Der er mange, der gerne vil hjælpe

Sommetider opstår der en situation, hvor vi mangler en hjælpende hånd. Nogle gange træder familie eller venner til. Nogle gange kan det være en fremmed på gaden. Og nogle gange mangler man lige den helt rigtige person på det rigtige tidspunkt at række ud til. Det skete for Tove, der kontaktede hjælpenetværket Røde Kors Parat.

”Tag imod den hjælp, du bliver tilbudt. Folk vil gerne hjælpe!”, sådan siger Tove Vang, som er konsulent hos Dansk Blindesamfund. Hun opfordrer andre til at tage imod den hjælp, som mange er klar til at give.

Til dagligt hjælper Tove mennesker, der - ligesom hende selv - er tæt på blind og skal lære at leve med et synshandicap. Hun hjælper dem med at finde ud af, hvordan de kan få deres hverdag til at fungere, måske med nye hjælperemedier, hjælpeordninger eller nye teknikker tillært fra Dansk Blindesamfunds kurser. En af de ordninger hun sommetider henviser til, er hjælpenetværket Røde Kors Parat. Og da hun pludselig selv stod og havde brug for en person til at tage med hende ud at se en ny lejlighed, afprøvede hun konceptet.

”Jeg havde brug for en, der kunne være ledsager og se lejligheden med mig. Så det duede ikke bare med en taxa, og jeg havde ikke en ven eller veninde, der kunne køre mig den dag. Så jeg ringede til Røde Kors Parat, og det fungerede fantastisk. Parathjælperen kom og kørte mig ud til lejligheden, vi kiggede på den, og så kørte hun mig hjem igen. Hun boede selv lige i nærheden. Jeg fik den hjælp, jeg havde brug for, og samtidig fik jeg afprøvet konceptet og kan sige til medlemmer, at det er velfungerende, og at de er flinke, når man ringer ind”, siger Tove.

Tag imod hjælp og giv folk glæden ved at hjælpe

Efter sin oplevelse med Røde Kors Parat opfordrer Tove andre til at række ud og tage imod den hjælp, som mange gerne vil give. Gennem sit arbejde ved hun, at det dog for mange kan være svært.

”Mange har det ikke godt med at bede om hjælp og er vokset op med en kultur om at klare sig selv. Og selv om de kan selv, bruger de måske alle deres kræfter på at rengøre deres lejlighed, så de ikke har kræfter til at få besøg eller gå en tur. Og det er ærgerligt. Så jeg opfordrer dem til at få noget hjælp og se, hvordan det vil være for dem”, forklarer Tove.

Det samme gør sig gældende, når det kommer til at bruge den hvide stok, som Tove benytter sig af. Det gør, at folk på gaden ofte tilbyder hende hjælp, som hun tager imod – også selv om hun kunne have klaret det selv.

”Jeg tager nogle gange imod hjælp, som jeg godt kunne have klaret mig uden. Det kan være, hvis en person tilbyder at følge mig over gaden. Jeg kunne godt have gået selv, men siger ’ja tak’, og så får vi ofte en hyggelig snak. Så har jeg også givet personen en god oplevelse af at hjælpe. Havde jeg sagt nej, er det ikke sikkert, at personen en anden gang ville tilbyde sin hjælp efter at have oplevet en afvisning. Jeg synes, det er vigtigt at imødekomme folks gode vilje, for det spreder sig som ringe i vandet. Som svagsynet er jeg med til at bane vejen for andre. Derfor er det væsentligt, hvordan jeg agerer i forhold til det samfund, vi lever i, og det kan have stor betydning for andre blinde og svagsynede”, siger Tove.

Et hjælpenetværk af mennesker, der er parate til at træde til

Tove har opdaget, hvor glade folk er for at få lov til at hjælpe. Både tilfældigt på gaden, og hvis man selv rækker ud.

Røde Kors Parat er et hjælpenetværk af mennesker over hele landet, der er klar til at træde til, når nogen i deres lokalområde har brug for en ekstra hånd. Det kan være praktisk hjælp som at købe ind, hente medicin, ledsagelse til vigtige aftaler eller at få en god snak og alt muligt andet. Parathjælperne er frivillige, der gerne vil hjælpe andre, der står i en svær situation og har brug for nogen at række ud til.

Røde Kors Parat kan kontaktes her: www.rødekors.dk/parat eller på telefon: 35 29 96 60.