Fællesskab og nye udfordringer på sommerskole
Sommerskole på Synscenter Refsnæs giver børn og unge med synsnedsættelse mod på nye udfordringer og mulighed for fællesskab med ligesindede.

Judo, goalball, rideture, racer-tandem og pizzafest er blot nogle af de mange aktiviteter, der venter 89 børn og unge med synsnedsættelse, når Synscenter Refsnæs fra den 29. juni til 4. juli 2025 slår dørene op til årets sommerskole. Endnu en gang danner Kalundborg rammen om en uge fyldt med bevægelse, mod og fællesskab.
Et trygt frirum for børn og unge
Sommerskolen afholdes for 57. gang og arrangeres i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og Parasport Danmark. Målet er at skabe et frirum, hvor børn og unge med synshandicap kan have det sjovt, møde ligesindede og udfordre sig selv i trygge rammer.
”En gang om året skaber vi et frirum og et fællesskab for børn og unge fra hele landet. Her kan de hygge sig, udfordre sig selv og møde nye og gamle venner”, siger sommerskole-leder Annette Petersen fra Synscenter Refsnæs.
Unikt fællesskab
Hele 89 børn og unge fra 0. til 10. klasse begynder sommerferien på Synscenter Refsnæs. I hverdagen er de ofte den eneste med synshandicap på deres skole, men her møder de jævnaldrende i samme situation. Det giver mulighed for at spejle sig i hinanden, dele erfaringer og skabe tætte venskaber.
Ugen har derfor ganske særlig betydning for de mange børn og unge, som vender tilbage år efter år og mødes med ligesindede.
”Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de er alene om det at leve med en synsnedsættelse. Her møder de andre, som er ligesom dem selv. Sammen kan de både have det sjovt og bryde grænser. Det ruster dem til et mere selvstændigt liv”, siger Annette Petersen.
MINI-sommerskole for de yngste
For femte år i træk er der også en særlig tredages MINI-sommerskole for de yngste deltagere. Her deltager børn fra 0. til 3. klasse sammen med deres lokale synskonsulent eller en anden ressourceperson, og erfaringerne er gode. Flere af sidste års deltagere på MINI-sommerskolen har nemlig valgt at være med hele ugen i år.
Eleverne er inddelt efter alder, bor i telte og laver mad over bål – alt sammen med støtte fra dygtige fagpersoner og frivillige.
Aktiviteter med høj puls og faglig kvalitet
Ugen byder på alt fra musik og krea til goalball og mini-triatlon. Aktiviteterne ledes af erfarne instruktører - som judoinstruktører, goalball-træner og landstræneren i paracykling – som sikrer høj kvalitet og stor glæde hos deltagerne. Dansk Blindesamfund bidrager med fondsmidler.
Uddrag af ugens program:
- Søndag: Ankomst
- Mandag: Åbning, svømning, musik, besøg af hest, judo
- Tirsdag: Musik, judo, bytur, besøg af heste
- Onsdag: Nyby havn, hvor der er kystlivredning, tandemcykling, bytur,
- Torsdag: Krea og spil, træning på sportspladsen, goalball, fest med koncert
- Fredag: Morgentræning, mini-triatlon, afrejse