulle jo være med som alle andre og var heldigvis omgivet af gode pædagoger, der hjalp mig, så jeg ikke gik ind i de andre med mit tændte stearinlys. Jeg var glad for at være med, men nemt var det ikke. Det med at købe gaver kan også være ret bøvlet. Jeg går på juleindkøb med en kammerat, og det har vi gjort i årevis. Vi har måske ikke set hinanden hele året, men vi går altid ud og handler julegaver sammen. Så får vi også et stykke smørrebrød og en øl. Så lidt hjælp til gaverne, det har jeg brug for, og ellers er der ikke så meget, der er anderledes for mig.