Dansk Blindesamfunds anbefaling af den hvide stok

Farven på den hvide stok bliver debatteret livligt i disse dage på såvel sociale medier som i dagspressen. For at forstå hinanden, må vi gøre, hvad vi kan for at lytte til hinanden, og vi hilser altid debat og drøftelser af relevante emner velkommen i Dansk Blindesamfund. Derfor kan du herunder læse vores anbefaling til den hvide stok, der lægger sig op ad gældende lovgivning og videnskabelige studier.

Portræt af Ask med sin blindestok foran skoletavle

Af Ask Løvbjerg Abildgaard, Landsformand i Dansk Blindesamfund

Dansk Blindesamfund vil ikke og kan ikke bestemme, hvilke hjælpemidler foreningens medlemmer benytter i private sammenhænge. Det gælder også for blindestokken eller mobility-stokken, som vi ofte kalder den i fagsproget. Det er op til det enkelte medlem, hvilken farve mobility-stok, man ønsker at benytte sig af.

Som forening, der repræsenterer blinde og svagsynede danskere, anbefaler vi, at man benytter en hvid mobility-stok til at signalere synshandicap til omverdenen, når man færdes i trafikken og andre steder. Det gør vi, fordi vi ønsker, at det skal være umisforståeligt for seende, når de møder et menneske med synshandicap. I trafikken må der af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne opstå tvivl hos den seende, som ofte skal reagere hurtigt, når en synshandicappet for eksempel krydser en vej. Her er den kendte hvide farve på stokken den bedst mulige sikkerhed for at blive genkendt som synshandicappet.

I dansk ret er den hvide stok nævnt som kendetegn for, at bæreren har et svækket syn, og kørelærere underviser også elever i, at blinde og svagsynede kan genkendes på den hvide stok.

Vi anbefaler også den hvide mobility-stok som et signal om, at der er tale om en person, der kan have brug for forståelse eller et særligt hensyn. Det kan være i en butik, i toget, i teatret og mange andre steder. Den hvide stok er kendt og anerkendt som symbol for synshandicap, og det ønsker vi at understøtte ved at anbefale den til synshandicappede danskere.

Som et helt grundlæggende princip forsøger vi som forening at leve op til vores egne anbefalinger. Det er baggrunden for, at vi har den forventning til vores ansatte, at de benytter en hvid mobility-stok, når de repræsenterer foreningen offentligt. Hvilken farve mobility-stok foreningens ansatte benytter i andre sammenhænge er en helt privat sag.

Når det gælder Dansk Blindesamfunds frivillige og tillidsvalgte ønsker vi, at de søger at følge foreningens anbefaling om den hvide stok i repræsentative sammenhænge og i det hele taget bruger sund fornuft. Det kan give anledning til spørgsmål om, i hvilke situationer man som tillidsvalgt repræsenterer Dansk Blindesamfund, og hvornår man ikke gør. Det er spørgsmål, som vi hele tiden har brug for at drøfte med hinanden. Jeg vil gerne understrege, at foreningens ledelse ikke blander sig i, hvilken farve stok tillidsvalgte og kandidater til tillidsposter benytter sig af i hverdagen.

Der skal være plads til at diskutere i Dansk Blindesamfund, også de svære spørgsmål. Når det gælder farven på mobility-stokken, er det et følsomt spørgsmål, som der knytter sig stærke opfattelser til. Det har med personlig identitet, sikkerhed i trafikken, levet erfaring med synshandicap og alt muligt andet at gøre. Det skal der være plads til at diskutere. Samtidig skal der være respekt for, at anbefalinger vedtaget på demokratisk vis i Dansk Blindesamfunds ledende organer er gældende for foreningens ansatte og foreningens politiske indsats.

Som medlemmer af Dansk Blindesamfund er vi forskellige på utrolig mange måder. Et synshandicap er ikke bare et synshandicap, og vi tackler vores livssituationer på vidt forskellige måder. For at forstå hinanden, må vi gøre, hvad vi kan for at lytte til hinanden.