Efterladte elløbehjul skaber farlige forhindringer for blinde og svagsynede
For blinde og svagsynede kan efterladte elløbehjul være farlige forhindringer, der skaber utryghed og gør det sværere at færdes selvstændigt.

Elløbehjul er blevet en fast del af gadebilledet i mange danske byer. Men når de bliver efterladt tilfældige steder på fortove og gangarealer, kan de skabe store udfordringer for blinde og svagsynede.
Det fortæller Erik Vind Frost til TV2 Fyn. Han er blind, medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg og har flere gange haft ubehagelige sammenstød med efterladte elløbehjul.
Selvom han bruger sin hvide stok til at orientere sig, er det ikke altid, at stokken opdager et elløbehjul i tide. Derfor risikerer han at støde ind i styret eller falde over fodpladen.
Men problemet handler ikke kun om risikoen for blå mærker og fysiske skader. Det handler også om tryghed og muligheden for at færdes selvstændigt.
”Det er jo et problem, hvis man ikke tør komme ud, fordi man synes, der er for mange ting, som kan spænde ben for en”, siger Erik Vind Frost til TV2 Fyn.
Flere klager om elløbehjul
Problemet med elløbehjul, der står tilfældige steder, tyder på at være stigende i Odense.
Ifølge TV2 Fyn har Odense Kommune siden 2019 modtaget 177 henvendelser om elløbehjul gennem kommunens app ”Giv et tip”.
Alene i 2026 har kommunen indtil videre modtaget 45 henvendelser. Dermed er 2026 allerede det år, hvor kommunen har modtaget flest henvendelser om elløbehjul.
Selvom tallene stammer fra Odense, er efterladte elløbehjul ikke kun begrænset til Odense. Det er en udfordring mange andre steder i landet.
Derfor efterlyser Dansk Blindesamfund større omtanke fra både brugere og udlejere af elløbehjul.
”Jeg synes, at virksomhederne, der udlejer elløbehjul, har et ansvar for, at de ikke ligger og flyder alle mulige steder og bliver til farlige forhindringer for blinde og svagsynede. Jeg ved, at nogle af vores medlemmer er bange for at støde ind i dem og falde”, siger Erik.