Dansk Blindesamfund: Vi venter i spænding, men frygter at specialeplanen er et fatamorgana
Behovet for en specialeplan for de mindste handicapgrupper synes ikke at have været større end nu. Siden kommunalreformen er der sket en afspecialisering, som forskellige socialministre igennem de seneste 5 til 10 år har anerkendt og har fundet alarmerende.
Af Diana Stentoft, formand i Dansk Blindesamfund. Debatindlægget er bragt i Socialmonitor den 2. maj 2025.
Da den socialdemokratiske regering igangsatte evalueringen af det specialiserede socialområde i 2020 var det ud fra en præmis om, at viden om specifikke målgrupper skulle sikres og anvendes til gavn for borgeren. Siden er tiden gået, og der er ikke sat hegnspæle i jorden nogen steder. I stedet oplever forskellige handicapgrupper fortsat, at tilfældighed som postnummer og den enkelte sagsbehandlers større eller mindre vidensniveau er dikterende for, hvilke rehabiliterende indsatser, man kan være heldig at få bevilget.
Vi er ganske få blinde og svagsynede i Danmark, og vi har vidt forskellige behov for (re)habilitering og støtte afhængig af vores individuelle livssituation. Det kræver en høj grad af faglig viden og indsigt i de forskellige undermålgruppers komplekse behov at rådgive en nysynshandicappet erhvervsaktiv, som ikke længere kan varetage samme funktion, men har behov for omskoling og tilegnelse af nye færdigheder.
Ligeledes er det en kompleks og omfangsrig opgave at sikre, at de få (cirka 750 i hele landet) blinde børn bliver en del af et børnefællesskab og tilegner sig læring på den mest hensigtsmæssige måde i lighed med deres seende kammerater.
Behov for et stærkt vidensmiljø
For voksne blindfødte ændrer behovene for kompetencer sig, når man stifter familie eller træder ind på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. For ældre, som mister synet sent i livet, skal et langt livs færdigheder aflæres og nye synskompenserende færdigheder skal tilegnes. Hos alle disse fire forsimplede beskrivelser af nogle undermålgrupper, skal der tages hensyn til komorbiditet, særlige livsomstændigheder, behov for hjælpemidler og så videre.
Det var således ikke en overraskelse for os, at evalueringen af det specialiserede socialområde i 2022 slog fast, at synsområdet primært hører til i kategorien ’højt specialiserede indsatser’. Det fordrer et indgående kendskab til målgruppens særlige behov, og den synsfaglige viden har brug for et stærkt vidensmiljø at udvikle sig i.
Det kræver igen et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag, så de fagprofessionelle møder nok blinde og svagsynede. I rigtig mange af landets kommuner bor færre end 50 personer med synshandicap i alle aldre og med vidt forskellige behov. Vores (re)habiliterende behov kan den enkelte kommunale sagsbehandler ikke meningsfuldt vurdere og udrede for, idet grundlaget simpelthen er for spinkelt.
Når det drejer sig om numerisk små målgrupper, er der behov for færre og større enheder med koordinationsansvar, så borgeren kan få den relevante og nødvendige støtte i den rækkefølge, der giver det mest optimale udbytte af indsatserne. Disse skal naturligvis være ensartet uanset, hvor i landet man bor og lever sit liv med et synshandicap.
Er specialeplanen et fatamorgana?
Der er således akut brug for den specialeplan, som skiftende regeringer og vi som handicaporganisation har arbejdet i retning af. Flere gange har vi haft en berettiget forventning om, at nu ville der præsenteres en reform eller et forlig, som vil skabe en mærkbar forskel for mennesker med handicap, og ligeså mange gange har vi stået skuffet tilbage, da de indgåede aftaler om forbedringer overskygges af markante besparelser.
Vi har set det samme ske så sent som før påske, hvor en beskæftigelsesreform blev præsenteret under overskrifter som frisættelse, værdighed og fleksibilitet. Men både civilsamfundsorganisationer og faglige organisationer er bekymrede for, at borgere kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, fordi der ikke er krav om inddragelse af målgruppe-specifik viden eller særligt tilrettelagte indsatser for den specifikke målgruppe.
En specialeplan er naturligvis ikke løsningen på alle de udfordringer, vi oplever på handicapområdet, men det kan blive et værdifuldt værktøj til at sikre ensartethed og en sikkerhed for, at kvaliteten af indsatser lever op til de kvalitetsstandarder, specialet er underlagt. Ligeledes vil en specialeplan skabe en klart defineret indgang for borgerne, så man fremover kun skal henvende sig et sted for at blive udredt og visiteret til rådgivning og (re)habiliterende indsatser.
Jeg håber, at den lange ventetid er et udtryk for, at ministeriet arbejder på et godt og solidt udspil, men min frygt er, at det kommende udspil om en specialeplan igen er et fatamorgana, som ikke vil løse de udfordringer, vi med handicap dagligt møder. For hver dag vi venter, bliver vores muligheder og den faglige viden om specialiserede indsatser mindre. Vi har som samfund og som borgere hverken tid eller råd til at vente ret meget længere.”