Danske Erhvervsakademiers Forskningspris 2025 går til Ivan Nisted

Ivan Nisted modtager sin pris. Foto Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Foto Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Et stort og velfortjent tillykke til Ivan Nisted, som har modtaget Danske Erhvervsakademiers Forskningspris 2025 for sit arbejde med rehabilitering af mennesker med synshandicap.

Ivan forsker i brugen af filterglas og deres effekt i rehabilitering af mennesker med øjensygdommene AMD og Retinitis Pigmentosa – et område, hvor der i dag mangler dokumentation for hvordan og i hvilket omfang, disse hjælpemidler virker.

Prisen blev overrakt af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, som i sin tale fremhævede projektet som et godt eksempel på, hvordan forskning kan forbedre livskvalitet og skabe konkret værdi for det enkelte menneske og samfundet.

Hos Dansk Blindesamfund er vi stolte af at have støttet projektet gennem Øjenfonden. For mennesker med synstab er rehabilitering afgørende for at kunne leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Det kræver både viden, indsigt og konkrete løsninger – og derfor er det så vigtigt, at der bliver forsket målrettet i synsrehabilitering og nye behandlingsmuligheder.

Tak til Ivan og alle jer, der hver dag arbejder for at skabe bedre vilkår for mennesker med synshandicap – jeres indsats gør en forskel.