Bruddet på dagligdagens rammer åbner nye horisonter
Af Sofie Monggaard, forretningsudvalgsformand. Udgivet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 2, 2024.
Jeg er et kontrolmenneske. Jeg befinder mig bedst i situationer, hvor jeg ved, hvad jeg kan forvente, og hvordan jeg kan kompensere for mit synshandicap, så jeg ikke ender i noget, som er for vanskeligt at klare. Jeg er netop hjemvendt fra en spændende, men udfordrende måned i Australien med min kæreste – på tre ben og med fem procent syn. Jeg er selv helt blind, mens han er underbensamputeret og har fem procent syn på det ene øje, hvilket helt naturligt giver nogle udfordringer. Især fordi vi bl.a. valgte at vandre i Tasmanien med en seende rejsegruppe på deres præmisser. Men nogle gange skal vi turde lade synshandicap være synshandicap og afgive kontrollen, fordi det er sådan, vi vokser som mennesker.
Når vi bryder dagligdagens rammer, får vi nemlig mulighed for at bevæge os derud, hvor vi ikke føler os på helt sikker grund. Her taler jeg ikke om at føle sig utryg eller bange, for det er der ingen, som ønsker. Jeg taler i stedet om, at oplevelser og udfordringer kan virke overvældende, men at vi kan lære og vokse af dem, hvis vi tør lægge kontrollen fra os blot for en stund. For mange, og bestemt også for mig, følger der ofte et ønske om kontrol med et synshandicap, fordi der er flere ting at forholde sig til. Hvordan kommer jeg fra A til B? Hvad gør jeg, hvis dem, jeg er sammen med, bliver væk? Hvad hvis mit manglende syn gør det umuligt at gennemføre noget, jeg gerne vil?
Det er bare nogle af de tanker, som jeg har haft på vores rejse. Og det har til tider været meget svært at slippe alle de praktiske bekymringer og i stedet bare følge med strømmen. Men det har været det hele værd. Vi har forberedt vores tur godt og haft en fantastisk guide under vandreturene, som har kunnet vejlede os. Med hans hjælp har vi både oplevet vandfald, klippevandring og lokale, fantastiske landsbyer. Undervejs har vi været nødt til at vende om på ture, der var for svære, men andre har vi gennemført, ligesom jeg har smagt de lokale delikatesser, selvom jeg ikke har fået de samme visuelle oplevelser som resten af gruppen. De succeser og udfordringer har givet mig en følelse af at kunne mere, end jeg troede og en ro, som jeg kan tage med hjem i hverdagen. Det havde aldrig været det samme uden udfordringerne, som samtidig har gjort mig mere sikker i at være i situationer, der ikke nødvendigvis er fuldstændig trygge eller behagelige.
Vi er alle vidt forskellige, og man behøver heldigvis ikke tage til Australien for at møde udfordringer, som det er muligt at vokse af. Som mennesker med synshandicap kommer vi – uundgåeligt – til at møde situationer, som kan virke angstprovokerende eller uoverskuelige at være i. Dog kan vi, med succesfulde oplevelser i bagagen, få en større ballast, som gør det lettere at håndtere det, der er svært i dagligdagen. For når vi én gang har oplevet at kunne overkomme noget svært, så kan vi som regel også håndtere det igen.
Om udfordringen er at vandre i Tasmanien, at gennemføre en uddannelse, finde vej til stationen eller blot at spørge om hjælp er faktisk underordnet. Vi har alle forskellige udfordringer, som vi kan arbejde med, og det er afgørende, at vi ikke lader synshandicappet være en stopklods for personlig udvikling. Vi skal huske at fejre succeserne med hinanden i Dansk Blindesamfund, og vi skal sammen udvikle os, så vi hver især kan leve det liv, vi ønsker. Jeg anerkender virkelig – og om nogen – at det kan være svært. Alligevel skal vi turde udfordre hverdagens rammer og praktik, blot en gang imellem, og gerne med hjælp fra andre, så det bliver os, der sætter grænserne for vores liv. Ikke det manglende syn