Diabetes kan skade dit syn

Mindst 280.000 danskere har diabetes. Dertil går 76.000 danskere rundt med diabetes uden selv at vide det. Opdages diabetes ikke i tide, kan det resultere i synstab og i værste fald blindhed. Men en øjenlæge kan opdage de tidlige tegn. Det sætter vi fokus på med Verdens Diabetes Dag den 14. november.

Synstruende forandringer i øjet

Når man har diabetes, øges blodets indhold af sukker ud over det normale. Med tiden påvirker det forhøjede blodsukker de små blodkar i hele kroppen – også blodkar i øjnene. Forhøjet blodsukker over mange år kan medføre, at de små blodkar i øjets nethinde bliver skrøbelige og utætte. Nogle steder aflukkes de, og andre steder udvider de sig. Det kan føre til sprængninger med blødninger til følge eller ophobet væske, der påvirker synet. Ødelæggelserne viser sig som udposninger, blødninger eller udfældninger. Forandringer på øjets nethinde kan blive alvorlige med risiko for varige skader på synet.

”I værste fald kan man blive blind, hvis forandringerne ikke opdages, men bare får lov til at udvikle sig uden behandling. Når først nethinden har taget skade, kan synet ikke genvindes”, forklarer Toke Bek, der er professor og overlæge ved Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Øjets nethinde med ensartede røde og orange farver, som den normalt ser ud
Sådan ser en nethinde ud uden synstruende forandringer

Den lumske øjensygdom

Opdages skaderne derimod tidligt, behøver de ikke blive synstruende eller behandlingskrævende. Diabetiske øjenforandringer kan dog komme snigende uden mærkbare symptomer.

”Diabetisk øjensygdom er en lumsk sygdom, da forandringerne i de tidlige stadier ikke giver symptomer. De sker i den perifere del af nethinden, langt væk fra det skarpe syn. Når du får ondt i ryggen, mærker du det med det samme, men det her er en sygdom, der udvikler sig over tid, uden du nødvendigvis opdager det”, fortæller Toke Bek og understreger dermed vigtigheden af jævnligt at få øjnene kontrolleret, så det er muligt på et tidligt tidspunkt at opdage synstruende forandringer på øjets nethinde. De kan nemlig behandles, hvis de opdages i tide.

”Afhængig af type af forandring og hvilket stadie udviklingen er nået, kan man enten behandles med laser eller sprøjte medicin direkte ind i øjet, som reducerer skaderne på blodkarrene i øjnene og forhindrer blødninger og væskeansamlinger”, siger Toke Bek og pointerer, at den bedste forebyggelse er at sørge for, at ens blodsukker og blodtryk er velreguleret, og at man er tilknyttet et screeningsprogram med fotografering af nethinden. Ved at tage billeder af nethinden er det nemlig muligt at opdage forandringer, inden det bliver synstruende.

Diabetiske synsforandringer rammer skævt

Netop den systematiske screening og opsporing af øjenforandringer hos diabetikere er den primære årsag til, at langt færre i dag bliver blinde som følge af diabetes. Til gengæld viser et nyt studie fra Aarhus Universitet, at der er en sammenhæng mellem folks uddannelsesbaggrund og forekomsten af synstruende diabetiske øjenkomplikationer.

”Undersøgelsen dokumenterer markante forskelle målt på uddannelsesniveau. De kortere uddannede skulle i langt højere grad have behandling for diabetesrelaterede øjenkomplikationer end dem med længere uddannelse. Det er formentlig udtryk for social ulighed i Danmark, hvilket er paradoksalt, når vi tilstræber ensrettede sundhedsydelser og budskaber om at ændre livsstil og tage hånd om sin diabetes. Alligevel er der forskel på, hvordan folk modtager informationen”, konstaterer Toke Bek.

Pas på dine øjne

Hans bedste råd for at undgå eller forværre komplikationer i øjets nethinde er omhyggelig kontrol af blodsukkeret og lytte til lægernes råd om livsstil og regulering af diabetes. Lige så vigtigt er det at få kontrolleret sine øjne.

”Kun når man regelmæssigt får undersøgt nethinden, kan man holde øje med, om der opstår synstruende forandringer, så øjenlægen kan nå at gribe ind i tide. Det er forskelligt, hvor ofte det anbefales, da det afhænger af, hvem man er, og hvor lang tid man har haft diabetes. Men en god fingerregel er en årlig kontrol hos en øjenlæge”, siger Toke Bek.