En livslang kærlighed til førerhunde skal leve videre
Christina og Michael lader en livslang kærlighed til førerhunde leve videre ved at betænke Dansk Blindesamfund i deres testamente

Tekst: Carolina Diaz-Lönborg Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset
”Da jeg gik i skole som barn, lavede vi et projekt om førerhundeorganisationen for blinde. I forbindelse med projektet fik vi lov til at komme og se, hvad de lavede”.
Sådan fortæller Christina Pierce om sit første møde med førerhunde og arbejdet med at træne dem. Det blev begyndelsen på en beundring og et engagement, der skulle følge hende fra barndommen i Nordengland og helt til Danmark.
Christina og hendes mand, Michael, er begge født i nordengelske Bolton. I dag bor de i Aalborg og har gjort det i mange år, men interessen for førerhunde begyndte allerede i England. Her boede og arbejdede de i den første del af deres liv, og sammen fik de to sønner. Christina arbejdede som skolesekretær – endda på den samme skole, hvor hun som barn første gang stiftede bekendtskab med førerhunde gennem et skoleprojekt.
Man indser, hvor heldig man selv er
Minderne fra tiden som skolesekretær står stadig klart for Christina, og hun har ofte tænkt over, hvor meget synet betyder i hverdagen:
"Jeg plejede at kigge ud ad vinduet fra mit kontor, hvor jeg kunne se himlens blå farve og de smukke grønne træer. Jeg tænkte altid på, hvor heldige vi er, at vi kan se det. Det er nok noget, de fleste tager for givet".
For Christina handler engagementet ikke om medlidenhed, men om at værdsætte det, man selv har, og bruge det til at hjælpe andre.
"Mennesker, der er blinde, er ofte så glade. Så man behøver derfor ikke have ondt af dem, men snarere indse, hvor heldig man selv er", siger Christina.
Interessen for mennesker med synshandicap blev vakt allerede i barndommen, og som voksen fortsatte Christina med at støtte det lokale førerhundecenter i England.
Da Michael senere fik job som lektor på Aalborg Teknisk Skole, flyttede familien til Danmark. Én ting ændrede sig ikke: støtten til førerhundene. Blinde og svagsynede var blevet Christinas ”mærkesag”, og hun ønskede at fortsætte sit engagement i sit nye hjemland.

Et tilfældigt møde førte til mange års støtte
Efter nogle år i Danmark faldt Christina over bladet Øjeblikket, som hun i dag læser fast. På bagsiden så hun information om muligheden for at give en donation.
Som hun selv fortæller:
"Ved et tilfælde tog jeg et magasin op, og det handlede om Dansk Blindesamfund. Og så tænkte jeg: Aha"
Det blev Christinas første møde med Dansk Blindesamfund og begyndelsen på et langvarigt engagement for både hende og Michael. Nu kunne de støtte blinde og svagsynede - og arbejdet med førerhunde - her i Danmark. Efter mange års støtte tog de endnu en beslutning: De valgte at betænke Dansk Blindesamfund i deres testamente.
Christina og Michael har to børn. For dem handler beslutningen ikke om at vælge familien fra, men om også at lade en sag, der har betydet meget gennem hele livet få en plads i det, de en dag efterlader sig.
En lille del af noget større
Beslutningen er truffet med hjertet. For Christina ligger der noget særligt i tanken om, at deres støtte kan være med til at gøre en forskel - også efter at de ikke længere selv er her.
"Hvis vi kunne kigge ned, når vi engang er væk, og se en hund blive overrakt til en person, som virkelig har brug for den, så har jeg ingen ord for, hvor fantastisk det ville være. Selvfølgelig ville det ikke være vores arv alene, der gjorde det muligt. Det ville være mange menneskers arv. Men at føle, at vi er en lille del af det, er virkelig fantastisk", siger
Netop tanken om at løfte i fællesskab har fulgt Christina hele livet. Allerede som barn samlede hun sølvkapsler fra mælkeflasker og donerede dem til det lokale træningscenter for førerhunde. Kapslerne blev solgt, og pengene gik til arbejdet med hundene.
En dag blev hendes indsats belønnet med en lille knapnål:
"Vi samlede så meget, at vi fik en knapnål. Jeg har den stadig. Det er en lille nål i metal med en blind person og en hund med sele på. Den er virkelig yndig", smiler Christina.