Det er de digitale løsninger, der er inkompetente – ikke borgeren
Hvis digitalt inkompetente borgere også skal inkluderes i det digitale fællesskab, bør der stilles højere krav til tilgængeligheden i offentlige løsninger. Sådan lyder budskabet fra næstformand i Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft.
Der er i disse måneder stort fokus på at implementere en række nye digitale løsninger i samfundet. Vi skal blive mere sikre, så derfor kommer MitID, og vi skal sikres bedre muligheder for at få post, så derfor kommer der nye digitale postkasser. Målet er tilsyneladende, at flest muligt skal inkluderes i det digitale fællesskab, og der tales derfor også om, hvordan man bedst kan understøtte de såkaldte digitalt inkompetente og svage borgere. Spørgsmålet er bare, om det er den rette måde både at omtale og anskue situationen på. For hvem eller hvad er det egentlig, der er inkompetent, når en borger ikke kan bruge de digitale løsninger og indgå i det digitale fællesskab?
Lad mig give et eksempel fra min egen hverdag som tilsyneladende digital inkompetent – men først en kort præsentation. Jeg er en højtuddannet kvinde på 47. Jeg har anvendt teknologi siden starten af 1990’erne, og teknologi har altid været en fast del af mit arbejdsliv inden for forskning, uddannelse og interessepolitik. Jeg forventes at være digital, og det vil jeg også gerne være. Jeg er imidlertid også stærkt svagsynet og helt afhængig af kompenserende software med skærmlæser og forstørrelse.
Nu til eksemplet. I mine børns skoler anvender man Aula. Aula er med forstørrelse ganske vanskelig at overskue på en pc. Konsekvensen er, at jeg bruger Aulas app på min mobiltelefon for at orientere mig. Udfordringen kommer, når jeg gerne vil kommunikere tilbage til skolen, for på en mobil er det som stærkt svagsynet ikke let at skrive i det lille bitte skrivefelt på skærmen. Konsekvensen er, at jeg kun i yderst nødvendige tilfælde skriver til skolen, og dermed er mine muligheder for at deltage og bidrage og ikke mindst følge op på mine børn stærkt forringede. Tilbage til spørgsmålet om den digitalt inkompetente: For er det mig, der som stærkt svagsynet er inkompetent her? Eller er det måske det system, der bliver stillet til rådighed for at sikre kommunikation mellem skole og hjem, der er inkompetent?
Tilgængelighed som eftertanke
Jeg er rigtig ked af at have fået et prædikat som inkompetent digital borger, for jeg ved, at der findes relevante standarder og teknologier, der kan sikre mig adgang til kommunikation med mine børns skoler – så hvorfor skal jeg stå tilbage med mindreværdet og et stempel? For at ændre lidt på situationen kunne vi måske i stedet begynde at stille krav til dem, der leverer digitale løsninger til det offentlige og samtidig insistere på, at disse krav også overholdes. Der er alt for mange eksempler på, at man først i sidste øjeblik i udviklingen kommer i tanke om tilgængelighed, nærmest som en eftertanke.
Det andet, som er helt afgørende for at få flest muligt med i det digitale fællesskab, er, at vi alle sammen erkender, at der er meget lang vej, før vi når i mål. I mellemtiden må der tænkes i støttemuligheder og hjælp til dem af os, der kan have det behov, som ikke alene er, at man kan henvende sig på sit lokale bibliotek eller møde en frivillig i en organisation, når vi løber ind i problemer. Der er behov for støtte, der møder os i de situationer, der giver problemer. For mit eget vedkommende har jeg eksempelvis brug for at tale med nogen, der forstår, hvordan Aula og andre løsninger ser ud med forstørrelse eller lyder med en skærmlæser. Det kan mit lokale bibliotek ikke håndtere, for det kræver viden om både de offentlige digitale løsninger og også det kompenserende software, jeg bruger. Det samme gælder for en række andre områder, hvor borgere i dag kategoriseres som digitalt svage. Jeg mener, at svagheden imidlertid ligger i de systemer, der ikke formår at møde os og i tilrettelæggelsen af den støtte, der tager udgangspunkt i, at alle borgere møder de samme udfordringer, når de bevæger sig ind i det digitale fællesskab.