”Det er vigtigt at holde et sikkerhedsnet under borgerne”
Når synet svigter, kan usikkerhed og afmagt fylde hverdagen. Med egne livserfaringer hjælper Dansk Blindesamfunds konsulent Arne borgere og pårørende med at finde fodfæste igen.
Tekst: Camilla H. Gjedde Foto: Hanne Fuglbjerg
Når Arne træder indenfor hos en borger med synshandicap, er det ofte på et tidspunkt, hvor en hel ny tilværelse er blevet påduttet personens liv. Måske er kørekortet lige blevet afleveret, måske er det svært at genkende familie og nære venner, eller også er det den svære erkendelse af, at helt almindelige hverdagsopgaver pludselig kræver langt mere energi og overskud end tidligere.
Arne Nowicki Pedersen er nemlig konsulent i Dansk Blindesamfund og tager på besøg hos borgere, der har mistet synet helt eller delvist.
"For mange af dem, vi konsulenter møder, er deres syn nedadgående eller slet ikke eksisterende, hvilket får mange til at spørge sig selv: ”Hvad indebærer det her liv nu for mig?” Her er det min vigtigste opgave at vise, at der stadig er håb og muligheder for at gøre de ting, de plejer", fortæller Arne.
Han forklarer, at disse borgere ikke har noget valg, da deres syn højest sandsynligt hverken kommer igen eller bliver bedre, og de er derfor nødsaget til at gøre de ting, de plejer på en ny måde. Men det er ikke nemt, og det ved den i dag 61-årige konsulent alt om.
Selv blev han født for tidligt, hvilket gik ud over hans syn, og derfor har han levet med synsnedsættelse siden fødslen. I dag har han mellem to og tre procents syn på det ene øje, men intet på det andet:
"Det er netop den erfaring, jeg har fra mit eget liv med synshandicap, jeg aktivt bruger i mit arbejde som konsulent. For det gør en stor forskel for de borgere, jeg besøger, at de møder én, som kan relatere fuldstændig til de udfordringer og svære følelser, de sidder med", siger Arne.
”Ingen må stikkes blår i øjnene”
Arne har været konsulent i Dansk Blindesamfund i ti et halvt år, og for ham har det alle dage været vigtigt at se ind i den enkelte borgers liv uden hverken at lyde for optimistisk eller pessimistisk. Det gælder ganske enkelt om at møde borgeren lige præcis dér, hvor personen er:
"Mit arbejde begynder sjældent med præsentation af hjælpemidler eller paragraffer, men ved at komme ind på livet af det enkelte menneske, der sidder overfor mig. Mange, der har mistet dele af synet, går med en forestilling om, at en synsnedsættelse ender i total blindhed. Men sandheden er, at det langt fra er tilfældet. Det sker kun for de færreste, og derfor er det vigtigt at holde fast i det positive - selvom det nedsatte syn også giver udfordringer", fortæller Arne.
Han forklarer, at det dog også gælder om at være realistisk overfor dem. For det går heller ikke at fortælle folk, at deres syn nok skal blive bedre, hvis det ikke er tilfældet:
"Det kunne aldrig falde mig ind at stikke nogen blår i øjnene. I stedet er det vigtigt at holde et sikkerhedsnet under dem og få talt, hvad der faktisk er realistisk i deres livssituation. Jeg møder mange, der hver dag mærker frygten for, at mørket en dag bliver total, og jeg forstår det godt. Det ér rigtig svært at se sig ud af den svære situation, de nu befinder sig i, når ens frihed ved at sætte sig ind i bilen bliver taget fra én, eller det er en stor udfordring bare at hælde en kop kaffe op", siger han.
Og her kommer Arnes erfaringer samt små tips og tricks ind i billedet. Han tager mange noter om, hvordan det er bedst at gøre forskellige ting i hverdagen - faktisk er det det, han er kendt for blandt sine konsulentkolleger:
"At være ham med alle noterne. Men når jeg selv har brugt et helt liv på at lære, hvordan tingene i livet med synsnedsættelse kan gøres smartest, hvorfor så ikke give de tips og tricks videre til dem, der står overfor deres nye livssituation? Noget, der forhåbentlig gør livet lettere at overskue", forklarer Arne.
Teknikker, der skaber livskvalitet
At hjælpe borgerne til gode praktiske løsninger i hverdagen handler ikke om bekvemmelighed, men om noget så vigtigt som livskvalitet. I den forbindelse fortæller han blandt andet om en borger, som levede af den samme suppe morgen, middag og aften, fordi det var det eneste, han følte sig tryg i at lave i køkkenet:
"Jeg har også mødt et menneske, der udelukkende levede af drikkeyoghurt. Sådan et liv skal ingen leve. Det vigtigste at forstå, når synet ændrer sig er, at livet ikke er slut. Og den forståelse forsøger vi bedst at skabe ved at give dem nogle konkrete redskaber til at blive ved med at deltage i livet og ikke lukke sig inde i sit eget hjem samt i sit eget selskab", fortæller Arne.
Det kan for eksempel handle om helt konkrete spiseteknikker, så borgerne ved, hvor maden er placeret på tallerkenen. Når du ved, at du placerer tingene efter urets opbygning - for eksempel grøntsagerne kl. 2 på tallerkenen, kødet kl. 6 og kartofler kl. 10 – bliver det lettere at orientere sig, siger han:
"En tallerken til kyllingeben kan varmt anbefales. Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har smagt på benene fra en grillkylling flere gange, fordi jeg ikke ser, at jeg putter dem ind i munden igen - og de smager altså ikke bedre anden gang", griner konsulenten.
Arne siger selv, at det måske lyder banalt, når han fortæller, hvordan det er en god idé at anrette sin tallerken ud fra en bestemt metode. Men det handler om noget, der rækker ud over det lavpraktiske. Nemlig friheden og modet til at deltage i sociale aktiviteter og i samfundet helt generelt.
Risikoen for ensomhed mindskes
Gang på gang oplever konsulenten, hvordan borgere siger nej til aktiviteter i lokalmiljøet, fritidsklubben, til fødselsdage og mange andre sammenkomster, hvor de skal være ude blandt mennesker. Simpelthen fordi de er bange for at spise grimt, er utryg ved at komme fra A til B eller føler sig til besvær, fordi de skal bede om hjælp. Så vil de hellere blive væk og undgå besværet – og han forstår godt tankerne og følelserne bag, fortæller han:
"Men jeg ved også, at begynder du først at trække dig fra andre mennesker, opstår den altoverskyggende ensomhed, som gør det rigtig svært at leve livet", fortæller Arne og fremhæver en oplevelse, hans kone, Joy, som er helt blind, var ude for:
"Joy fortalte mig, at to medarbejdere var løbet hen til hende i supermarkedet for at hjælpe med at finde hendes varer. Joy undrede sig over, at de havde så travlt med at komme hende til undsætning, men medarbejderne svarede, at når de sidder en hel dag bag kassen, er det et skønt afbræk at kunne hjælpe og yde god service, når der kommer én, som faktisk har brug for det", forklarer Arne.
Netop eksempler som disse fra det ægte levede liv med synshandicap, er nogle, Arne bruger flittigt for at give syn for sagen hos de borgere og pårørende, han kommer ud til. Det sætter nemlig følelsen af at være til besvær i perspektiv, og netop perspektivet på livet som synshandicappet er noget af det, han forsøger at skabe ved at inddrage sine egne erfaringer:
"Det sidste, jeg ønsker for mine medborgere, er, at de bliver ensomme og mister modet på livet. Kan jeg være med til at redde bare én fra at tænke, at livet er blevet for svært, er jeg glad og tilfreds", siger Arne.