En skole for livet
Af Ask Løvbjerg Abildgaard, afgående landsformand i Dansk Blindesamfund. Udgivet i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 4, 2025.
I skrivende stund er jeg netop hjemvendt fra Dansk Blindesamfunds årlige landsmøde. Det var også i år hyggeligt, lærerigt og nyttigt at være med til. Der var mulighed for gode drøftelser, tilrettelagt for os af vores dygtige, stående udvalg. Bl.a. fik vi mulighed for at drøfte, hvordan vi kan skabe endnu mere plads og rum til, at vi som medlemmer kommer med forskellige baggrunde og tilgange til vores synshandicap. Og vi fik lejlighed til at skærpe argumenterne frem mod kommunal- og regionsrådsvalget i november.
Især gjorde det indtryk på mig som afgående landsformand for Dansk Blindesamfund, at vi havde Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU) så flot repræsenteret på landsmødet. DBSU’erne præsenterede deres forening og det meget væsentlige arbejde, de udfører, både socialt og politisk. De unge landsmødedeltagere gjorde sig også gældende i debatterne med deres perspektiv og stillede op til valg til Dansk Blindesamfunds stående udvalg. Det var virkelig opmuntrende for mig at opleve.
DBSU’ernes aktive deltagelse i vores landsmøde var for mig samtidig en dejlig påmindelse om det, der i sin tid bragte mig ind i at gøre en indsats sammen med andre blinde og svagsynede. Mit synshandicap er medfødt, og i den forstand har jeg altid haft en identitet som først svagsynet og senere som blind. Alligevel følte jeg i teenageårene en stærk trang til at distancere mig fra mit synshandicap, hvilket resulterede i, at jeg også lagde afstand til andre blinde og svagsynede og vores forskellige foreninger. Jeg ved fra gode og vigtige samtaler med andre synshandicappede, at jeg ikke står alene med den følelse og den måde at forholde mig på. Det kan være i en periode af ens liv, eller det kan ligge der som en understrøm gennem hele livet.
Hvad der præcis skete i foråret 2002, er jeg stadig ikke helt sikker på. Måske følte jeg mig bare alene på mit universitetsstudie, måske havde en erkendelse bygget sig op i mig – erkendelsen af, at jeg ikke kunne distancere mig fra mig selv og mit handicap, og det derfor heller ikke gav mening at distancere mig fra andre blinde og svagsynede. I hvert fald fik jeg meldt mig til landsmødet i DBSU det år. Jeg var opslugt fra begyndelsen, havde en fest og oplevede et umiddelbart fællesskab med gode folk, jeg kendte i forvejen, og med nye, gode mennesker. Jeg kunne heller ikke tie stille, hvilket resulterede i, at jeg blev valgt ind i DBSU’s hovedbestyrelse.
Det er gået slag i slag siden da. Den røde tråd i mit frivillige og lønnede arbejde har siden 2002 været et forsøg på at bidrage til indsatsen for os som synshandicappede og dermed også til indsatsen for mennesker med handicap i det hele taget. Jeg har ydet, hvad jeg kunne. Nu gør min personlige situation, at jeg må sadle om.
Jeg står overfor en ændring i mit liv, som for mig føles markant. Den 31. marts stopper jeg som landsformand i Dansk Blindesamfund og skal finde mig en ny vej i tilværelsen. Noget af usikkerheden fra ungdomsårene kigger frem igen. Kan jeg overbevise den seende omverden om, at jeg er helt klar til at påtage mig en rolle på arbejdsmarkedet? Kan jeg få en mulig arbejdsgiver til at se mine evner, uden at synshandicappet skygger? Pointen er, at den usikkerhed nok altid vil være et sted i mig, uanset om det handler om arbejdsmarkedet eller andre aspekter af livet, og uanset hvilken alder jeg har.
Forskellen fra DBSU’s landsmøde i 2002 til landsformandskontoret i 2025 er, at jeg ikke på nogen måde længere føler et behov for at distancere mig fra andre blinde og svagsynede for at dække over min egen usikkerhed. Tværtimod føler jeg en kæmpe styrke i at høre til et fællesskab, hvor vi gør, hvad vi kan, for at bakke hinanden op. Det ligger i at dele sociale oplevelser med hinanden, give hinanden gode råd, vise forståelse for hinanden, af og til diskutere højlydt med hinanden, kæmpe sammen for en sag osv. osv.
Efter samlet set 13 år som ansat i Dansk Blindesamfund føler jeg et enormt behov for at sige tak for alt det, jeg har oplevet, lært og været en del af. Jeg begyndte i en deltidsstilling i vores team for international udvikling i 2012, blev valgt til forretningsudvalget første gang i 2016, blev valgt til næstformand i 2020 og endelig til landsformand i 2021. Fra alle disse roller bringer jeg erfaringer med mig, som er uundværlige for mig i såvel mit private liv som mit arbejdsliv. Det har været 13 fantastiske år for mig. Samtidig har det til tider været så krævende, at jeg næsten ikke kunne håndtere ansvaret. Når det har været mest krævende, har det altid været følelsen af fællesskab og forpligtelsen på den fælles sag, der har fået mig tilbage på sporet.
Jeg tror og håber på, at Dansk Blindesamfund for mange er og bliver den skole for livet, som foreningen har været for mig – uanset om du er frivillig, tillidsvalgt, ansat, ung, gammel, certificeret førerhund, eller hvad du nu er.
Den 1. april tager en ny landsformand og et nyt forretningsudvalg over. Jeg ved, at Diana, Jesper, Erik og Mads både kan og vil gøre deres for at lede Dansk Blindesamfund på bedste vis. Jeg er meget optimistisk på foreningens vegne. Jeg håber, at I alle vil gøre jeres for at gøre det nye forretningsudvalg så dygtige, som de overhovedet kan blive. De kan ikke gøre det alene. De behøver opbakning, når det kræves, og saglig kritik, når der er brug for det. Jeg ved, at Diana, Jesper, Erik og Mads vil tage vel imod begge dele.