Brita giver sin arv til førerhunde
Brita Jensen har truffet en beslutning, der rækker langt ud over hendes eget liv. Hun har valgt at betænke Dansk Blindesamfund i sit testamente - med et særligt ønske om at støtte arbejdet med førerhunde.
Tekst: Carolina Diaz-Lönborg Foto: Henrik Frydkjær
For halvandet år siden mistede Brita sin mand. Efter en kort indlæggelse døde han pludseligt på hospitalet. Hun nåede ikke at sige farvel. Siden har hun boet alene i huset på Amager, som de købte sammen for mange år siden.
”Det var, da min mand døde, og jeg stod helt alene. Jeg kan jo risikere at falde om i morgen, og vi har jo ikke børn,” siger hun.
Tanken om fremtiden meldte sig hurtigt – og med den spørgsmålet: Hvad skal der ske med det, jeg efterlader?
Igennem hele Britas liv har hun haft en ansvarsfølelse for dem, der ikke altid bliver set eller hørt. Hendes beslutning om at skrive Dansk Blindesamfund ind i sit testamente er derfor et eksempel på hendes ønske om at hjælpe disse mennesker– også langt ude i fremtiden.
Fra Møn til Nordvest – et liv med ansvar fra begyndelsen
Brita voksede op på en gård på Møn, hvor hun fra barnsben var vant til at tage ansvar. Hun passede børn hver weekend, hjalp i marken og deltog i alt det praktiske på gården.
”Vi lavede alting selv. Vi dyrkede grøntsager, slagtede høns og grise. Det var luksus, hvis man skulle købe noget,” fortæller hun.
Som 18-årig blev hun sendt til København for at hjælpe sin onkel, der stod alene med tre små drenge, efter hans kone døde. I Nordvest boede hun nu og passede børn – og det var her, hun mødte manden, der skulle blive hendes livspartner.
Han arbejdede som mekaniker på ESSO-tanken for enden af vejen, hvor de boede, og blev hurtigt inviteret på kaffe hos Britas onkel. ”Han legede med børnene og kørte dem rundt i store amerikaner-biler. Børnene var så glade for ham.” Og så blev jeg jo helt gelé,” siger Brita med et smil.
De flyttede hurtigt sammen, giftede sig og boede i en lille lejlighed på Vesterbro uden bad og med fælles toilet i gården. Brita arbejdede i en kantine og senere som smørrebrødsjomfru. Hendes mand skiftede fra mekaniker til gulvlægger, da arbejdet blev for hårdt for kroppen. Sammen sparede de op til huset på Amager – det hus, Brita stadig bor i.
De fik aldrig børn. ”Jeg havde passet så mange. Til gengæld rejste vi, gik ud at spise og tog på kro i weekenderne. Vi havde det sjovt.”
En dyreven med empati
Gennem hele livet har Brita haft blik for andre menneskers vilkår – og en særlig kærlighed til dyr. Hun har haft flere hunde, senest en sort labrador.
”De er noget af det mest herlige,” siger hun.
Interessen for førerhunde opstod, da hun så et tv-program om deres betydning for mennesker med synshandicap. Senere mødte hun arbejdet igen på en handicapmesse – og blev dybt berørt. Hun begyndte at følge Dansk Blindesamfund, støtte økonomisk og få tilsendt førerhundekalenderen. Brita støtter flere velgørende organisationer, men Dansk Blindesamfund har en særlig plads i hendes hjerte.
”Der skal da så meget hjælp til dem, der er blinde. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan diskutere, om de må få ledsagelse. Tænk at stå og lave mad og ikke vide, om det er muggent.”
Selvfølgelig skal man have en førerhund
Beslutningen om at give sin arv handler for Brita ikke om store ord, men om helt konkret at sikre basale rettigheder for andre. F.eks. at kunne komme udenfor sit hjem, også selvom man har et synshandicap.
Hvordan håber Brita, at Dansk Blindesamfund kan bruge hendes arv i fremtiden?
”Jeg håber, det går til førerhunde. Nogle kan måske klare sig med en stok – men dem, der slet ikke kan se, de skal da have en hund. Helt ærligt.”
Med sin beslutning er Brita med til at sikre, at mennesker med synshandicap også i fremtiden kan få den støtte, der giver frihed, tryghed og selvstændighed i hverdagen.
Vi er dybt taknemmelige for Britas støtte og for den forskel, hendes beslutning vil gøre for mennesker med synshandicap.
Vil du også være med til at gøre en forskel i fremtiden? Her kan du læse mere om arv og testamente