Dansk Blindesamfund hjælper blinde krigsveteraner i Ukraine tilbage til livet
I Ukraine mister flere soldater synet som følge af krigen. Hos organisationen Contemporary View får blinde veteraner livsforandrende rehabilitering med støtte fra Dansk Blindesamfund.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær og Contemporary View
Krigen i Ukraine har mange ofre. Nogle er dem, der oplever krigens konsekvenser på egen krop. Soldater der vender hjem med livsvarige skader, fysiske såvel som psykiske. Blandt dem er der soldater, der mister synet som følge af eksplosioner og granatsplinter. For dem begynder en ny kamp – ikke på slagmarken, men for at genvinde deres selvstændighed og troen på et godt liv med synshandicap.
De får hjælp fra den ukrainske organisation Contemporary View, som med støtte fra Dansk Blindesamfund tilbyder målrettede rehabiliteringslejre, der giver veteraner redskaber til at lære alt på ny og genvinde kontrollen over deres liv. De lærer grundlæggende færdigheder som at navigere med den hvide stok, blive selvhjulpne i hverdagen og anvende teknologiske hjælpemidler. Men lige så vigtigt er livsglæde og fornyet mod på tilværelsen uden syn.
En personlig mission
”Mange siger, at de døde den dag, de mistede synet. Vi viser dem, at de stadig har en fremtid. Trin for trin begynder de selv at tro på det – og at livet kan fortsætte”, siger Olesya Perepechenko, administrerende direktør for Contemporary View. Hun blev selv blind som barn og har et nært forhold til sagen - hendes mand var veteran og mistede livet som følge af krig. Derfor betyder det meget for hende at hjælpe andre, der lever med konsekvenserne af krigen.
”For mig er det ikke bare et job - det er en mission. Det er virkelig meningsfuldt at følge den forandring, veteranerne gennemgår”, fortæller Olesya.

Stigende antal blinde veteraner
Contemporary View mærker tydeligt krigens konsekvenser. Antallet af blinde veteraner i organisationen er steget markant siden invasionens begyndelse. Før krigen i Ukraine havde de kontakt til omkring 30 veteraner med synstab. I dag er tallet tæt på 200.
”Vi modtager næsten dagligt beskeder fra hospitaler, der beder os om hjælp til en såret soldat, som har mistet synet. I går fik jeg et opkald om en ny patient, der var i dyb depression og bad os komme med det samme”, siger Olesya.
Veteranerne spænder bredt i alder fra unge i begyndelsen af 20’erne til personer over 60 år. Derudover har de også meget forskellige baggrunde og livserfaringer, så derfor er det vigtigt, at rehabiliteringsforløbene tager udgangspunkt i veteranernes individuelle behov og specifikke færdigheder, som de har behov for at genoptræne for at mestre deres nye liv med synshandicap.
Et forløb med håb og handlekraft
Rehabiliteringslejrene hedder ”Livet efter krigen” og varer typisk mellem to og fire uger og begynder allerede med psykologisk støtte på hospitalet. Derefter inviteres veteranerne til et fuldt rehabiliteringsforløb, hvor de først præsenteres for den hvide stok og får mobilityundervisning til at færdes selvstændigt.
”I begyndelsen kan de ikke finde deres eget værelse, men i slutningen af forløbet kan de færdes udenfor selv, tage offentlig transport og handle ind”, forklarer Olesya.
Under opholdet lærer de også at bruge telefon og computer med skærmlæser, og de genoptræner dagligdags færdigheder som at lave mad, vaske tøj og købe ind. Når de vender hjem, bliver de fulgt op med hjemmebesøg for at styrke de færdigheder, de har lært i vante omgivelser.

Men det er ikke kun praktiske færdigheder, veteranerne tager med sig, da mange beskriver rehabiliteringslejrene som en livsforandring.
”Det er helt andre mennesker, der forlader lejrene. De smiler igen. De har fået troen på fremtiden og troen på, at livet kan fortsætte uden syn”, siger Olesya.
Opbakning fra Dansk Blindesamfund
Dansk Blindesamfund har spillet en afgørende rolle i at gøre rehabiliteringsarbejdet muligt. Organisationen har blandt andet finansieret oprettelsen af to rehabiliteringslejre og bidraget til uddannelse af specialister, der kan tilbyde den helhedsorienterede støtte, som blinde krigsveteraner har brug for. ”Jeg er dybt taknemmelig for Dansk Blindesamfunds interesse, opmuntring og støtte. Det betyder virkelig meget for os. Uden den støtte kunne vi ikke hjælpe så mange, som vi gør i dag,” siger Olesya.